MoveMindBendersPS3BOX

Move Mind Benders

Score: 6
Playstation Move
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:

Udvikler(e):
Udgiver(e):
PEGI 3+
PositivtNegativt
Lemmings er og bliver en stærk klassiker
Echochrome II er interessant og anderledes
Ingen ekstra features
Spillene er allerede udgivet
Køb Move Mind Benders hos vore partnere:
 

Man skal vist ikke være spilgeni for at se, at den ellers stort anlagte kamp mellem Kinect og Move aldrig rigtigt blev til noget. Den episke kamp løb lidt ud i sandet, delvist fordi begge teknologier virker en smule oversete af spiludviklerne. Men der er stadig håb forude, hvis du har et Move-kamera stående derhjemme… hvis du ellers kan finde det under støvet og de mange spindelvæv, det sikkert har ophobet, siden du brugte det sidst.

Med den indledning kunne man fristes til at tro, at Move Mind Benders er en ”heavy hitter” i Moves kamp mod Kinect. Men det ville nok være en overdrivelse af de større at påstå det. Move Mind Benders er nemlig en samling af tre spil, der alle er optimeret til at blive spillet med Move-controlleren og kameraet. Så noget skelsættende spil er der altså ikke tale om ,og der er dårligt nok tale om noget nyt, for alle tre spil har været udgivet hver for sig tidligere via Sonys online butik.

De tre spil i pakken er Echochrome II, det gode gamle Lemmings og Tumble. Spillene kan, så vidt jeg er orienteret, stadig købes fra PlayStation Store, så der er kun en relativt lille økonomisk besparelse ved at købe denne skive med dem alle tre på. Har man ikke sin PlayStation 3 på nettet, er dette naturligvis også en attraktiv mulighed for at få fat i de tre spil – men mon ikke alle gamere, selv dem i de fjerneste randområder af Dannevang, har deres PS3 online?

Lemmings er jo en klassiker, og Move-versionen af spillet er omtrent lige så sjovt som den originale version. Du skal hjælpe en flok grønhårede selvmordshungrende lemminger gennem 40 baner ved at udstyre dem med forskellige roller eller værktøj, så de kan grave tunneller og bygge broer. For at undgå masseudryddelse af dine lemminger kræver banerne hurtige reaktioner, god timing og et taktisk overblik over de fælder og forhindringer, der på hver bane udgør potentielle farer. Der er et par nye elementer i PlayStation 3-versionen af Lemmings, der desuden byder på ny og ganske nydelig grafik. Lemmings er og bliver kvalitetsunderholdning – selv med en Move-controller, der absolut ikke gør det lettere at få kontrol over din lemminghorde.

Echochrome II er måske det mest originale (og faktisk også det bedste) spil i pakken. I spillet skal du guide en figur gennem en række baner ved at manipulere det objekt, der udgør banen, så dets skygge ændrer sig. Spillet handler om de forskellige former og objekter, som banerne består af og så ikke mindst om lys og skygger. Det er faktisk et ganske sjovt påfund, og selv om spillet ikke er synderligt interessant at kigge på, så er det anderledes og fantastisk underholdende og udfordrende at spille. Absolut en Move-klassiker, som alle PlayStation Move-ejere bør prøve.

Det sidste spil er Tumble. Spillet må næsten kaldes for klassens tykke dreng, for det er bestemt det svageste i samlingen. Ikke at der er noget galt med spillet som sådan, men det er bare et mere oplagt og ligefrem Move-spil end de to andre, og konceptet er set mange gange før. Tumble er en Klodsmajor-klon (tænk Boom Blox på Wii), hvor du skal stable blokke eller kasser og undgå, at de vælter. Der er en række opfindsomme varianter omkring det samme koncept, og kontrollen er virkeligt velfungerende og overbevisende .

Det er skuffende, at der ikke er inkluderet noget yderligt i denne pakke, der dybest set ”blot” indeholder tre spil, der allerede er udkommet via Sonys egen PlayStation Store. Ekstra baner, nye spilmodes eller lignende havde nok været på sin plads for at gøre motivationen til at købe lidt større end den samlede besparelse, der er i produkternes pris.

Alt i alt er Move Mind Benders en ganske fin pakke, hvis man er gået glip af de tre spil tidligere. Især Lemmings og Echochrome II er værd at kigge nærmere på, men Tumble har bestemt også sine multiplayer-øjeblikke. Men nogen stor skelsættende udgivelse, der vil få folk til at flokkes til PlayStation Move, er der altså ikke tale om.

Om Henrik Schou

Henrik Schou har skrevet om spil siden 1997, hvorr han var med til at lave spil-programmet "Hi-Score" for TV-Danmark. Derfra gik det til Jubii's spilsider i 1998. Der fungerede han som skribent ind til år 2000, hvor han startede www.gamesector.dk. Siden da har han fungeret som ivrig skribent - især når der skal skrives om rollespil og strategispil og ikke mindst klassiske point-and-click adventures (hvis død han dagligt begræder).