Driver: San Francisco

Score: 8
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:

Udvikler(e):
Udgiver(e):
PEGI 12+PEGI Bad LanguagePEGI ViolencePEGI Online
PositivtNegativt
Sublim køreglæde
God gimmick
Renhjertet underholdning
Ensformige missioner
Fjollet historie
Køb Driver: San Francisco hos vore partnere:
 
[Gallery not found]

Oles nye autobil

Det kan godt være, at Grand Theft Auto III var et af 0’ernes mest indflydelsesrige spil. Et referencepunkt i sandkassespil og eksplorativt gameplay. Men i 1999 spillede min kammerat og jeg Driver på PS1 til kl. 5 om morgenen. Driver gav bolden op og viste potentialet for hasarderet bykørsel uden begrænsninger. GTA3 hamrede dog bolden i mål, fuldendte potentialet og løb med pokalen. Tiden efter har Driver ligget som en sovende bjørn, klar til et gengældelsesangreb – men hvert forsøg er floppet fælt. Driv3r sendte sågar spilserien ud på et sidespor og fejlede også i forsøget på at generobrede seriens kvalitetsstempel. Ikke før nu hvor Driver: San Francisco kører tilbage på hovedvejen, lader serien til at have fundet tilbage til sit rette leje.

Bilspil, som begynder med en juridisk frasigelsesaftale, giver en god mavefornemmelse. Ubisoft vil ikke stå til ansvar for din kørsel i fritiden. Uh, den søde duft af varme dæk, forkert trafik-etik og knuste bilruder breder sig inden spillet er startet. Udover et nutidigt San Francisco, tintet med 70’ernes brune retrostil, ser alt forventeligt ud: En krimihistorie om den civile betjent, Tanner, med eksemplariske køreegenskaber på jagt efter den undslupne storgangster, Jericho. Men så sker der noget. Under en biljagt kører Tanner galt, og på kanten af dødsriget tilegner han sig evnen til at slippe sjælen løs i luftrummet. Han kan nu besætte andre bilister, overtage rattet og springe fra bil til bil uden at hive i dørhåndtaget. Det kaldes ”shifting”, lyder pænt fjollet og medfører en masse plothuller, men ved at frigive logikken får genren et tiltrængt olieskift.

Legen er tilbage
Mens Grand Theft Auto med tiden udviklede en større kompleksitet og gjorde spillet mere forpligtende, har Ubisoft Reflections, med Driver: San Francisco, fundet et passende parallelt koncept. Hvorfor ligge i bakspejlet, når der findes andre veje? Spilleren er køreklar fra første minut, indlæringen er nærmest transparent og fryden er stor. Men mest vigtig har Reflections genfundet videospillets kerneværdi: Det er ikke arbejde. Det er en leg. Pyt med plottets logiske regler og tyngdeloven. Det er vigtigere at være fleksibel med realismen og derigennem lave et mere underholdende spil.

Byen San Francisco er sandkassen i ægte format, så bliver du en rutineret vejfinder i spillet, kan du formentlig også finde vej i virkelighedens San Francisco – uden GPS. Missionerne ligger spredt i byen, både som mobile missioner, der tilhører en specifik bil, eller stationære missioner. Find dit anker og start opgaver af varierende typer. Sjælevandringen, shifting, er en egenskab der lige kræver lidt tilvænning, for uanset hvor lækker køreoplevelsen er, behøver man ikke fræse gennem ti blokke for at komme til næste mission. Tryk på shifting knappen, se byen i olympisk perspektiv og svæv lynhurtigt ind i en bil, som befinder sig nær missionen. Det giver masser af tempo og fremdrift, men bidrager også med frie, trafikale strategier, så som at kapre en lastbil og bruge den som barriere midt i en biljagt.

Væk fra fortovet
En af spillereglerne i Driver er dets udgangsforbud. Man forbliver i bilen og kan aldrig få lov til at udforske miljøet til fods. Umiddelbart ser San Francisco ikke ud til at være restriktiv, men overalt er der betonpiller, porte, gitre og bomme, som forhindrer køreren i autonomt off-road kørsel. Kører du galt, bliver du blot shiftet automatisk, så der er reelt ingen ”game over” skærme. Men for at opveje reglernes restriktioner, er bilernes fysik sjældent set bedre. Ikke udpræget simulationsbaseret, men farten, tyngden og styringen er finjusteret i forhold til underholdningsværdien. Fartfornemmelsen er eminent, sværhedsgraden er afbalanceret og kollisionerne er en fryd for din indre djævel. Driver: San Francisco leverer en fortræffelig køreglæde.

Vil du have mere smæk for skillingen, har Driver: San Francisco skjulte skatte nok til at stimulere enhver samlermani. I garagen kan man købe over 140 forskellige biler til sit forråd. Det er reelle bilmodeller fra licensydere som Alfa Romeo, Ford, Dodge, Volkswagen, m.fl. Indrømmet; der er noget tilfredsstillende ved at lege rambuk med eksisterende køretøjer frem for fiktive biltyper. Og med sin indkøbte kollektion af virtuelle legetøjsbiler, kan man køre byen tynd i søgen efter bonus-materiale og ekstra missioner. Rutinepræget, men alligevel stærkt vanedannende.

Succes og timing kører ofte sammen. Driver: San Francisco lander på et tidspunkt, hvor spilmediets kompleksitet ofte gør oplevelsen til et studie. Driver har fundet sit sæde i en veldrejet ”sjovheds-faktor”, der gør alt for at stimulere spilleren. Plottet behøver ikke være en spændetrøje. Tværtimod. Det er gameplayet som trækker traileren, så pyt med om historiens logik ender som et road kill. Driver: San Francisco slipper tøjlerne for automobil-fantasien, kombinerer idéen med en teknisk potent motor, reduceret brutalitet og et soundtrack, som er smurt i olie. Steve McQueen ville vælge Driver.

Gamesector Anbefaler

Om Torben Andersen