Score: 8
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:

Udvikler(e):
Udgiver(e):
PEGI 16+PEGI ViolencePEGI Online
PositivtNegativt
Flot grafik
Lækker styring
God lyd og musik
Virkeligt velfungerende online-del
SpeedWall
Ikke helt så underholdende som Hot Pursuit
Lidt kejtet måde at skifte bil på
Alt for hurtigt gennemført historiedel
Lange loade-tider
Køb Need For Speed: The Run hos vore partnere:
 

Need For Speed-serien kom for alvor tilbage på sporet med Criterion Games suveræne Need For Speed: Hot Pursuit sidste år. I år er det Black Box, der har fået æren af at skulle føre Need For Speed-serien videre, og det gør de rigtigt godt med en arcaderacer, der byder på en adrenalinpumpende, men også mere dyster  variation af The Cannonball Run tilsat masser af fart og spænding!

I Need For Speed: The Run er du Jack Rourke, der er kommet i klammeri med mafiaen og som - for at komme ud af sin tilsyneladende håbløse gæld - og med hjælp fra sin veninde Sam Harper - forsøger at vinde førstepræmien i The Run - et Gumball-inspireret løb tværs over USA fra San Fransisco til New York. Spillet begynder med, at Jack sidder i sin bil, der er ved at blive kværnet på en losseplads. Jack undslipper med nød og næppe, og herfra går turen tværs gennem USA. Det er historien i spillet, der af og til afbrydes af nogle heldigvis kun få quicktime events, hvor du ser Jack blive jaget af mafiaen, og hvor han naturligvis altid undslipper, såfremt du trykker rigtigt.

Men The Run handler mest af alt om arcaderæs i høj, høj fart. The Run udspiller sig over 10 kapitler, hver med gennemsnitligt ca. 5 løb, og inden hvert kapitels afslutning har du arbejdet dig op ad ranglisten og skal til sidst - i det allersidste ræs - kæmpe om førstepladsen og den store pengepræmie, som kan redde Jack ud af mafiaens klør. Spillet er er en rendyrket arcaderacer, og fartfornemmelsen er rigtigt god, omend jeg faktisk synes, at sidste års Hot Pursuit føltes endnu federe. Men den gode fornemmelse er der helt klart, og styringen af de forskellige biler er også rigtig god. Det føles arcadeagtigt på den helt rigtige måde, og løbene har dertil også en passende variation. Der er løb, hvor du skal overhale et bestemt antal modstandere eller blot en enkelt rival. Der er løb, hvor du skal nå checkpoints, inden tiden udløber, og så er der indimellem sekvenser, hvor du bliver angrebet af mafiaen - både fra helikopter og fra andre biler - men disse sekvenser er der dog ikke specielt mange af - og det gør egentlig heller ikke så meget, for det er selve løbene mod de andre biler, der udgør den sjoveste del af singleplayer-kampagnen. Min sammenlagte leaderboard-køretid var 2 timer og 20 minutter, første gang jeg gennemførte hele The Run, og det er bestemt ikke imponerende omfangsrigt i sammenligning med Hot Pursuit, hvor der var meget mere spilletid i singleplayer-delen. Derudover er The Run også en særdeles lineær forestilling, hvor du ingen valg har undervejs men blot skal gennemføre de løb, som spillet udfordrer dig med. I Hot Pursuit havde du hele tiden muligheden for at vælge. Det er smag og behag, hvad man er mest til, men det er samtidigt også klart, at et spil som The Run, som har større fokus på at fortælle en historie, i sagens natur skal være mere lineært.

Du kommer som nævnt gennem en stor del af USA fra tættrafikerede bymiljøer, grønne skove og store søområder til forladte ørkener og de sneklædte Rocky Mountains. Der er stor variation i banedesignet også, hvor nogle baner er lange strækninger udelukkende med fart og tempo, mens andre mest af alt består af snoede sving op eller ned ad et bjerg eller gennem en by, og man føler egentlig aldrig, at man keder sig med den samme type af bane igen og igen. Du kan ikke bare lige skifte bil som sådan, men undervejs indikerer dit kort, som er ganske fint placeret i venstre side af skærmen, hvor der er en tankstation, som du skal standse ved, hvormed du får mulighed for at skifte til et andet og til banen måske mere velegnet køretøj. Det virker egentligt lidt kluntet, men passer måske godt til udviklernes narrative tilgang til spillet. Når du har gennemført The Run på en af tre sværhedsgrader, låser der op for en fjerde sværhedsgrad, Extreme, og her kræver det virkeligt gode køreevner at kunne begå sig. Modstanderelastikken er ikke så udtalt som på Easy eller Normal ihvertfald, og der er sjældent nogen kære mor, hvis du kører galt eller misser en af de smutveje, der ofte kan give afgørende fordel.

Foruden selve The Run består singleplayer-delen også af de såkaldte Challenges Series, som udgøres af i alt 11 serier med sammenlagt 54 løb. Banerne er taget fra The Run, men de afvikles ofte spejlvendt eller ved at tilføje smutvejene som eneste mulighed. Her begynder Need For Speed: The Run for alvor at vise tænder. Den famøse SpeedWall (via Autolog), som blev introduceret i Need For Speed: Hot Pursuit sidste år, træder igen i karakter, og i Challenge Series gælder det om at vinde medaljer (bronze, sølv, guld eller platin, og samtidigt vises dine venners bedste tid for hver enkelt bane. Her skabes der virkeligt incitament til at forsøge sig igen og igen, såfremt en af vennerne har slået din tid. Også her er der stor variation mellem banerne, og da udvalget af biler for hver type er begrænset, er der masser af udfordring i at vinde de bedste medaljer. Challenge Series er bestemt med til at forlænge spillets singleplayer-del!

