| Positivt | Negativt |
| Imponerende grafik Flotte effekter Kæmpe udvalg af fartøjer og våben | For meget autopilot Ensformigt Spinkelt gameplay. |
| Køb Ace Combat: Assault Horizon hos vore partnere: | |||
 |  |  | |
”You can be my wingman…”
Hvis filmbranchen lynches for at lave for mange fortsættelser, så kast lige et blik på spilbutikken. Markedet fyldes med spilserier, som får fankulturen til at stivne omkring særlige brands. Arcade-simulatoren, Ace Combat, startede tilbage i 1992 (dengang under titlen Air Combat) og har i dag hele tolv spil på samvittigheden. Så snart konceptet er krystalliseret, skabes en grad af forudsigelighed og tryghed for flyveglade fanboys. De ved nogenlunde, hvad de kan forvente. Men i år stikker Ace Combat ud fra sine egne rækker med fare for at forråde sin fanskare. Det fiktive rum er forladt til fordel for genkendelige kamparenaer. Konflikten er frit baseret på eksisterende aktører som USA, Rusland og NATO. Og flyvemaskinerne bedriver hor på andres populære spilkoncepter. ”Call of Duty på vingerne” havde været en bedre titel. Ace Combat: Assault Horizon er lettet for at erobre et større territorium og råbe på alles opmærksomhed – men når røgskyen letter, viser sig et hult og ensformigt flyspil.
I Assault Horizon kommer vi ind bag visiret hos piloten William Bishop, der kæmper med visioner om sit eget dødsfald under luftkamp. Naturligvis er dette dramaturgiens set-up, som skal presse spilleren frem til afslutningen. Imens bliver en helikopterbrigade svært overrasket over et ukendt supervåben fra rebeller, som huserer tæt på ækvator. Jovist, forførelsens kunst har stor betydning i Assault Horizon. Du er ikke lettet fra landingsbanen, før et fragtfly mavelander ti meter foran din snude og efterlader et tæppe af flammer og sort røg efter sig. Det forstærker spændingen og fylder dig med gudeskønne forventninger til fremtidens spiloplevelse. Nøgleordet er showværdi, for når jageren er lettet og maskinkanonerne brager, skifter kameravinklerne for at fremme dynamikken. Når fjenden rammes, klippes til en spontan cutscene med den flammende fuselage, der styrter mod jorden. Momentvis jager man fjender nær installationer i jordhøjde, der vælter og eksploderer i et sus af forceret sejhed. De mange sideklip og dynamiske cutscenes indhyller spillet i en cinematisk aura. Desværre har spildesignerne været så optaget af den interaktive actionfilm, at gameplayet blev glemt i indbakken.
Kejserens nye kampfly
Under kåben er der er reelt ikke meget spil tilbage. Alt for meget af mekanikken kører på autopilot og udfordrer mest spilleren i at trykke knapper med korrekt timing. Hovedfaget er jetfly, men vi kommer hele vejen rundt om det flyvende artilleri og alt isenkram, som kan udslette en mindre hovedstad. I cockpittet på en F-16 kan du med to knapper fange fjenden i en automatiseret dogfight mode. Centrer sigtet og send en regn af kugler og missiler efter fjenden. Another one bites the dust. Tryk på andre knapper inden fjendtlige missiler rammer dig for at udføre en undvigelsesmanøvre. Du skal ikke selv styre, for spillet udfører manøvren for dig. Helikoptermissioner handler mest om at zoome, skyde, zoome, skyde, zoome og skyde. Det ligner en moderne krigsfilm, men udsynet er ofte så ubehjælpsomt, at man skyder i blinde. Pyt, for overordnet behøver spilleren ikke være præcis med sigtet. Cirka er godt nok. Automatikken hjælper dig med resten.
Hele formålet med automatikken er succesoplevelser. Du behøver ikke jage fjenden i lang tid for at nedlægge dem. I løbet af én mission får du snildt sendt tyve fjender til himmels, så ventetiden mellem eksplosionerne minimeres. Problemet er blot, at spillerens indsats er for tynd. Og missionerne er lange – alt for lange – og den ensartede rutine får dem til at føles endnu længere. Afsæt mindst en halv time per mission, uden mulighed for at gemme spillet undervejs. Det kræver en overnaturlig mundfuld gå-på-mod at trykke genstart, efter fartøjet rammer jorden. På bundlinjen kiles for mange demotiverende faktorer ind i lysten til at fortsætte spillet.
Udviklerne Project Aces har tydeligvis kastet alle deres ressourcer efter æstetikken. Kampscenen giver dig et sug i maven og får adrenalinet til at pumpe. Rent grafisk er produktionsværdien uovertruffen. Er du på jagt efter et visuelt blærerøvsspil, så led ikke længere. Der er også lagt en enorm indsats i kampmaskinernes mangfoldighed, og det luftbårne arsenal er en våd drøm for forsvarsministeren. Mere adspredelse i våbenlageret kan ingen mand ønske sig. Men en ægte gamer vil også have et rigtigt spil – og det får han ikke. Når det visuelle spektakel er gennemskuet, bliver udfordringen slavebundet af en ensrettet kedsommelighed. De cinematiske ambitioner overtaget rattet, forringer udsynet og efterlader spillerens input som en spytklat på halevingen. For ti år siden ville vi sluge forfængeligheden råt, men i nutidens kræsne og kompetente spilmarked skal manuskript og spil være ligeværdige partnere. Tillad mig at hente et tyndslidt udtryk frem fra kartoteket: Tomme tønder buldrer mest.
Loading ...
