Battlefield 3

Score: 9
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:

Udvikler(e):
Udgiver(e):
PEGI 18+PEGI Bad LanguagePEGI ViolencePEGI Online
PositivtNegativt
Flot grafik
Fantastisk lydbillede
God multiplayer
Co-op
For kort singleplayer
Disc swap (Xbox 360)
Køb Battlefield 3 hos vore partnere:
 

Vi er nået til endnu en af efterårets stortitler, Battlefield 3, udviklet af de dygtige folk fra DICE i Sverige. EAs Battlefield-serie, der foruden de 3 hovedspil også har taget os med til bl.a. fremtiden i år 2142 eller Vietnam-krigen i 1970'erne, har altid haft fokus på multiplayer-oplevelsen, og denne gang får vi såvel en singleplayer-kampagne som en række co-op-missioner for to spillere med oven i hatten.

I Battlefield 3s singleplayerkampagne spiller du marinesoldaten Henry Blackburn fra 1st Reconnaissance Battalion, og året er 2014. Plottet omhandler en atombombetrussel mod Paris og New York, foranlediget af den mystiske terrorist Solomon, og meget af historien fortælles under en afhøring af Blackburn, der mistænkes for ikke at spille med åbne kort. Via flashbacks spiller man Blackburns fortælling, og man skal herunder gennemføre missioner af Blackburn selv eller af nogle af de personer, der har været involveret i historien. Efter en kort sekvens ombord på et kørende tog indledes kampagnen med en troppetransport under ledsagelse af Johnny Cash's eminente fortolkning af "God's Gonna Cut You Down". Denne indledning lover godt for resten af singleplayer-delen, som bestemt er meget intens, men desværre også meget kort og kan gennemføres på ca. 5 timer, om alt går vel. Kampagnen er ikke helt så godt opbygget som i eksempelvis Battlefield Bad Company 2, som jeg holdt virkelig meget af, og virker mest som en måde at vise spillets imponerende teknologi på. Man bliver udsat for både almindelige skydemissioner, kampvognsmissioner, kampflymissioner, rapelling og meget mere. Desværre også en række quick time events, som næppe kan tilskrives at bidrage til realismen. Der er således rigtigt god variation og en pænt høj underholdningsværdi i kampagnen, men den er altså ikke specielt omfattende. Af sværhedsgrader er der tre; Easy, Normal og Hard, og Easy er virkelig for nybegyndere, da ikke meget kan gå galt her. AI'en fungerer rigtigt fint - også på Easy, hvor man ikke bare kan storme frem altid, men på Normal og især på Hard får også erfarne spillere rigtig god modstand, og AI-soldaterne opfører sig for det meste rigtigt fornuftigt.

Foruden kampagnen indeholder spillet også en række co-op-missioner for to spillere. Her kan du gennemføre i alt 6 missioner (man skal gennemføre en mission for at unlocke den næste), og det er et krav, at man kan finde ud af at arbejde sammen. I en af missionerne styrer den ene spiller eksempelvis helikopteren, mens den anden styrer maskingeværet, og her er det virkeligt vigtigt, at man forstår at kommunikere. Co-op-missionerne er rigtigt god underholdning for to venner, og man kan virkelig håbe, at EA lægger flere af disse til download i den kommende tid. Efter en gennemført mission, får man points efter, hvor godt man har klaret sig, og via leaderboards kan man altid følge sine venners bedste scores på de enkelte baner. Endnu et incitament til at spille missionerne igen og igen.

Nu har Battlefield-serien som nævnt i indledningen mest haft fokus på multiplayer, og det fornægter sig bestemt heller ikke denne gang. Op til 24 spillere samtidigt (mod imponerende 64 i PC-udgaven) kan deltage i kampe på en bred vifte af baner. Der er de små trange og lukkede områder (eksempelvis Operation Métro), hvor sniper-riflen næppe vil kunne gøre sig gældende til de storslåede landområder (eksempelvis Caspian Border), hvor man kan gøre god brug af både helikoptere, kampfly, tanks osv. Spillet byder på fem forskellige modes i multiplayer; Conquest, Rush, Team Deathmatch, Squad Deathmatch samt Squad Rush. i Conquest spiller to hold mod hinanden, og det gælder om at erobre flag. Når man spawner, gør man det ved et af de flag, man har erobret, men det koster en billet (ticket). Når et hold ikke har flere tickets, taber det, og hvis et hold har erobret mere end halvdelen af flagene, mister det andet hold langsomt sine tickets, indtil det eventuelt tilbageerobrer nogle af disse flag. i Rush er der et angribende hold og et forsvarende hold, og det angribende hold skal ødelægge såkaldte M-COM Stations. Team Deathmatch er tilbage i Battlefield 3, og her gælder det naturligvis blot om at opnå et bestemt antal kills for at vinde. I Squad Deathmatch opdeles man i fire hold, og det første hold, der opnår et bestemt antal kills, vinder. I Squad Rush spiller man to hold med hver fire deltagere, og ellers er reglerne præcist som i Rush. Der er således en rimelig god variation blandt de fem forskellige game modes, og man vil hurtigt finde sin favorit.

