Just Dance 3

Score: 8
Playstation MoveRequires Kinect
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:

Udvikler(e):
Udgiver(e):
PEGI 3+
PositivtNegativt
Stilren grafik
Let at gå til
Solid underholdning
Lidt for få features
Køb Just Dance 3 hos vore partnere:
 

UbiSoft har forstået hele konceptet med dansespil – de skal ikke være voldsomt svære at gå til eller alt for teknisk udfordrende. Vi vil ikke have kompliceret kontrol, langsommeligt gameplay eller forvirrende instruktioner, når vi har stuen fyldt med halvfulde venner, og der skal festes – så vil vi have sjov, og det leverer Just Dance 3 masser af, selv om der er enkelte tekniske svipsere undervejs.

Just Dance 3 er, som sine forgængere, et spil uden de store dikkedarer. Det er med andre ord et perfekt spil at smide på til festen, for alle kan, uden nogen synderlig træning eller forhåndsviden, være med og spille. Man snupper en controller, og med den i sin hånd skal man efterligne de bevægelser, som danseren på skærmen laver (med mindre man spiller Kinect-versionen naturligvis) – jo bedre du matcher danserens bevægelser, desto flere points får du. Det er til at gennemskue for selv svært ubegavede burhøns. Det er ikke muligt at ”tabe” en sang, så selv de mest dansehæmmede kan være med, og det er naturligvis med til at give spillet et særdeles stort ”casual game”-prædikat – det fjerner desværre også lidt af udfordringen, men som nævnt i indledningen er ”udfordring” måske ikke det, man har lyst til klokken 02.15 om natten en lørdag, når man pludselig får den lyse idé, at der skal danses til festen.

Op til fire spillere kan danse på en gang, og det er helt klart her, at Just Dance 3 vinder points til fester. Flere af numrene er nemlig specifikt designet til at blive danset af enten to eller fire spillere, og de inkluderer naturligvis masser af sjove, aparte eller direkte pinlige øjeblikke for danserne, der nok skal få resten af festen til at grine højlydt. Der skal spilles luftguitar, der skal laves de vildeste Travolta-moves og laves massevis af superhelte-poses undervejs gennem sangene, og det virker helt efter hensigten – det gør nemlig spillet sjovt. Og ”sjov” er præcis det, vi gerne vil have, når vi spiller et festspil.

Track-listen er ganske omfangsrig (i nabolaget af 50 numre), og den indeholder flere rigtigt gode dansenumre. Der bør være noget for enhver smag at finde på listen, og er der ikke det, kan man downloade flere numre til spillet. Hvert nummer har sin egen koreografi, der, ud over elementære dansebevægelser, ofte også byder på humoristiske, smarte, sexede eller totalt skøre moves og poses. Et smart element er, at spillet kan vise sangteksten på skærmen, så resten af festen kan synge med, hvis de ikke lige kan være med til at danse.

Kontrollen kan drille lidt i ny og næ, men generelt er spillet, til alle tre platforme, rigtig god til at registrere spillernes bevægelser. Ud over denne lille svipser med kontrollen, er den eneste rigtige svaghed ved Just Dance 3, at spillet er lidt af en letvægter – der er ikke ret mange spilmodes (nogle af de modes, der var med i Just Dance 2 er sågar afgået ved døden og således ikke medtaget i Just Dance 3), og der er ingen ekstra godter at spille fri eller låse op for. Så holdbarheden i Just Dance 3 kan diskuteres.

Smart, stilrent og levende er de ord, der bedst beskriver den visuelle oplevelse i Just Dance 3. Grafikken i Just Dance 3 har nemlig fået en seriøs overhaling, og det kan ses – spillets stil er så skarp, at man kan skære sig på den. Danseren på skærmen er levende og flydende i sine bevægelser, der virker realistiske og troværdige (og sikkert modelleret på en virkelig dansers bevægelser). De klare neonfarver og tematiserede kostumer til danserne (der matcher sangenes årti eller tema/band) virker velovervejet og veldesignet.

Der er ikke så meget mere at sige om Just Dance – ud over at Nintendo Wii-versionen har en række ekstra modes og features, som PlayStation Move- og Xbox360 Kinect-udgaverne ikke har – men det er generelt i småtingsafdelingen. Den regulære ”danse-mode” med op til fire spillere er det, Just Dance 3 drejer sig om, og den har alle tre versioner.

Just Dance 3 gør præcist det, et casual party game skal – det underholder og får spillerne til at more sig uden at overkomplicere tingene. Det kunne sagtens have meget mere indhold og en levetid, der er længere end en time eller to en lørdag aften, men det blev det ikke til i denne omgang. Til gengæld kan vi nyde, at spillet så underholder fra start til slut uden alt for mange dikkedarer.

Gamesector Anbefaler

Om Henrik Schou

Henrik Schou har skrevet om spil siden 1997, hvor han var med til at lave spil-programmet "Hi-Score" for TV-Danmark. Derfra gik det til Jubii's spilsider i 1998. Der fungerede han som skribent ind til år 2000, hvor han startede www.gamesector.dk. Siden da har han fungeret som ivrig skribent - især når der skal skrives om rollespil og strategispil og ikke mindst klassiske point-and-click adventures (hvis død han dagligt begræder).