| Positivt | Negativt |
| Solid co-op multiplayer Hurtig hack and slash snack for actionfans | Middelmådig historie og kedelige hovedpersoner Ensformig action |
| Køb The Lord of the Rings: War in the North hos vore partnere: | |||
 |  |  | |
En af mine kollegaer, nærmere bestemt vores korrekturlæser Johan (ja, tro det eller lad være – vi har faktisk sådan en), spurgte mig forleden, om ikke dette var den vildeste julesæson, jeg havde oplevet. ”Altså hvad angår udgivelser af store spiltitler” tilføjede han. Efter at have tænkt lidt over det må jeg give Johan ret – det er et ekstremt fedt spilår i år, i hvert fald lige nu med titler som Modern Warfare 3, Uncharted 3, Skyrim, Rayman Origins, Battlefield 3, Skyward Sword og jeg kunne blive ved. Derfor kan andre titler let drukne i dette overflødighedshorn af mega-hits. De får ikke en fair chance, især ikke hvis de er middelmådige som War in the North.
Nu kunne man jo forvente, at et spil med en titel som ”The Lord of the Rings: War in the North” ville bygge videre på de kendte figurer og begivenheder fra J.R.R. Tolkiens bøger og de efterfølgende filmatiseringer. Men det er faktisk ikke tilfældet. I stedet følger man et nyt ”fellowship” bestående af en dværg, en ranger og en elver… de har vist også navne, men da deres personligheder er på niveau med vådt savsmuld, er navnene ikke værd at huske. De kendte Tolkien-figurer dukker kun op i ny og næ i cut-scenes, men ellers er der ikke meget at komme efter for hardcore Tolkien-fans.
De to mest markante og sikkert også sælgende punkter for spillet er muligheden for at spille to spillere sammen i en co-op-kampagne, hvilket helt sikkert er det fedeste ved War in the North, og så navnet i sig selv – ”The Lord of the Rings”-titlen skal nok få skubbet en bunke spil over disken – men fans vil som sagt nok blive skuffede over de få referencer til kildematerialet.
Spillet er et actionrollespil med stor tyk streg under action. Gameplayet er reduceret til simpel hack’n slash buttonmashing, hvor hver spiller besidder to typer af angreb og muligheden for at affyre pile mod fjenden. Der er en smule forskel på de tre karakterer, men da fjenderne er meget ensformige og vælter frem i bølger i cirka samme tempo, som klichéerne vælter frem i gameplayet, vil de fleste spillere hurtigt ende med at gentage det samme angreb om og om og om igen.
Variation er således ofte en mangelvare på de lange traveture gennem monsterinficerede ruiner, huler og andre ”kendte” lokaliteter. Rollespilselementet kunne være den faktor, der gav ekstra liv til det ensformige gameplay, men det kommer aldrig rigtigt helt til at fungere optimalt. Man tjener XP ved at slå fjender ihjel – og en ekstra stor bonus af XP hvis man dræber dem med et power attack. Når man har tjent nok, stiger man en level, og man kan forbedre sin karakters stats. Ganske elementært og i sig selv ikke voldsomt nytænkende. Der er lidt ekstra glasur på kagen i form af nye egenskaber og færdigheder, man kan låse op for. Desværre kan man ikke bare fyre disse af på må og få, da man skal opsamle energi til dem, før de kan bruges, hvorfor de hurtigt træder lidt i baggrunden for et af de almindelige angreb. Desværre.
Som i de fleste andre hack’n slash-rollespil er der også mulighed for at samle forskellige skatte op undervejs gennem spillet. Denne loot-del af War in the North virker underudviklet og nedtonet, for der er langt mellem de rigtigt brugbare skatte, og selv om det er muligt at købe nyt udstyr rundt omkring i spillet, virker denne del af spillet en smule påklistret.
Sværhedsgraden i spillet er forbløffende høj taget i betragtning, at spillet er en banal omgang hack’n slash. Dine to AI-styrede kammerater dør på må og få og skal således konstant have hjælp til at blive genoplivet. Det skal du forresten også selv have, for fjenderne får hurtigt ram på dig, hvis du ikke er rasende hurtig på knapperne. I multiplayer bliver der også flittigt brug for at genoplive hinanden (og den ene AI-styrede følgesvend).
Og så er der lige dialogen, historien og karaktererne. Hvordan kan et spil, der tager sit navn fra en af de helt store klassikere og en episk hjørnesten i fantasy-litteraturen, selv byde på en så kedelig og ligegyldig historie og så imponerende overfladiske og uinteressante hovedpersoner? Det er skuffende, især hvis man er Tolkien-fan.
Grafisk befinder spillet sig et sted i middelmådighedens søle. Omgivelserne er ikke voldsomt inspirerende – uden at være direkte grimme, og fjenderne er for det meste identiske horder af den samme type monster. Der er masser af “blood and gore”, hvilket jo er op til smag og behag, om man er vild med den slags. Grafisk er der enkelte lyspunkter her og der, men generelt vil War in the North næppe blive huske for at være noget grafisk vidunder.
Det værste ved War in the North er sådan set ikke det ensformige gameplay eller historien med hovedpersoner, der er komplet blottet for følelser eller personlighed. Det værste er, at spillet tydeligvis har haft et rigtigt stort potentiale til at blive et fantastisk actioneventyr. Men et eller andet sted i processen, fra den gode ide til det endelige produkt, er der gået et eller andet galt, og i sidste ende er War in the North ikke andet end en lettilgængelig og letfordøjelig lille snack for action-fans. Men når den så er fortæret (og det skal den helst i co-op, for det redder spillet en karakter eller to) og fordøjet, vil de fleste sidde tilbage med en knurrende mave og lyst til noget mere mættende.
Loading ...
