Score: 9
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:

Udvikler(e):
Udgiver(e):
PEGI 12+PEGI Bad LanguagePEGI Violence
PositivtNegativt
Skøn humor
To solide klassikere
Come on! ... det er MONKEY ISLAND!
Køb Monkey Island: Special Edition Collection hos vore partnere:
 

Det er nok gået op for de fleste LucasArts- og adventurefans, at de to første Monkey Island spil har gennemgået en seriøs makeover. De to ”special editions”, som de grafisk forbedrede versioner hedder, blev udgivet til Xbox 360, PlayStation 3 og PC via konsollernes respektive online butikker – men for offline-folket (hvis sådanne stadig findes) var spillene utilgængelige… indtil nu.

Sagt kort og godt, så er Monkey Island: Special Edition Collection de to remakes af hhv. The Secret of Monkey Island og Monkey Island 2: LeChuck’s Revenge samlet på en enkelt skive. Udover de to remakes, der i sig selv absolut er hele den meget lave pris på samlingen værd, er der også en smule ekstra kræs og godter til de hardcore Monkey Island-fans.

Men lad os lige kort berøre spillene først, selvom disse bør være både velkendt og gennemført af enhver, der kalder sig selv for seriøs gamer. Remaket af det originale The Secret of Monkey Island er efter min mening det bedste af de to. Spillet fortæller historien om den håbløse pirat-wannabe Guybrush Threepwood, der skal gennemgå tre prøver på Mêlée Island for at blive en ”rigtig” pirat. Derefter går turen til den legendariske Monkey Island, hvor den skønne guvernør Elaine seriøst har behov for at blive reddet fra spøgelsespiraten LeChuck. Tager man i betragtning at spillet originalt er fra 1990, er det imponerende hvor meget spillets gameplay, humor og stil stadig holder.

LeChuck’s Revenge (fra 1991) er et noget mere ambitiøst remake, men det originale spil var bestemt også ambitiøst med en til tider helt overvældende detaljerigdom i grafikken og et større og mere omfangsrigt spilområde end det første spil. Igen følger vi Guybrush – denne gang på eventyr mellem fire forskellige øer i søgen efter den legendariske skat ”Big Whoop” – tæt forfulgt af en genopstået LeChuck.

Udover at spillene har fået et nyt interface (der fungerer ganske godt på både PC og konsoller), så har de naturligvis også fået en seriøs high definition makeover, der formår at forblive tro mod spillenes grafiske stil og pennestrøg. Nyindspillet musik (hvilket sikkert vil dele dele vandene blandt de hardcore fans) og ”nyt” stemmeskuespil af ganske overbevisende og høj kvalitet er det også blevet til.

Spilleren kan igennem spillet frit skifte mellem det originale Monkey Island skærmbilledet eller den nye opdaterede version – hvilket faktisk er en enorm morsom feature, når man lige vil ”gense” de gode gamle skærmbilleder eller vil studere hvor tro de nye skærmbilleder er mod de originale. Det er således muligt at spille de originale udgaver af de to spil med det klassiske point-and-click interface med den originale grafik. Et absolut plus – om end et nørdet et af slagsen. En anden smart feature er en ”help” funktion, som man kan aktivere for at få simple hints om hvad man skal gøre, hvis man sidder fast.

De to spil er i sig selv absolut begrundelse nok til at investere i samlingen (hvis man ikke allerede har købt de to spil hver for sig online) – men der er faktisk lidt ekstra kræs på skiven også. Blandt andet et kommentatorspor, hvor udviklerne af de originale spil kommenterer på de forskellige skærmbilleder, mens man spiller (de er placeret som mørke silhouetter i bunden af skærmen i bedste Mystery Science Theatre 3000 stil). Andre godter involverer et komplet soundtrack, som man kan fornøje sig med – men når alt kommer til alt er disse elementer nok mest for de absolutte feinschmeckere.

Monkey Island: Special Edition Collection er naturligvis anbefalelsesværdigt til alle, både gamle SCUMM-fans, men også nye spillere, der ikke har spillet de originale spil. Humoren og charmen ved de to Monkey Island spil er intakt og kan stadig give resten af adventure genren seriøst baghjul, selv med 20 år på bagen! Hop derfor med på vognen, når to af de bedste adventurespil nogensinde lavet, blive sat til salg i nye flotte versioner for stort set ingen penge!

Gamesector Anbefaler

Om Henrik Schou

Henrik Schou har skrevet om spil siden 1997, hvor han var med til at lave spil-programmet "Hi-Score" for TV-Danmark. Derfra gik det til Jubii's spilsider i 1998. Der fungerede han som skribent ind til år 2000, hvor han startede www.gamesector.dk. Siden da har han fungeret som ivrig skribent - især når der skal skrives om rollespil og strategispil og ikke mindst klassiske point-and-click adventures (hvis død han dagligt begræder).