Sengoku

Positivt	Negativt
Stabil og gennemtænkt strategi Stemningsfyldt japansk lydside	Upersonligt og statistiktungt Svært tilgængeligt

Køb Sengoku hos vore partnere:

I Paradox fortolkning af Sengoku, er der naturligvis tale om et stort anlagt strategispil i samme stil som vi kender det fra serier som Europa Universalis, Hearts of Iron og Victoria. Når vi hidtil har set Sengoku perioden præsenteret i populær fiktion, så er det oftest med fokus på intriger, hævntørst og person- eller familiefejder. Paradox har derfor også klogelig valg at nedtone fokus på politik og økonomi og lavet en lidt mere simpel strategimodel, hvor der til gengæld er gjort rigeligt plads til ”ære” som ressource og til personlige intriger og interne familiemæssige slagsmål.

Målet helliger midlet
Målet med Sengoku er at lede din lille lokale japanske stat til storhed og at ende med at samle Japan ved at blive valgt til Shogun og holde fast i magten i tre år. Du kan naturligvis forsøge at udvide din indflydelse på traditionel vis ved at anvende militær magt. Men at erklære en anden stat krig koster ære, så du risikerer ikke alene at få andre stater på nakken, men du skal også bruge mange år på at genopbygge ære før du kan slå til igen. Her er det så at diplomatiet i sin mest nedrige og slibrige form kommer på banen. Du kan nemlig lave alskens lokumsaftaler med dine naboer eller sende snigmordere af sted for at skabe ustabilitet og læne dig tilbage og drikke risvin i papirlampens skær, mens dine naboer intetanende løber dine ærinder for dig.

Statistik er tykkere end vand
Ved at fokusere på nogle helt andre aspekter af den daglige drift af en nation har udviklerne forsøgt at puste tiltrængt nyt liv ind i den formel, som de har brugt i årevis. Men ved at prøve at bringe persongalleriet i front, så fremtræder spillets fokus på tal og statistik endnu tydeligere og det virker meget fjernt og mekanisk at skulle lede efter sit livs udkårne på en liste af personer sorteret efter forskellige former for afvigende personlighed og frugtbarhedsskalaer. Det hele svarer lidt til at skulle forføre Jessica Alba med et regneark. Det bliver så ikke meget bedre af at du ikke har mange chancer for at finde ud af hvad der egentlig foregår og hvorfor – og ikke mindst hvad du har af virkemidler når tingene begynder at skride for dig. Spillets mangel på en instruktionsmission eller tips gør simpelthen at den eneste måde at lære mekanikken er ved at prøve og fejle.

Grafikken er for det meste begrænset til et stationært, men uhyre detaljeret kort over Japan. Der er ikke meget bevægelse i spillet og for de der har set Akira Kurosawas film om perioden, så er der ærligt talt ikke meget ”Ran” eller ”De Syv Samuraier” over nogle standardikoner der flakser med arme og ben mens statistikken fortæller hvem der har vundet slaget. Hvis grafikken er en anelse skuffende, så sidder musikken i spillet til gengæld lige i øjet (øret?), med japanske stemningsmelodier der gør at du næsten kan dufte lotusblomsterne.

For meget af det kedelige
Udviklerne bag Sengoku har nydt godt af den store erfaring de har opbygget gennem en lang række stort anlagte strategispil og der kan da heller ikke sættes en finger på kvaliteten og stabiliteten af den strategimotor der ligger og styrer spillet. Men i Sengoku, hvor fokus er flyttet fra hardcore økonomiske og diplomatiske styringsmekanismer til mere personlige, individuelle og følelsesmæssige, kommer spillets statistiktunge brugergrænseflade til fuldstændig at ødelægge stemningen og illusionen om at være sat tilbage i tiden til Japans feudale krigerstater.