| Positivt | Negativt |
| Skørt og skægt design | Mislykket forsøg på at genskabe nostalgi Middelmådigt gameplay Middelmådig grafik og lyd |
Tag kokkehuen på og gå så i gang med at bygge burgere, skyde med peber, undgå onde æg og bekæmpe bosser. Det hele samlet under ét banner; middelmådighed. I BurgerTime: World Tour vil gentagelse på gentagelse få dig til at gabe, og spillet nærmer sig på ingen måder sin forgængers kvaliteter fra 1980′erne.
For mange har spil, de spillede i deres ungdom, en særlig betydning. For dem, der var med til at spille Zelda på Nintendo 64, første gang det udkom, er selve spiloplevelsen blevet gemt og bruges stadig til at vurdere spil og store spiløjeblikke med. Udviklere, der giver sig i kast med at genudgive spil fra en svunden tid, skal være påpasselige med ikke at bryde med spillets kerne eller ændre alt for meget i spilmekanikken, da dette kan få fans til at føle, at deres barndomsspil bliver misbrugt eller direkte ødelagt. Samtidigt skal spillet indeholde nok nyt materiale til, at der bydes på noget nyt, så også nye spilleres interesse vil blive fanget. Desværre formår BurgerTime: World Tour kun at gøre dette et lille stykke hen ad vejen.
I BurgerTime: World Tour spiller skal man lave burgere. Dette gøres ved at løbe, hoppe eller flyve rundt i de forskellige baners niveauer og træde på de forskellige dele af burgeren. F.eks. er en del af gulvet toppen af burgeren, og når man løber hen over brødet, falder det ned på et lavere niveau, og man skal på denne måde samle burgerne. Til at forhindre dig er der pølser på ben, onde æg og andre skøre figurer. Der er mulighed for at få speed-bonusser og jetpacks til flyvning, men de er meget belejligt placeret, og giver ikke spillet hverken mere dybde eller udfordring.
Modsat sin populærere forgænger, der blev udgivet i 1982, er dette ikke et spil, du vil huske eller fornøje dig med i lang tid fremover. Det formår ikke at komme op i samme kvalitet, som de andre spil i sin genre gør, og man keder sig faktisk efter et stykke tid. Banerne ligner hinanden, og selv de forskellige bosser virker ens, selvom de ser forskellige ud. At spillet er tosset og skørt giver kun lidt bonus, da dette simpelthen nærmest er alt, hvad spillet kan tilbyde - foruden nu at være i 3D. Der er blevet satset for meget på at give fans af det tidligere spil en mulighed for at opleve noget nostalgi, hvilket heller ikke lykkes særlig godt. Jeg morede mig ihvertfald mere med at spille den gamle 2D-udgave, end jeg gjorde med denne nye udgivelse.
Grafikken er ikke nævneværdig, hverken noget man vil fryde sig over (langt fra) og ikke noget, der skærer i øjnene. Lyden er ok, men det er faktisk som om, man i alle spillets dele har gået efter betegnelsen middelmådig. Spillet er alt ensformigt, og jeg tog mig selv i at sidde og glæde mig til det næste spil, jeg skal anmelde, frem for at glæde mig over det, jeg allerede sad med i hænderne. Det skyldes dog at blive nævnt, at spillet ikke er decideret dårligt forstået på den måde, at det ikke gør noget dramatisk forkert. Faktisk gør spillet slet ikke noget, andet end at være en 3D-genudgivelse af et gammelt spil, som burde være forblevet i vores minder fremfor at skuffe os på vores skærme i hjemmet. Vil du absolut genopleve nostalgien så tag og anskaf dig den gamle udgave fra 80’erne fremfor at få knust dine barndomsminder med middelmådighed.
Loading ...