BoxDanceStarParty179

DanceStar Party

Score: 7
Playstation Move
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:

Udvikler(e):
Udgiver(e):
PEGI Bad LanguagePEGI SexPEGI ViolencePEGI Online
PositivtNegativt
Solid track liste
Dance Studio feature
God motion tracking
Meget lidt nyt
Køb DanceStar Party hos vore partnere:
 

Dansespil er åbenbart det nye sort. Det er i hvert fald en genre, der er mere end overrepræsenteret på spilhylderne i disse måneder op mod jul. Men det er langt fra alle spillene, der er værd at spilde sine penge på og når nu udvalget er så stort som, det er for tiden, bør man være ekstra forsigtig før man slagter sparegrisen og kaster sig over dansespillene. Heldigvis er DanceStar Party en relativ sikker investering.

De fleste dansespil på markedet er stort set ens opbygget – hvad enten man spiller dem på Nintendo Wii med en Wiimote, på en Xbox 360 forsynet med et Kinect-kamera eller man, som i dette tilfælde, spiller det på PlayStation 3 med sit PlayStation Eye kamera og en Move controller. Din opgave er, med en Move controller solidt plantet i hånden, at efterligne de dansebevægelser, som en danser midt på skærmen udfører. Det lyder naturligvis enkelt og det er det i princippet også.

Et af de helt vigtige elementer i dansespil er hvor godt spillet formår at spore dine bevægelser hjemme på stuegulvet. Mens PlayStation Eye kameraet mangler den fancy motion-tracking teknologi, der gør dansespil på Xbox360 til en oplevelse, der involverer hele kroppen, så fungerer teknologien faktisk rigtig godt i DanceStar Party. Spillet er generelt rigtig god til at spore om du foretager dig de korrekte bevægelser og selvom spillet måske er lidt svært for begyndere i danse-genren, så er det ganske tilgivende hvad angår præcisionen af bevægelserne.

Spillet er oven i købet så pædagogisk, at der udover danseren midt på skærmen (hvis bevægelser du skal gengive) også dukker små billeder op yderst til højre på skærmen, der viser dig hvilken bevægelse du bør foretage dig. Er man ikke med i spillet, men bare tilskuer til de komiske begivenheder på stuegulvet, kan man desuden sidde og følge med i musikvideoen til musikken, der vises i et lille billede på skærmen. Er man i humør til det kan man også synge med på numrene, for teksten vises på skærmen. En fiks feature, der viser spillets slægtskab med SingStar serien.

To spillere kan dyste mod hinanden i spillets 40 sange, der inkluderer super gode dansenumre som Basement Jaxx Where’s Your Head At?, Diana Ross Upside Down, Duck Sauce Barbra Streisand, Kool & the Gang Get Down On It, LMFAO Party Rock Anthem og Venga Boys We like to Party. Cirka halvdelen af sangene er ”kendte” numre (i hvert fald sange undertegnede kendte) og der er god spredning i genre og alder. Man kan lave gruppe-kampe for op til 20 spillere, der så skiftes til at danse, hvilket jeg forudser vil lede til det rene ”hvis tur er det nu?” kaos.

De centrale elementer i DanceStar Party er således meget tæt på dem man kan opleve i de fleste andre dansespil på markedet og de vil således ikke flytte nogle udviklingsmæssige milepæle. Heldigvis er der en række relativt unikke modes med, blandt andet et Dance Studio, hvor du kan optage dine egne danserutiner og efterfølgende afspille dem som baggrund i spillet. Hvis man er en motorisk hæmmet ko på et dansegulv, som undertegnede, vil det næppe være en feature man bruger mange minutter på, men der er med garanti et marked for konceptet.

En anden fiks mulighed i disse ”fjæsbog” tider er muligheden for at optage billeder med PlayStation Eye kameraet og distribuere dem til sociale netværk som Facebook. Hvorfor i alverden man skulle have lyst til at udstille sig selv som en halvberuset dansende klovn hjemme på stuegulvet en lørdag nat ved jeg ikke – men muligheden eksisterer altså. Så værsgo.

Alt i alt leverer DanceStar Party sådan cirka den forventede vare: let tilgængelig fest-underholdning, solid motion-tracking og et repertoire af videoer, der bør indeholde numre nok til at holde festen kørende. Det er måske lidt skuffende at Sony ikke forsøger at udvikle genren, men på den anden side er det produkt de har leveret ganske godt og formår at udnytte den forhåndenværende Move-teknologi ganske fint. Mon ikke Sony satser på at DanceStar Party kan blive den musikalske arvtager fra deres skelsættende SingStar serie? Der er i hvert fald intet, der tyder på, at DanceStar er en enlig svale.

Om Henrik Schou

Henrik Schou har skrevet om spil siden 1997, hvorr han var med til at lave spil-programmet "Hi-Score" for TV-Danmark. Derfra gik det til Jubii's spilsider i 1998. Der fungerede han som skribent ind til år 2000, hvor han startede www.gamesector.dk. Siden da har han fungeret som ivrig skribent - især når der skal skrives om rollespil og strategispil og ikke mindst klassiske point-and-click adventures (hvis død han dagligt begræder).