Mario Kart 7

Score: 8
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:

Udvikler(e):
Udgiver(e):
PEGI 3+
PositivtNegativt
Baner med mange genveje
Strategisk opsamling af mønter
Gode nye power-ups
Undervandskørsel er ikke sjovt
De samme få game modes som altid – ikke engang et nyt minispil er der med
3D-effekten imponerer ikke
Køb Mario Kart 7 hos vore partnere:
 

Er der et spil, som kan drage nytte af 3D-effekten på Nintendo 3DS, så må det da være et nyt Mario Kart! Det er dog ikke kun 3D, som er nyt her, for nu kan der både flyves og køres under vand – men er det sjovt?

Der er noget kedeligt over titlen. Mario Kart 7. Det er første gang, serien markeres med en nummerering, og man får let den bekymring, at serien nu er blevet en metervare, hvor hvert spil blot er en variation over sidste års version. Det, som EA i mange år var berygtede for at levere, men som de nu stort set er gået væk fra igen. Er det her, Nintendo nu er havnet?

Ses der på hovedmenuen, så ser det bestemt sådan ud. Her er Grand Prix og Time Trial samt Coin Battle og Balloon Battle. Det har vi set før. Under Grand Prix er der tilmed det præcist samme antal baner, som i de sidste mange spil. Otte løb med fire baner i hvert. Halvdelen er nye, mens de andre er klassikere fra de gamle spil. Hertil kommer muligheden for lokal eller online multiplayer. Næsten som i Mario Kart DS, hvor der dog også var en Mission Mode. Det er der ikke blevet plads til denne gang.

Når vi kommer i gang med spillet, så ligner det også umiddelbart sig selv. Der er dog – heldigvis – nogle markante nyskabelser. Først og fremmest er der nu sektioner, som foregår henholdsvis under vandet og oppe i luften. Rammes et flyvehop med tilstrækkelig fart, så folder go-karten vingerne ud og kan nu svæve afsted. Det giver mulighed for at nå forskellige genveje, og generelt føles det virkeligt tilfredsstillende at svæve over sine modstandere for til sidst at lande foran dem. Desværre er der ikke samme tilfredsstillelse forbundet med at køre under vandet. Særligt fordi det går langsomt, og styringen føles træg. Der er dog samme mulighed for at skyde genvej, og tilsammen giver dykning og flyvning bestemt en ny dimension til spillet. Der er i langt højere grad end tidligere fokus på at udforske banerne for at finde genveje. Oppe og nede. Den optimale vej gennem en bane er nu langtfra åbenlys, og det øger holdbarheden af de enkelte baner betydeligt.

De nye baner er naturligvis rigest på genveje, men også de gamle baner har fået nyt liv. Hvis du synes, du kendte Koopa Troopa Beach fra Mario Kart 64, så bare prøv den nu – det er en helt anden oplevelse. Det er dog ikke altid, ændringerne i de gamle baner er positive. At krydstogtskibet i Daisy Cruiser fra Mario Kart Double Dash er sat under vand er uforståeligt – den bane er decideret ødelagt nu. Den originale Rainbow Road-bane fra Super Mario Kart føles også helt forkert – det er som om, skalaen er en anden. Blandt 32 baner er der dog kun få svipsere, og de er trods alt til at leve med. De fleste baner er virkeligt gode – jeg jubler stadig lidt over, at Kalimari Desert fra Mario Kart 64 er med. Der er også en meget lang ny bane, som der kun køres én omgang på – en sjov, men også svær variation, hvor man ikke har fordel af at lære banen at kende over tre omgange.

I det allerførste Mario Kart – Super Mario Kart – kunne man samle mønter op. Den feature er nu genoplivet således, at jo flere mønter, du samler - jo hurtigere kører du. Det giver et ekstra strategisk element og et incitament til at tage en omvej pga. dens mange mønter. Som altid sikres spændingen i løbene dog primært via power-ups fordelt sådan, at de bagerste kørere altid får de bedste. Der er klassikere som grønne, røde og blå skjold, stjerner og lyn, men også tre nyheder. Ildblomsten, der giver mulighed for at skyde masser af kortlivede ildkugler afsted, det visne blad der lader dig svinge en vaskebjørnehale omkring go-karten for at ramme de andre spillere og til sidst 7-tallet, der giver dig hele 7 power-ups på én gang. Det er dog ikke nogle power-ups, der ændrer så meget på den oplevelse, vi kender – de passer blot fint ind i det eksisterende udvalg.

En større ændring bidrager 3D-effekten med – hvis man da kan holde den ud. Vi har lige set, hvordan Nintendo formåede at gøre den til en behagelig og nyttig tilføjelse i Super Mario 3D Land, men i Mario Kart 7 er det i højere grad en smagssag. Man mister meget let fokus – måske pga. farten eller temposkiftene – og oplever derfor den ubehagelige fornemmelse at se dobbelt. Effekten kan dog heldigvis skrues helt ned, hvormed man kan nyde spillets grafik uden gener. Spillet er flot, og bestemt blandt de flotteste spil på 3DS.

Med det sædvanlige antal turneringer, og denne gang meget mere at låse op for, er der rigtigt mange timers underholdning i spillet, hvis du spiller alene. Mario Kart har dog altid været sjovere, når man er flere, og denne gang er ingen undtagelse. Find en ven med en 3DS eller gå online – så vil spillet holde evigt. Så længe du bare kan acceptere, at der dybest set ikke er de store nyskabelser. Det øgede fokus på genveje  er sjovt, men undervandskørsel havde vi gerne været foruden.

Gamesector Anbefaler

Om Jimmy Marcus Larsen