Tetris

Score: 8
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:

Udvikler(e):
Udgiver(e):
PEGI 3+
PositivtNegativt
Moderniseret Tetris
To gode game modes
Fin online-del
Køb Tetris hos vore partnere:
 

Selvfølgelig kan man i denne version spille ganske almindelig maraton-style Tetris. I forhold til den over 20 år gamle original, så er der to mærkbare ændringer: Man kan gemme en brik til senere, og man kan se ikke bare én men hele fem brikker frem i tiden. Det tilføjer en stor portion strategi, og fjerner det element af tilfældighed, som spillet ellers altid har haft. Det er en god modernisering, og det fjerner den frustration som ellers let kunne opstå – spillet handler nu i endnu højere grad om evner og planlægning.

Én gamemode er naturligvis ikke nok, og spillet indeholder da også en række alternativer. Der er Fever hvor området som brikkerne fyldes i er blevet smallere, hvormed det hurtigere fyldes op – og så er du begrænset til et minuts spilletid. Målet er at opnå så høj en score som muligt. Alt efter temperament, er dette sjovt og hektisk. Man undgår fornemmelsen fra maraton, hvor man kæmper for at nå så langt som muligt gennem et spil, der i starten er for let, og til sidst bliver virkeligt svært. I Fever er sværhedsgraden konstant udfordrende, og man spiller aldrig så længe at et nederlag føles væsentligt. Det er vanedannende og bestemt en værdig tilføjelse.

For at udnytte kamera og 3D-funktionalitet på Nintendo 3DS, så indeholder spillet også det såkaldte AR-mode. AR står for Augmented Reality, og betyder at spillet påklistres kamerabilledet. I Tetris foregår det ved at man filmer et særligt kort, og på det kort dannes så på magisk vis et hul hvorimod brikkerne falder. Det er kortvarigt underholdende, men man bliver alligevel hurtigt træt af at smide brikker gennem stuebordet. Der er også andre små Party Modes, men ingen af dem kommer du til at bruge lang tid på – det er sjovt de er der, men de indeholder ikke den samme dybde og holdbarhed Maraton og Fever.

Der kan også spilles online eller lokal multiplay – med ét eller flere spil – og det er naturligvis også rigtigt sjovt, hvis du da finder en ligeværdig modstander. Alt i alt, så er Tetris en kvalitetstitel med masser af indhold. Mange af de mindre game modes er ikke så sjove, og den 3DS-specifikke AR-mode bliver for hurtigt kedelig – men i sidste ende er det Fever og Maraton der skal sælge spillet. Tetris fås ikke meget bedre end her.

Gamesector Anbefaler

Om Jimmy Marcus Larsen