Score: 8
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:

Udvikler(e):
Udgiver(e):
PEGI 7+PEGI ViolencePEGI Online
PositivtNegativt
Mange, mange monstre
Fantastisk monster-kombinations-system
Flot og farverig grafik
Semi-manuel kameraføring
Lidt kedelig start på spillet
Køb Dragon Quest Monsters: Joker 2 hos vore partnere:
 

Blandt de mest traditionsrige japanske RPG-serier finder vi Dragon Quest, og selv om Monsters: Joker 2 blot er et spin-off af serien, så føles det hele vejen igennem (næsten) som et ægte Dragon Quest-spil. Det er ikke ufortjent, at spillet var sidste års sjette mest solgte spil i Japan.

Dragon Quest Monsters: Joker 2 følger sin forgængers opskrift. Det er grundlæggende et spil i Pokémon-genren. Du skal fange monstre og træne dem op for at blive den bedste monster-scout i verden.

Spillet er i de første par timers ret tungt på dialoger, men det går heldigvis over. Du starter med at navngive spillets hovedperson og møder derefter de fleste af de personer, spillet vil komme til at omhandle. Herefter går historien lidt i baggrunden, og fokus flytter sig til dit job som monster-scout – og i det øjeblik bliver spillet svært at lægge fra sig.

Målet bliver at samle så mange forskellige monstre som muligt og ikke mindst at level'e dem op. Du kan have seks monstre med dig – tre i kamp og tre på bænken. Resten kan du sende til opbevaring på dit luftskib. Når to af dine monstre rammer level 10, så kan du kombinere dem til et nyt og endnu bedre monster. Det er fascinerende at se på sit monsters stamtræ, når det er nogle generationer henne, og motiverende at se en evne, man gav et monster i en tidligere generation, komme til endnu større nytte nogle generationer fremme.

Hele systemet med monster-evner, der kan gå i arv, er sindrigt og fuldt af muligheder for, at man kan designe lige præcist de monstre, man har lyst til. En tiger, der kan heale? Et æg, der kan slå ualmindeligt hårdt? Det er ingen sag. Og med Akira Toriyamas vidunderlige karakterdesign er alle monstre værd at se.

I det hele taget er stemningen umiskendelig Dragon Quest-agtig. Selvfølgelig visuelt takket være Toriyamas karakterdesign, men også musikken er lavet af seriens originale komponist. Som gammel Dragon Quest-fan er det nostalgisk, men mon ikke nye spillere også vil nyde stemningen – melodierne er gode, og grafikken er farverig og mild ved øjet. Spillet er i 3D, og som i så mange andre 3D-spil kan kameraet desværre drille lidt. Det skal ofte drejes manuelt, for at man kan se, hvilken vej man går – det føles lidt primitivt.

Dragon Quest Monsters: Joker 2 er værd at spille for de fleste med hang til Pokémon, og alle der foretrækker et RPG med stor fokus på kamp-delen og kun få dialogsekvenser. Der er 20-30 timers underholding i hovedhistorien, og mindst det dobbelte for de som vil samle alle monstre – og hvem vil ikke det?

Gamesector Anbefaler

Om Jimmy Marcus Larsen