Score: 10
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:


PEGI 18+PEGI Violence
PositivtNegativt
Stor, spændende verden
Dynamisk og udfordrende oplevelse
Episk
Genren trækkes stadig med tekniske fejl
Køb The Elder Scrolls V: Skyrim hos vore partnere:
 

Når Bethesda nedkommer med et nyt udspil i Elder Scrolls-serien, giver det altid genlyd tværs over gamer-verdenen. Man ved, at der kommer et stort, dragende rollespil, hvis proportioner er gigantiske. Man ved ligeledes, at man må se gennem fingre med de tekniske kompromiser, som udviklerne indgår. Det er jo ikke svært, når vi denne gang bliver lovet drager!

Skyrim har været lang tid undervejs. Nummer fire i serien, Oblivion, var blandt de første rigtigt stærke kort til 360eren, og i mellemtiden har vi måttet tage til takke med spil som Risen og Arcania, hvis vi ville spille de storslåede vestlige fantasy-rollespil. Skyrim er ventetiden værd. Det lever ikke blot op til sin forgænger, men forbedrer Oblivion på de fleste punkter – især hvad angår spillets hovedhistorie og level scaling. Men nok om Oblivion. Nu skal det handle om Skyrim, der foregår 200 år efter Oblivion.

A Song of Ice & Ice
Skyrim foregår i den kolde nordlige del af Bethesdas fantasy-verden Tamriel. Det er her, vikingerne holder til, og som skandinav vil man flere gange nikke genkendende til egennavne, der er inspireret af vores sprog. Visuelt minder omgivelserne meget om Rohan-landsbyerne i Ringenes Herre og Starks rige i George R. R. Martins A Song of Fire and Ice, der for nylig har kørt på tv. Ikke så meget fire, men til gengæld rigtigt meget ice.

Alligevel er verdenen spændende og varieret. Bjerge, dale. Tundra, skov. Snestorm, solskin. En af spillets helt store styrker ligger her: Man får lyst til at gå på eventyr. Man vil opleve Skyrim og hele tiden se, hvad der ligger bag den næste bjergtop. Næsten overalt venter en eller anden form for oplevelse – og oftest en decideret mission. Beholder man sværhedsgraden på den anbefalede indstilling, kommer man også til at få en pæn udfordring. Skyrim er ikke noget let spil. I hvert fald ikke det Skyrim, jeg har oplevet. Men mens jeg er død adskillige gange på lange rejser rundt omkring, så er min kammerat, der har spillet spillet sideløbende med mig, gået en hel anden vej, der har medført en mere tilgivende sværhedsgrad.

Skyrim er simpelthen så stort, at selv om hovedhistorien i spillet er lige så lineær som i andre spil, så er oplevelsen for nysgerrige spillere bestemt dynamisk. Spillet er så stort, og der er så mange ting, man kan gøre, at man skaber sin egen oplevelse. Man snyder sig selv for meget ved at køre hovedhistorien igennem så hurtigt som muligt. Det er ikke det, Skyrim er designet til.

Skyrim er designet til at være anderledes. Skyrim er designet til at give dig en stor, åben verden fuld af muligheder. Muligheder for at opleve et væld af sideeventyr, men også muligheder for at skræddersy din spilfigur. Skyrim er et rollespil. At dræbe monstre og bruge færdigheder giver erfaring, der kan bruges til yderligere specialisering. Systemet er på en gang enkelt og omfattende, og man har aldrig råd til alt det, man gerne vil have. Jeg er endt med en bueskytte af racen skovelver, der er hæderlig til at smede og beskytte sig i nærkamp med skjold.

Genrens tekniske problemer
Man må dog også erkende, at Skyrim er designet til at blive spillet af én, der lader sig forføre af spillets verden, og som ser gennem fingre med de tekniske fejl. Jeg kom under en kamp med en drage for skade at skyde en byvagt, der stod i vejen. Det koster som bekendt bønder at spille skak. Straks var byen på nakken af mig, og efter at dragen var død, led jeg samme skæbne; overmandet af en vred pøbel.

For at få en god oplevelse må man også smile ad hjorte, der efter at have modtaget den første pil pænt står stille og venter på den næste. Ulve, der løber på bunden af en flod og mennesker, der står midt i et imponerende drageskelet, som om intet var hændt. Bethesda har allerede lovet en patch, der fikser nogle ting, men fejl som de førnævnte kommer til at bestå. Det følger simpelthen med at have så store spil.

Mammutter og nordlys
Jeg betaler gladeligt prisen, når belønningen er at kæmpe sig hele vejen til den ene side af spillets kort for så at finde ud af, at her holder der orker til. Og de har deres egen historie og missioner, som man (måske) også kunne have ignoreret. Når man får en specielt hård tur op ad et bjerg, ankommer til toppen og ser nordlys for første gang. Eller første møde med de kæmpestore mammutter.

En hård verden
Skyrim kan til tider være et ganske brutalt spil, og grundet nogle barske henrettelsesscener passer PEGI 18+ denne gang nok forholdsvis godt. Der er også nogle moralske dilemmaer i spillet, og de er ikke alle nemme at tage stilling til. Eksempelvis kan man vælge at slutte sig til enten imperiets legion i Skyrim eller oprørerne, der vil have et selvstændigt land. Efter at have set imperiets ondskab i åbningsscenen, var det umiddelbart et let valg. Jeg begav mig til oprørernes by, men kun for at finde ud af, at deres leder var usympatisk, og at de i øvrigt går ind for at isolationistisk, racerent Nord. Her over ti timer længere inde i spillet har jeg stadig ikke valgt side. Og det endda selvom det giver en achievement.

For gamle kendinge af serien kan også nævnes, at Dark Brotherhood vender tilbage. Det samme gør risikoen – eller chancen! – for at blive vampyr, og jeg oplevede selv at blive varulv. Ting som disse går man glip af, hvis man fokuserer på hovedhistorien og spiller Skyrim som et normalt spil. Drager får man under alle omstændigheder. Man skal ikke særligt langt ind i historien, før de begynder at dukke op.

Skyrim er ikke et normalt spil. Det er helt klart ekstraordinært. Bethesda har lavet en fantastisk vellykket fortsættelse på deres Elder Scrolls-saga. Det er tredje gang på konsol og tredje gang, jeg slet ikke kan lægge det fra mig. Vi får stadig ikke Morrowinds helt åbne galskab, men Skyrim føles stadig mere frit end Oblivion samtidigt med, at det er ret tilgængeligt. Den klareste anbefaling herfra – hvis du tror, du har tid. For Skyrim er vanedannende uden lige! Årets spil? Sandsynligvis.

Gamesector Anbefaler

Om Lasse Winther Wehner

Lasse Winther Wehner har været anmelder på Gamesector.dk siden 2003 og indholdsredaktør fra 2005. Han anmelder fortrinsvis spil til Xbox 360 og Xbox One - især shooter-genren og vestlige rollespil. Da Lasse har været gamer siden Game & Watch/bipbip-spillene gjorde deres indtog i firserne, ynder han at smide en historisk anekdote ind i sine anmeldelser, når han kan komme af sted med det.