BloodRayne Betrayal

Positivt	Negativt
Lækker håndtegnet grafik Klassisk gameplay i moderne rammer	Mest for rutinerede spillere Monotomt banedesign Luftig styring

Køb BloodRayne Betrayal hos vore partnere:

Håndtegnede knivklinger, oldschool gameplay og et brusebad af blod. Rayne, den stramme halvvampyr, får en ny chance til at vise tandsættet i et æstetisk smukt hack’n’slash-spil, men bag det blodrøde kunstværk gemmer sig et retrospil, der ikke bider dybt nok.

Bloodrayne reboot

Glem alt om fortidens tredimensionelle Bloodrayne-spil, som ikke havde levedygtigheden til at markere sig på ”datidens” konsoller. Og glem især alt om forhadte Uwe Bolls forkvaklede forsøg på vække BloodRayne til live i filmens verden (faktisk burde du helt glemme alt, hvad der har med Uwe Boll at gøre -Red.). BloodRayne har just ikke været synonym med høj produktionsværdi og lysende kvaliteter, så det mest oplagte træk for en ny udgivelse er en komplet dekonstruktion. Skil hele molevitten ad og start forfra. Bloodrayne Betrayal har stor set intet tilfældes med seriens øvrige familiemedlemmer – heldigvis! I stedet er der skævet mod Castlevanias klassiske hack’n’slash. Grafikken er håndtegnet og spillet er udgivet som download-titel.

Det er spilhuset WayForward, der har vækket halvvampyren til live, og det er skam ikke første gang, de kaster kærligheden efter håndtegnede 2D-platformspil og klassiske ingredienser. Firmaet står bl.a. bag det sympatiske børnespil ”A Boy and His Blob” og ”Batman: The Brave & The Bold”, som begge var baseret på æstetikken fra animationsfilm. Bloodrayne Betrayal er dog henvendt et udpræget modent mandemarked, som hungrer efter et blodbad deluxe.

Hovedpersonen er endnu engang den rødhårede femme fatale-vamp, Rayne – en halvvampyr (dhampir) på kanten af drengedrømmens dominatrix. Sexet, stram og blodsugende farlig. Men derudover tager historien et skridt ind i skyggen, og ind træder spillets spontanitet. Sparsom prolog og ingen automatiserede cutscenes. Frem med knivene, spids tænderne og send de første hundrede fjender til himmels i en sky af blodstænk. Hvem bekymrer sig om motiverne, bare man har det sjovt med en drønsexet vamp?

En særligt glædelig kvalitet er Raynes angreb og bevægelser. WayForward har droppet alt om gradvise opgraderinger og våben, som kan låses op. Spilleren har hele arsenalet til rådighed fra første kapitel og kan straks begynde at træne sine færdigheder. Kontrollen mangler dog noget tyngde og mere håndfast konsekvens. Sammenstødene med fjender virker luftigt og tilfældigt. Det spolerer ikke underholdningen, men kunne absolut trænge til en opstrammer

Kill, kill, kill…
Det gamle Castlevania er blevet beskyldt for at have en sværhedsgrad på grænsen til det latterlige. Et spil som straffer ethvert fejltrin – og et spil, der har mangt en død controller på samvittigheden, når de i frustration er blevet kylet ind i væggen. Tro ikke at BloodRayne er mindre tilgivende. Justerbar sværhedsgrad? Nej. Savepoints på banerne? Nej. Sværhedsgrad er i sig selv en svær balancegang: Spilleren skal få en følelse af gradvis forbedring kombineret med udenadslære af banernes fælder. Dette pirrer lige præcist nok til at give startknappen endnu et tryk, efter en mekanisk boss sendte Rayne tilbage til kisten. Spillet insisterer på at udfordre spilleren til helt ud på planken, hvilket tydeligvis flytter BloodRayne væk fra det brede mainstream-markeds bekvemmelighed.

Formlen klinger af klassiske tangenter, som vi kender det fra tredive års spiludvikling. Et sidescrolling-arcadespil, der følger læseretningen. Naturligvis lineært med mange klonede fjender, varierende miljøer og gigantiske bosses. Datidens dominerede spiltype er efterhånden blevet en mindre niche, holdt i live af fans, der har en længere historik som spilentusiaster. Med sin spontanitet og instinktbaserede udfordringer er BloodRayne Betrayal primært henvendt spillere, der allerede har færdigheden i fingrene og hack’n slash tatoveret på ryggen.

Men samme erfarne retro-spillere vil muligvis ikke falde i svime over BloodRaynes inderste anretninger. Bag det lækre håndtegnede miljø og den klassiske ånd gemmer sig et banedesign, der ikke varierer tilstrækkeligt. Lange baner med gentagne rekvisitter, den samme gotiske ånd og fjender fra kopimaskinen gør processen til et monotont knoklearbejde om at nå målet. BloodRayne Betrayal har kun få nye tricks i ærmet, og der er for langt imellem wow-oplevelserne. Så hellere klippe lidt af enderne og derigennem holde dampen oppe.

BloodRayne Betrayal er trods alt et budgetspil, og det kan afprøves i en trial-version før købet. Det gør det nemmere at undvige lommesmerter, og alene den klassiske animation og retro-spillets indre glød øger værdien. Særligt bliver nethinden forkælet af WayForwards vampyrmassakre. BloodRayne Betrayal er et æstetisk smukt spil, man får lyst til at hylde, men i erkendelsens suk mangler helheden den essentielle suverænitet.