MedievalMovesBox

Medieval Moves

Score: 6
Playstation Move
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:

Udvikler(e):
Udgiver(e):
PEGI 7+PEGI FearPEGI ViolencePEGI Online
PositivtNegativt
Fin grafik
Spillet har bestemt sine øjeblikke
Kaotisk kontrol
Enformig action
Køb Medieval Moves hos vore partnere:
 

Spillet har et skelet i hovedrollen og der står Sony på spilæsken. Ordet ”Medieval” indgår sågar i titlen – men spillet har absolut intet at gøre med PlayStation 1 klassikeren MediEvil… desværre. Men i det mindste er der tale om et PlayStation MOVE spil, der IKKE er en samling af minispil og det er i sig selv lidt af en sensation.

Medieval Moves (der i det store udland har undertitlen ”Deadmund’s Quest”) er et action adventure, der fortæller den ulykkelige historie om prinsen Edmund, hvis slot en dag bliver angrebet og overtaget af den onde skelet-troldmand Morgrimm. Morgrimm forvandler alle slottets beboere til skeletter og anvender dem som sin hær af viljeløse skelet-krigere. På nær Edmund, der takket være en magisk medaljon formår at beholde sin frie vilje – men han undgår desværre ikke at blive forvandlet til et skelet.

Nu skal du så hjælpe skelet-prinsen Deadmund (Dead Edmund… get it?… fuuunny) med at samle sin magiske medaljon, der er delt i fire dele. Det kunne lyde som et glimrende set up til at humoristisk og varm actionadventure, med en charmerende skeletprins – men desværre vokser træerne ikke ind i himlen.

Medieval Moves er nemlig i realiteten slet ikke et 3. persons action adventure, som vi ellers gik og håbede på. Der er nærmere tale om en middelalderlig railshooter, hvor spillet sørger for at Deadmund bliver bevæget fremad, alt imens du sørger for at slå med hans sværd, kaste med kastestjerner eller skyde med bue og pil. Hvad der i starten virkede som et særdeles lovende og charmerende spil ender desværre med at være en klassisk railshooter, der kun i enkelte tilfælde formår at overraske med lidt nytænkning og modigt design.

Sværdkamp er særdeles enkelt da Deadmund replikerer dine bevægelser med MOVE controlleren til nær perfektion. Du kan således få ham til at hugge og svinge i stort set alle retninger. Med et tryk på MOVE knappen blokerer Deadmund med sit skjold – skift mellem forsvar og angreb er naturligvis denne del af spillets kerne og det fungerer sådan set ganske godt, med et hurtigt tempo og relativ tilfredsstillende, om end ensformig, action.

Sværdhug suppleres med Deadmunds bue og kastestjerner. Buen trækker man frem ved at holde controlleren om på ryggen. Derefter er det ganske ”enkelt” at skyde mod fjenderne på skærmen – selvom pilene for det meste slet ikke ender der hvor man sigter. Er fjenderne lidt tættere på kan man lave ”kaste” bevægelser med MOVE controlleren, mens man holder en knap nede for at smide med kastestjerner.

Banernes action brydes i ny og næ op af andre aktiviteter, hvor Deadmund for eksempel skal kaste med en kastekrog, drikke væsker, smide med dynamit, hive i håndtag og andre bevægelser, der kræver at du efterligner en bevægelse på skærmen. Det samme gør sig gældende i spillets quick time events, hvor Deadmund skal undgå fælder ved at spilleren hurtigt udfører sving med MOVE controlleren.

Problemerne med spillet er primært at finde med kontrollen. Ikke fordi de enkelte dele ikke fungerer, for i teorien fungerer hver enkelt element fint – hvis du udfører dem i ro og mag. Men det gør du aldrig, når det vælter frem med fjender på skærmen. Så bliver MOVE controlleren febrilsk svinget rundt og spillet begynder således at tolke en handling som noget andet. Det er et helt elementært problem, som også opstår i andre spil, der anvender en bevægelsessensitiv controller til at udføre alle spillets handlinger. Det bliver hurtigt rasende frustrerende, især når man kombinerer det med at spillet ofte byder på et sekunds forsinkelse, når Deadmund trækker sit skjold eller sin bue. Det ene sekund kan betyde forskellen mellem liv og død og der er intet mere irriterende end at dø i en quick time event fordi Deadmund ikke trak sit skjold hurtigt nok. Det bliver værre endnu når man skal til at anvende medaljonens magiske kræfter – det er nærved umuligt at aktivere den rigtige.

Spillet forsøger at ”løse” dette problem ved at bede spilleren om at udføre alle handlingerne på så ekstrem vis som overhovedet muligt. Sagt med andre ord, så skal der svinges igennem af fuld kraft med hele armen for at svinge sværdet og når man skal lave en drikkebevægelse, skal man helst brække både ryg og nakke. Det bliver hurtigt noget rod i et spil, der byder på hurtig og hektisk action.

Heldigvis er sværhedsgraden så lav, at det sjældent bliver et gigantisk problem med den kaotiske kontrol. At spillet så er meget let at gennemføre, er så et helt andet problem affødt af sværhedsgraden.

Men fair skal også være fair og når alt i Medieval Moves rent faktisk fungerer, så er spillet et ganske fornøjeligt, men desværre stadig ret overfladisk, action adventure. Havde kontrollen bare været bedre til at adskille bevægelserne, kunne spillet sagtens have fået en højere karakter – især fordi spillets visuelle stil er en ganske fornøjelig og forskruet tegneseriestil, der straks leder tankerne tilbage til klassikeren MediEvil.

Medieval Moves fejler desværre et stykke før målstregen. Spillet havde et stort potentiale til at blive det bedste MOVE spil i år – ja, måske endda nogensinde, netop fordi det er en unik ny titel, der kunne vise at MOVE handler om andet end minispil og railshootere. Men desværre. Sådan skulle det ikke gå i denne omgang og mens Medieval Moves absolut har sine underholdende øjeblikke, så er spillet præcis ligesom julekalenderen i tv – hurtigt fordøjet og mindst lige så hurtigt glemt.

Om Henrik Schou

Henrik Schou har skrevet om spil siden 1997, hvorr han var med til at lave spil-programmet "Hi-Score" for TV-Danmark. Derfra gik det til Jubii's spilsider i 1998. Der fungerede han som skribent ind til år 2000, hvor han startede www.gamesector.dk. Siden da har han fungeret som ivrig skribent - især når der skal skrives om rollespil og strategispil og ikke mindst klassiske point-and-click adventures (hvis død han dagligt begræder).