supermario_banner
Score: 9
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:

Udvikler(e):
Udgiver(e):
PEGI 3+
PositivtNegativt
Intenst og tætpakket banedesign
En 3D-effekt, der faktisk er en fordel
Ingen tutorial og ingen lange historiesekvenser
De yngste elsker det – alt er som skabt til ære for dem
En knap skal holdes nede for at løbe til trods for, at 3DSen har et analog-stick!
Spillet er hurtigt gennemført (første gang)
Køb Super Mario 3D Land hos vore partnere:
 

Efter to succesfulde rejser i det ydre rum er Mario nu vendt tilbage til rødderne i svamperiget. Alt er ved det gamle – næsten da. For nu er det hele med 3D-effekt og en sværhedsgrad, hvor selv de alleryngste kan være med.

Tilbage i 1988 udkom Super Mario Bros 3. Et spil, mange nostalgikere stadig mindes som deres bedste Mario-oplevelse. Det var i dette spil, at Mario fløj for første gang. Han kunne opsamle et vissent blad, der gav ham en hale som en vaskebjørn – og evnen til at flyve.  I dag, 23 år senere, finder Nintendo denne idé frem igen – det visne blad er tilbage, og Mario kan igen baske med halen. Det er dog blot ét eksempel på, hvordan dette spil tager elementer fra tidligere spil og genbruger dem – spillet indeholder stort set kun genbrug, men I dette tilfælde er det slet ikke negativt.

Spillet åbner, som vi kender det. Bowser har taget prinsessen, og Mario må haste afsted på endnu en redningsaktion. I modsætning til Super Mario Galaxy-spillene er historien ekstrem simpel og ikke til at tage fejl af for de yngste spillere. Der er ingen tekst – blot et enkelt postkort med en tegning der viser, hvad der er sket – og spillet fortsætter heldigvis samme stil hele vejen igennem. Det kan alle forholde sig til, og selve spillet kan hurtigt komme i gang.

Og sikke en start, for der spildes slet ingen tid på tutorial og forklaring af styring. Det er op til spilleren selv at finde ud af, hvordan spillet fungerer. Nu om dage er det unikt, men jeg kan berette, at det fungerer hundrede procent hos de yngste – det er tilsyneladende meget sjovere selv at finde ud af, hvordan det hele fungerer. De første baner er naturligvis meget lette og tilgivende for netop at lade spilleren eksperimentere uden den store risiko. Sværhedsgraden stiger langsomt, men bliver sjældent rigtigt høj, og en rutineret Mario-spiller vil i perioder let komme til at savne udfordring.

Det er dog svært ikke at føle sig dygtig alligevel. Spillet indeholder de mest halsbrækkende banedesign siden… ja, siden Super Mario Galaxy-spillene. Banerne er bestemt ikke lige så store og overvældende, og de har heller ikke samme enorme idérigdom – det, de derimod har, er de mest tilfredsstillende platformsudfordringer komprimeret ned, så én bane kan indeholde så mange forskellige som muligt. Her er intet genbrug banerne imellem, her er ingen områder, som bare skal løbes igennem, mens udsigten nydes – her er kun gameplay. Tætpakket gameplay.

En anden grund til, at spillets baner er så opslugende, er selvfølgelig 3D-effekten. I dette spil er den en reel hjælp for spilleren, der med den øgede fornemmelse for dybde får en bedre følelse med spillet. Det er første gang, jeg har spillet et 3DS-spil i længere tid uden at skrue ned for effekten. Den er ikke essentiel, men den gør virkeligt meget for oplevelsen. Om det er den klare grafik, banernes udformning eller noget helt andet – i al fald så fungerer 3D-effekten bedre og mere behageligt end i noget andet 3DS-spil, jeg har prøvet. I det hele taget er grafikken den bedste, der endnu er set på Nintendo 3DS.

Spillet har allerede på forhånd fået en del kritik af én bestemt feature. Det er den hvide vaskebjørn – hvis du dør nok gange, så får du et hvidt blad, der forvandler Mario til en udødelig hvid vaskebjørn. Herefter er det ingen sag at gennemføre enhver bane. Det er igen en feature, de yngste værdsætter – uovervindelighed er en fantastisk fornemmelse – men det kan også let føles som en hån mod dine evner. Heldigvis er det frivilligt, om du vil samle det hvide blad op, eller om du vil gennemføre banen på reel vis.

Mange vil mene, at spillets største svaghed er dets længde, for det vil  tage de fleste under 5 timer gennemføre. Når kvaliteten af de 5 timer er så høj, som den er, så falder den kritik dog til jorden som en Mario uden hale. Der er dog også betydeligt mere at komme efter, når den første gennemspilning er klaret. Mit største kritikpunkt er derimod, at man igen skal holde en knap nede for at løbe. Det var et element, Nintendo havde afskaffet i Super Mario Galaxy, hvor analog-sticket afgjorde hastigheden, Mario løb med. Nintendo 3DS har jo et analog-stick, så det er helt uforståeligt, at man igen skal til at holde én knap nede for at løbe, mens man trykker på en anden for at hoppe. Det er besværligt og unødvendigt.

Super Mario Galaxy 1 og 2 er dog svære at efterfølge. Det er uden konkurrence de to bedste Mario-spil til dato, og det er vel især på grund af disse to spil, at forventningerne til Super Mario 3D Land har været skyhøje. Langt hen ad vejen er forventningerne blevet indfriet, og selv om spillet ikke på samme måde sprudler af uforfalsket originalitet, så er det komprimerede banedesign en fornøjelse at gennemgå. I sig selv er Super Mario 3D Land et glimrende platformspil, som også udmærker sig ved at være et perfekt match for de yngste spillere. Mine to medanmeldere på 5 og 7 er faktisk ganske uenige i min karakter – for dem er spillet et klart 10-tal!

Gamesector Anbefaler

Om Jimmy Marcus Larsen