| Positivt | Negativt |
| Flot grafik Superfedt gameplay 4-player online co-op! | Måske en lidt bedre afstemning af sværhedsgrad. Kræver en del grinding for at kunne klare Hardcore-niveau |
For snart fem måneder siden blev vi beriget med den lækre twin-stick shooter Gatling Gears, og nu er endnu en af slagsen dukket op. Har du i forvejen en forkærlighed for twin-stick shooters, er der ingen vej uden om Renegade Ops, som både offline og online er et aldeles glimrende action-spil med masser af udfordringer.
Historien i Renegade Ops kan fortælles kort: Dræb den onde general! Du styrer du en af de fire hårdføre elitesoldater i specialenheden Renegade Ops, Armand, Diz, Roxy eller Gunnar. De har hvert sit køretøj, som reagerer en lille smule forskelligt fra de andre, og derudover har hver soldat (foruden et standard maskingevær) en specialevne; Armand kan aktivere et skjold, der momentant beskytter det pansrede køretøj, Diz kan aktivere en EMP, som for en stund deaktiverer omkringværende fjenders våben, Roxy kan tilkalde et luftangreb, mens Gunnar kan aktivere et tungt maskingevær med ekstra firepower. Specialevnerne lades langsomt op og kan således aktiveres flere gange i løbet af en bane. Et sekundært og ekstra kraftigt våben (raketter, flammekaster osv.) får man adgang til ved at opsamle diverse power-ups.
Du styrer dit køretøj (eller i visse tilfælde båd eller helikopter) med venstre styrepind, mens du med højre styrer retningen af dit maskingevær. Styringen fungerer virkelig godt og føles meget intuitiv. Der er ikke ret mange ekstra-knapper i brug, og man kommer hurtigt ind i gameplayet. Spillet byder på tre sværhedsgrader; Casual, Normal og Hardcore, hvor man på Casual har uendeligt antal liv, fem liv på Normal og blot tre på Hardcore. Sværhedsgraden er i den høje ende, og der er virkelig et stort spring fra Casual til Normal. Til gengæld optjener man på Normal og Hardcore erfaringspoints, hvormed man kan opgradere den karakter, man spiller med, både forsvars- og angrebsmæssigt.
Spillets 9 missioner er alle opbygget af små “Primary Targets”, som er hovedformålet med missionen, mens man også har mulighed for at klare et sekundært mål (eks. at redde en masse lokale beboere fra den onde generals styrker). Nogle af de primary opgaver skal klares på tid, og her skal man vælge, om man samtidigt tør satse på også at kunne nå de sekundære mål. Der er en god vekselvirkning mellem de forskellige missioner; i nogle skal man blot skyde alt, hvad der viser sig, i andre skal man beskytte en enhed eller også skal man transportere personer eller genstande. En pil indikerer hele tiden retningen af dit mål, og derudover er et lille (men lidt uoverskueligt kort) også til din rådighed, så man er aldrig i tvivl om, hvor man skal bevæge sig hen.
Foruden singleplayer-delen kan spillet opleves lokalt i 2-player splitscreen, men det bliver for alvor underholdende, hvis man forsøger sig online, hvor op til 4 spillere kan forsøge at klare spillet sammen. Det er fremragende underholdning, og der er til en del timers spil her. Sværhedsgraden har vi været inde på, og den er måske lige i overkanten på Hardcore. Ihvertfald vil det for mange spillere kræve, at man genspiller missioner på Normal, for at samle erfaringspoints nok til at bliver stærk nok til Hardcore, som virkelig er for – ja, hardcore gamere!
Både lydmæssigt og grafisk er vi også i den tunge ende. Det er utrolig flot grafik af en download-titel at være og helt på niveau med maj måneds twin-stick shooter, Gatling Gears. Masser af flotte detaljer, varierede miljøer, lækker lyssætning, fede effekter og nogle flotte tegneseriesekvenser, der kæder missionerne sammen, gør Renegade Ops til en visuel oplevelse af de bedre, og dertil er både lydeffekter og musik helt i top.
Sammenlagt er Renegade Ops en lige så glimrende oplevelse som Gatling Gears var det, og især tæller her 4-player online co-op til spillets fordel. Den lidt ubalancerede sværhedsgrad, hvor især springer fra Casual til Normal godt kan føles voldsomt, gør, at vi ikke ender på en højere karakter end 8, men for hardcore gamere bør man blot se dette som en kærkommen og særdeles underholdende udfordring.