En nyhed i Battlefield 3, er det såkaldte Suppression, hvor dit udsyn sløres og du får svært ved at ramme præcist, såfremt der bliver skudt tæt på dig. Supression er et nyt element, der i særdeleshed bidrager til realismen. Efter hver bane belønnes man i forhold til, hvor godt man har klaret sig, og efterhånden stiger man i rang og låser op for adgang til nye og bedre våben. Det er ikke kun kills, der tæller, og har man eksempelvis hjulpet - via Suppression - med at nedlægge en fjende - så vanker der også points. Hele opgraderingssystemet fungerer fint og er et rigtigt godt lokkemiddel til at holde spillere aktive. Men selvfølgelig er den fantastiske action i sig selv den største motivator. Online-delen er uden tvivl noget af det bedste, der er set på konsollerne, og med de gode variationsmuligheder, et rigt våben- og transportmiddeludvalg (både flyvende og kørende) og den gode variation banerne imellem (samt sandsynligvis en masse download-pakker forude), er holdbarheden i online-delen nærmest uendelig.

Jeg oplevede af og til problemer med at få adgang til serverne, men det er sandsynligvis opstartsproblemer som hurtigt vil blive løst. Når spillet kører, så kører det fantastisk, og det ser bragende godt ud. Grafikken i Battlefield 3 er nemlig særdeles imponerende. Ikke blot den varierede opbygning af miljøerne i kampagnen men i særdeleshed også de forskellige multiplayer-baner. Detaljegraden er virkelig imponerende, animationerne er realistiske og kører flydende, og samtidigt er de animerede mellemsekvenser i kampagnen et rigtigt flot og imponerende udført indslag. Et af de vigtigste elementer, når realtime-grafik skal se realistisk ud, er lyssætning - dvs. brugen af lys og skygge og forholdet mellem disse - og vore nordiske brødre har virkeligt forstået, hvad det går ud på. Det ser fantastisk ud hele vejen igennem, og selv på konsollerne (PC-versionen er selvsagt endnu flottere) kan man ikke andet end at blive imponeret. Jeg oplevede nogle grafiske smuttere engang imellem. Eks. hakkede det lidt under en kampvognsmission i singleplayer-kampagnen, og der var også et par "tekniske uheld" i multiplayer. Jeg er sikker på, at også disse småfejl vil blive rettet til inden for nærmeste fremtid. Da højopløsningsteksturerne fylder så meget, skal man i Xbox 360-versionen desværre installere en stor pakke teksturer på sin harddisk og derudover skifte mellem to skiver, når man vil spille hhv. single- og multiplayer. Det er lidt ærgerligt, men skyldes, at DVD-formatet naturligvis ikke har samme kapacitet som Bluray-skiverne til PS3. Grafikken er således særdeles imponerende, men lyden er simpelthen i verdensklasse. Sjældent har man hørt så godt et lydbillede, hvor brugen af fantastiske lydeffekter går op i en højere enhed. Dybden fra kampvognens tromlen over sandsletterne til de raslende maskingeværsalver og den snurrende lyd fra helikopterens rotorer lyder simpelthen fantastisk, og har man et godt surround-anlæg, er Battlefield 3 nok det ultimative spil at sætte på.

Battlefield 3 har i allerhøjeste grad imponeret, og det er stort set kun den lidt korte singleplayer-kampagne, der skuffer. Den ville vi gerne have haft meget mere af! Til gengæld hører multiplayer-oplevelsen til blandt de absolut bedste på de nye konsoller, og dertil får du en superflot grafik og et imponerende lydbillede, der sjældent er hørt bedre. Battlefield 3 er et spil, du simpelthen må opleve, og er du til action og især multiplayer, kan det kun gå for langsomt ned i spilbutikken.

Gamesector Anbefaler

Om Thomas Heine Bech

Thomas har været spilanmelder på Gamesector siden 2007 og anmelder for det meste spil til Xbox One. De foretrukne genrer er sport, bilspil, adventure, puzzle, platform, action og RPG (tja, det er vel næsten det hele), men hjertet banker især for de gamle 80'er-klassikere. Favoritspil på Xbox-konsollerne: Rayman Origins, Plants vs. Zombies, Tom Clancy's G.R.A.W., Pure, Game Room, Scramble, Limbo, Braid, Trials HD, Just Cause, Burnout Revenge, Raiden Fighters Aces og Pinball Hall of Fame: The Williams Collection.