Disney Universe

Score: 6
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:

Udvikler(e):
Udgiver(e):
PEGI 7+PEGI Violence
PositivtNegativt
Solid humor
Kaotisk action med fire spillere
Kedeligt i singleplayer
Ensformigt
Køb Disney Universe hos vore partnere:
  

LEGO-spillene har ikke levet forgæves (altså de gode... ikke det lille ”ups” LEGO Universe, der kostede LEGO en kvart milliard). Det beviser Disney Universe, der ”låner” med arme og ben fra de populære LEGO Harry Potter-, Star Wars- og Indiana Jones-spil. Men det gør faktisk ikke så meget, for Disney Universe tilføjer også sin helt egen personlige Disney-charme, dog uden at spillet kommer på højde med de klassiske Travellers Tales LEGO-spil.

LEGO-light

Det begynder ellers rigtig godt: Op til fire spillere kan samarbejde om at gennemføre spillets seks verdener, der hver især er baseret på en kendt Disney-film; for eksempel Pirates of the Caribbean eller The Lion king. Gameplayet er meget lig det, man måske kender fra de roste LEGO-spil, hvor spillerne skal besejre fjender på skærmen, alt imens de samler de nødvendige genstande op for at låse op for maskiner, elevatorer, trapper, døre eller lignende. Kombinér det med platforme, hoppe-puzzles, fælder og andet godt og så har du grundideen med spillet.

”Action-kaos” er den bedste beskrivelse for gameplayet, for når det vælter frem med fjender, og fire spillere kravler, hopper og angriber på må og få rundt på banen, er overskueligheden typisk det første offer. Det er fornøjeligt på en kaotisk og morsom måde og sikrer, at både børn og voksne bliver sidestillet, når de spiller sammen. Der er dog ingen klar pendant til LEGO-spillenes ”byggeopgaver” i spillet – derimod får man små minispilsudfordringer, hvor de fire spillere skal dyste eller samarbejde om at overleve en kort udfordring. Det giver ekstra morskab på banerne, der dog i det lange løb ikke kan undsige sig fra at blive en kende ensformige.

Hver spiller kan vælge mellem karakterer fra kendte Disney-film og -universer. Men det er ikke karakteren selv, som man måske husker den fra filmene, man får lov til at spille – det er derimod en lille karakter, der er klædt ud som en Disney-figur, hvilket virker både nuttet og humoristisk. Hver karakter kan tjene levels gennem spillet, så der er et argument for at gennemføre spillet gentagne gange med de forskellige figurer for at få dem alle op på det maksimale level. Naturligvis kan der låses op for mange nye Disney-figurer undervejs, hvilket er endnu en grund til at spille Disney Universe mere end en gang (hvis du altså ikke bliver skræmt væk af det ensformige gameplay).

Problemet med Disney Universe er grundlæggende, at det egentlig ikke er voldsomt underholdende at spille i singleplayer. Der er ikke det samme kaos, som fremkommer i multiplayer, og der er ikke det fornøjelige samarbejde med andre spillere om at løse spillets opgaver eller klare minispillene.

Når nu vi snakker om opgaver, så er spillets opgaver yderst simple, og der er altid en insisterende blå pil, der peger mod dit næste mål. Der er, med andre ord, ingen risiko for, at du eller de yngste spillere i husstanden kommer til at sidde fast, og det er måske en af grundene til, at spillets føles så nemt og overfladisk i singleplayer. Lidt mere variation i opgavernes form og udfordring havde bestemt ikke skadet.

Disney Universe er i høj grad et ”what you see is what you get”-spil. Der er ingen fine underliggende temaer, der er ikke flere niveauer af udfordringer, og der er stort ingen variation imellem banerne eller spillets verdener ud over den ændrede baggrundsgrafik. Det er hæsblæsende og kaotisk action, der fungerer rigtigt godt i multiplayer og knapt så godt i singleplayer. Take it or leave it.

Visuelt er spillet både sødt og sjovt. Det er selvfølgelig helt klart, at et spil som Disney Universe udelukkende er for børn og deres stakkels forældre, der er tvangsindlagt til at spille med i mangel på venner eller søskende. Men grafikken er faktisk stadigvæk ganske nydelig, med god variation mellem omgivelserne i spillets verdener og mange detaljer på de enkelte baner. At der så er et relativt flittigt genbrug af staffage og koncepter i f.eks. bosskampe, er måske ikke så vigtigt.

Disney Universe vil med sikkerhed gå rent ind hos spillets unge målgruppe, især hvis de har en gigantisk venneflok at spille med. Men det ændrer ikke på, at spillet er alt for ensformigt i længden og alt for simpelt til at kunne bide skeer med de fantastiske LEGO-spil, der snart bliver forstærket med endnu et LEGO Harry Potter. Disney Universe er således nok mest for absolutte Disney-fans eller spillere, der bare ikke sætter så store krav til deres underholdning.

Om Henrik Schou

Henrik Schou har skrevet om spil siden 1997, hvor han var med til at lave spil-programmet "Hi-Score" for TV-Danmark. Derfra gik det til Jubii's spilsider i 1998. Der fungerede han som skribent ind til år 2000, hvor han startede www.gamesector.dk. Siden da har han fungeret som ivrig skribent - især når der skal skrives om rollespil og strategispil og ikke mindst klassiske point-and-click adventures (hvis død han dagligt begræder).