Intet Need For Speed-spil uden en solid multiplayer-oplevelse, og det fornægter sig heller ikke denne gang. Online-delen af The Run er rigtigt vellykket, og nyskabende på flere områder. Efter hvert løb belønnes du med erfaringspoints, som får dig til at stige i level, hvilket udløser blandt andet nye biler, nye logoer og baggrunde til din profil eller nye slogans, som dine online-modstandere kan se. Jeg valgte selv Dannebrog som profilbillede samt sloganteksten "Burning Rubber" og var naturligvis pavestolt, når jeg engang imellem vandt et løb over nogle tilfældige hardcore modstandere.

Du kan oprettet din egen Playgroup, hvortil du kan invitere dine venner, så I kan vælge at spille sammen. Singleplayer-mæssigt er der i online-delen en hel masse såkaldte Solo Objectives, eksempelvis at lave 20 lange hop sammenlagt, at ende i Top 3 mindst tre gange eller at slutte først i 10 løb osv. Derudover kan man sammen med sine Playgroup-venner opfylde Multiplayer Objectives, hvilket lige som Solo Objectives også låser op for nyt lir. Blandt andet i form af adgang til stærkere køretøjer.

Selve online-delen er opbygget af 7 forskellige såkaldte Playlists, dvs. grupper af løbstyper, som er inddelt efter eksempelvis biltyper. Hver Playlist består af en række løb, og efter at alle løbene er gennemført, findes den samlede vinder. Før hvert løb stemmer deltagerne om banen mellem 2 tilfældigt udvalgte, og dernæst drejer et lykkehjul rundt, og feltet, som det lander på, angiver, hvilken ekstrapræmie, der er på spil. Det kan eksempelvis være ekstra mange erfaringspoints for at lande i Top 3 samlet eller sågar en achievement/trophy for at vinde sammenlagt. Det er et ganske fint indslag, og det bevirker, at der er mere på spil end blot æren. Løbene afvikles rigtigt godt uden de store tekniske fejl, men modstandernes biler hopper dog engang imellem lidt sjovt, og der forekommer - heldigvis kun meget sjældent - en lille smule lag, så rent teknisk er spillet bestemt godkendt. Der skal dog lige dryppes lidt malurt i bægeret, for loade-tiderne er simpelthen for lange. Det føles virkeligt enerverende, at man skal vente i op til over et minut  (sådan føltes det ihvertfald), på at en bane starter - det må kunne gøres bedre!

Rent grafisk er spillet helt i top. Der er gjort god brug af DICE's imponerende Frostbite 2-grafikmotor, og landskaberne, bymiljøerne, bilerne osv. ser altsammen virkeligt flot ud. Der er gjort god brug af lys og skygge, og eksempelvis har natløbene en helt speciel stemning over sig. Ligeledes ser sneen også rigtigt flot ud på isbanerne, som i sagens natur ofte er meget svære at gennemføre hurtigt, da man nemt kan komme til at skride ud på grund af det glatte underlag. Det er der blandt andet rigtigt mange, der finder ud af online - for sent!

Lyden er ikke helt på niveau med Hot Pursuit, men den understøtter dog fint den gode fartfornemmelse. Til gengæld er musikken rigtigt god med masser af sange, der passer virkeligt fremragende til det høje tempo. Jeg nød virkelig at høre musikken under løbene - noget, jeg ellers ofte plejer at skrue ned for, men måske skyldes det også, at selve lydeffekterne ikke var helt oppe at ringe.

Sammenlagt er Need For Speed: The Run en vellykket arcaderacer. Fartfornemmelsen er ikke helt på niveau med Hot Pursuit, og dertil skal også lægges et kun rimeligt godt lydniveau og nogle lange loadetider samt en meget kort historiedel. Når det så er sagt, så skal spillet bestemt også have credits for sit underholdende og tilfredsstillende gameplay, Challenge Series, den fremragende grafik, den fede musik og en vellykket online-del, som tilsammen gør Need for Speed: The Run til en anbefalelsesværdig arcaderacer, som jeg allerede nu ved, at jeg skal bruge mange timer sammen med i juleferien!

 

 

Gamesector Anbefaler

Om Thomas Heine Bech

Thomas har været spilanmelder på Gamesector siden 2007 og anmelder for det meste spil til Xbox One. De foretrukne genrer er sport, bilspil, adventure, puzzle, platform, action og RPG (tja, det er vel næsten det hele), men hjertet banker især for de gamle 80'er-klassikere. Favoritspil på Xbox-konsollerne: Rayman Origins, Plants vs. Zombies, Tom Clancy's G.R.A.W., Pure, Game Room, Scramble, Limbo, Braid, Trials HD, Just Cause, Burnout Revenge, Raiden Fighters Aces og Pinball Hall of Fame: The Williams Collection.