Score: 9
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:

Udvikler(e):
Udgiver(e):
PEGI 3+
PositivtNegativt
Velfungerende og original point and move kontrol
Flot og vellydende
Gennemtænkt bane- og boss-design
Kameraet kan drille
Køb Kirby Mass Attack hos vore partnere:
 

Kirby – den lyserøde bold fra planeten Pop Star fik sit første spil tilbage i 1992. I dag kender vi alle sammen Kirby, og med tiden er vi begyndt at forvente høj kvalitet fra ham. Denne gang er ingen undtagelse.

Når Kirby tager på eventyr, er det altid festligt, og denne gang er han ikke alene – han er i selskab med sig selv x 10. Den onde Necrodeus har været så snedig (tror han selv) at splitte Kirby op i ti mindre udgaver i håb om, at han så vil være lettere at besejre. Det er naturligvis ikke tilfældet, for ti små ivrige Kirby'er kan tilsammen en masse tricks.

Kirby Mass Attack kan bedst beskrives som en ”point and move”-platformer. Styringen foregår nemlig ganske enkelt ved, at du peger på skærmen, hvor du vil have dine Kirby'er til at bevæge sig hen. Du kan også kaste dem afsted én ad gangen, eller du kan få dem til at følge en bestemt sti. Det fungerer overraskende godt, omend styringen i starten føles mere træg end traditionel direkte kontrol. Det bliver dog hurtigt naturligt at styre op til ti hovedpersoner på én gang. Kameraet kan dog drille lidt – som om det ikke helt kan bestemme, hvilken Kirby det skal følge.

I starten har du kun én lille Kirby, men efterhånden som du samler frugter, får du flere og flere - indtil du har ti. De små Kirby'er er ikke uovervindelige, men bliver de skadet, skifter de først farve til blå, og først derefter bliver de til engle og dør. Når de er engle, kan dine andre Kirby'er dog fange og genoplive dem. Det minder lidt om måden, baby Mario svæver væk på i Yoshi's Island, og giver dig altså altid lige en sidste chance for at rette op på en fejl.

Banerne er fantastisk godt designede og meget varierede. De er alle fulde af fjender (der ofte ligner grøntsager), som besejres ved, at alle de små Kirby'er beordres til angreb. Nogle fjender er dog mere udfordrende og kræver f.eks., at Kirby'erne kastes mod et svagt punkt. Der er noget næsten Zelda-agtigt over boss-kampene, som altid kræver lidt ekstra omtanke – det svage punkt er ikke altid helt åbenlyst.

Spillet indeholder seks verdener med op til 10 baner i hver – det er rigeligt til mange timers god underholdning. Men som om det ikke var nok, så indeholder hver bane nogle hemmelige medaljoner. Samler du nok af dem, så låser du op for ekstra minispil. Flere af disse minispil er – uden at afsløre noget – rent faktisk rigtigt sjove og bestemt værd at låse op for.

Nintendo har i høj grad flottet sig og leverer et platformspil af høj kaliber. Det er flot, det lyder godt og det er sjovt at spille – og så er det tilmed på mange punkter virkeligt originalt.

Gamesector Anbefaler

Om Jimmy Marcus Larsen