We Dance

Score: 3
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:

Udvikler(e):
Udgiver(e):
PEGI 7+PEGI Fear
PositivtNegativt
God trackliste
... stor måtte?
Elendig kontrol
Opfanger ikke bevægelser og tryk
Kedelig præsentation
Slet ikke sjovt
Køb We Dance hos vore partnere:
 

We Fail

Dansespil er ikke ligefrem nogen mangelvare for tiden og tro det eller lad være - nogle af dem, der er på markedet, er faktisk ret gode... selvom vi mandlige spilanmeldere naturligvis aldrig offentligt ville indrømme, at vi spiller den slags. Just Dance-serien fra UbiSoft er for eksempel en af de konkurrenter, som We Dance skal bide skeer med, og det er vist fair at sige, at We Dance er mere end bare en smule inspireret af netop denne serie.

Det starter ellers glimrende ud med We Dance. Pakken med spillet er stor og indbydende – alt efter hvilken version du smider dine spareskillinger efter, følger der enten en enkelt dansemåtte eller en gigantisk fire-spillers dansemåtte med. Dansemåtten er ganske nydelig, om end en smule stor (i nabolaget af fem meter bred) og lider under den samme forbandelse, som de fleste dansemåtter; den er glat i bunden, så bedst som du står og laver de vildeste Travolta-moves, skrider hele underlaget, og du ender på skadestuen med overrevet menisken og knust hofte... så kom noget skridsikkert under dansemåtten.

”Hov... Dansemåtte?” tænker du nok. Ja det er faktisk en smule atypisk i denne generation af konsoller, der har så stort fokus på bevægelsessensitive controllere eller brug af kameraer. Og faktisk er det det første store problem med We Dance. Spillet anvender både wiimote og dansemåtte på en gang, og det bliver et makværk ud i multitasking at skulle flytte fødderne på dansemåtten, mens du udfører bevægelser med wiimoten. Den spildesigner, der har udtænkt det koncept, skulle druknes i en septiktank.

Nintendo Wii er en konsol, der er direkte markedsført mod casual gamer-markedet, så det er essentielt, at de spil, der udkommer til den, også i en eller anden grad kan opfattes netop som casual games. Okay, der kommer stort anlagte titler til folk, der bestemt ikke er casual gamere, men når man ser en titel som ”We Dance” nede hos den lokale spilpusher, så tænker man straks ”casual dancing – det nupper jeg”. Så nytter det ikke, at spillet kræver den store sætteskippereksamen at styre.

Det er muligt at skifte sværhedsgraden ned til Easy, hvor man så slipper for de farvede felter på dansemåtten. Her anvender man kun wiimoten. Opgaven er at efterligne de bevægelser en danser på skærmen foretager sig – men det er ofte svært at gennemskue, hvad det er for bevægelser, spillet vil have dig til at udføre, og lige så tit kniber det for spillet med at registrere, om du nu også udfører bevægelsen korrekt. Med andre ord er det ikke meget bedre end dansemåtten.

Sætter man sværhedsgraden op, tages dansemåtten i brug (uden controller). Der er otte felter på måtten, og disse skal man træde på, når de vises på skærmen – tænk Dance Dance Revolution, så ved du, hvordan det fungerer. Dog med den lille fodnote, at man i Dance Dance Revolution kun anvender fire felter på måtten. Otte felter gør naturligvis spillet noget sværere, og det hjælper heller ikke, at spillet fra tid til anden beslutter sig for at ignorere, når du træder på det korrekte felt. For at føje spot til skade, så viser den digitale danser på skærmen ofte helt andre trin, end dem du skal udføre på måtten, hvilket naturligvis kan gøre forvirringen total.

På den højeste sværhedsgrad kombineres de to former for makværk – wiimote og dansemåtte, og som tidligere beskrevet er det komplet umuligt at kombinere de to. I det mindste er det særdeles underholdende for alle andre i rummet at kigge på de fire stakler, der skøjter rundt på en glat dansemåtte, mens de flagrer med wiimoten.

Der er en danseskole med i spillet, der i teorien kan lære dig de forskellige elementer i kontrollen. Men den er lige så uigennemskuelig og uklar om, hvad det er, du skal gøre som resten af spillet, og også her driller kontrollen, der ikke altid registrerer dine bevægelser. Resultatet er, at danseskolen reelt set er en nytteløs funktion.

Grafisk er We Dance heller ikke noget særligt at skrive hjem om. Danseren på skærmen er kedelig og livløs at se på, og hendes bevægelser virker stive og unaturlige. Overraskende nok er lydsporet i spillet faktisk rigtigt godt med omkring 40 nye og gamle hits – fra ”gamle” klassikere som Love Shack og Jungle Boogie til... ja flere gamle klassikere som Macarena, U Cant Touch This og Eye of the Tiger. Fair skal være fair, og We Dance fortjener således ros for et velfungerende soundtrack med solid dansemusik til spillere af stort set alle aldre. Som en lille (og her vil jeg understrege at jeg mener meget lille) bonus, vises videoerne til numrene bag danseren på skærmen, så de gæster, der ikke spiller, kan kigge på musikvideoen i stedet for på de stakler, der roder rundt på dansemåtten.

Men der skal mere til end en solid trackliste. We Dance formår simpelthen ikke at give spilleren fornemmelsen af at danse – kontrollen er alt for sjusket udført eller direkte umulig at anvende. Dertil kommer, at spillet aldrig rigtigt formår at skabe samhørighed mellem musik, danser på skærmen og de bevægelser, danseren hjemme i stuen skal udføre. Det gør spillet frustrerende og et regulært arbejde at spille, og det er nok det sidste, man har behov for i et ”casual spil”, eller når man har vennerne på besøg.

Gamesector Frarder

Om Henrik Schou

Henrik Schou har skrevet om spil siden 1997, hvor han var med til at lave spil-programmet "Hi-Score" for TV-Danmark. Derfra gik det til Jubii's spilsider i 1998. Der fungerede han som skribent ind til år 2000, hvor han startede www.gamesector.dk. Siden da har han fungeret som ivrig skribent - især når der skal skrives om rollespil og strategispil og ikke mindst klassiske point-and-click adventures (hvis død han dagligt begræder).