Star Fox 64 3D

Score: 8
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:

Udvikler(e):
Udgiver(e):
PEGI 7+PEGI Violence
PositivtNegativt
Suveræn rail-shooter
En rigtig Nintendo Klassiker
Solidt level-design
Nydeligt
Lidt for kort
Hvad blev der af online multiplayer?
Køb Star Fox 64 3D hos vore partnere:
 

Fordelen ved at udgive en ny konsol er naturligvis, at man kan udgive kaskader af remakes af de klassiske spil til sine tidligere konsoller. Og når der står ”Nintendo” på konsollen, så er der naturligvis masser af klassikere at tage fat på, og en af dem som rigtig mange fans har sukket og bedt om et remake af, er Lylat Wars (eller Star Fox 64 afhængig af hvor man har bopæl) fra 1997. Den gode nyhed er at de mange bønner endelig er blevet hørt!

Keep them coming Nintendo...

Remaket af The Legend of Zelda: Ocarina of Time har nok givet Nintendo blod på tanden. Spillet fik en nær perfekt modtagelse af både spilpressen og fans og det har, desværre, stort set været et af de eneste gode argumenter for at købe en Nintendo 3DS. Nu vil vi så præsentere jer for det andet rigtig gode argument for at købe en 3DS – nemlig Star Fox 64 3D, der som nævnt er et remake af 1997-hittet Lylat Wars, som nogle Nintendo-gamere måske husker som et af de første spil, der anvendte en Rumble Pak.

Egentlig følger Star Fox 64 3DS remaket samme formel, som blev anvendt ved Ocarina of Time remaket – nemlig at udviklerne slavisk har genskabt det originale spil til en ny platform. I hvert fald er der ikke pillet ved hverken historie, karakterer eller gameplay. Og tak for det, for Star Fox 64 var godt. Rigtig godt endda.

Det betyder, at du igen skal lede ræven Fox McCloud i spidsen for Star Fox Team – en blandet landhandel af dyr, der ræser rundt imellem planeterne i Lylat-systemet i deres Arwing rumskibe. Skal spillet sammenlignes med noget, så er det vel en form for klon af rumslagene fra Star Wars, bare med talende dyr i hovedrollerne.

3DS-versionen af Star Fox 64 er altså, som det originale spil, primært en rail shooter, hvor du skal styre Fox McClouds Arwing, som du ser bagfra. Kun i særlige områder på udvalgte missioner, for eksempel ved enkelte bosskampe, åbner spillet op i såkaldt All-Range Mode og giver dig fri 360-graders kontrol. Men for det meste er du låst til at flyve gennem en usynlig korridor, hvor du skal nedkæmpe fjender med missiler og laserskud eller mere kraftige bomber og power-shots.

Men al spillets action foregår ikke i en Arwing. Der er også baner under vandet, i en form for ubåd og et par baner i en Landmaster-kampvogn. Disse baner er, præcis som alle banerne, hvor man styrer Fox's Arwing, fantastisk og særdeles varieret designet – og det er hele humlen ved Star Fox 64. Selvom selve rail shooter konceptet måske nok er rystende enkelt i sin grundsubstans, så er der hel fantastisk variation i omgivelserne og spillets setting.

Dertil kommer, at til trods for de antropomorfiske ”nuttede” hovedpersoner og spillete nydelige farverige grafik, så er Star Fox 64 faktisk et fuldblods actionspil og en solid fortælling om venner i krig og disses vilje til at ofre sig for hinanden. Dine wingmen (wing-animals?) bryder i starten ofte ind med kommentarer, advarsler eller råb på hjælp under luftkampene – ja, det er naturligvis temmelig inspireret af film som Independence Day og Star Wars, men det fungerer og det skaber en solid historie med interessante karakterer – også selvom de tilsammen udgør et helt børnezoo.

Spillets action er som nævnt særdeles velfungerende og holdt i et rigtig godt tempo, så du får brug for hele dit arsenal af bomber, missiler og laserkanoner, samt din mulighed for at lave skarpe sving, rul og u-vendinger med Fox's Arwing. Det fungerer upåklageligt med den ”originale Nintendo 64 kontrol”, mens den mere alternative Nintendo 3DS kontrol, hvor man skal vippe med konsollen for at styre rumskibet, nok næppe vil vinde mange præmier – men det er da en sjov idé.

Der hvor det begynder at gå lidt galt, for hvad der på papiret er en totalt no-brainer succes, er når snakken falder på ting som multiplayer og ikke mindst længden af selve spillet. Okay – det originale Lylat Wars var ikke voldsomt langt, men det var måske også en anden tid dengang. I hvert fald er Star Fox til Nintendo DS alt for hurtigt overstået, hvilket også skal ses i lyset af at spillet er relativt let. En enkelt ekstra gennemspilning kan de ekstra baner man kan låse op for måske godt bære, men derefter begynder levetiden altså at lakke mod enden. Her ville det så være rart at kunne skrive noget om en fantastisk ny online multiplayer, som Star Fox jo er oplagt til med de fire holdmedlemmer i Star Fox Team. Men nej. Man kan spille sammen med andre lokalt i en åben All-range Mode arena – endda kun med en enkelt udgave af spillet, men ikke online, hvilket er en kende mystisk.

Grafisk er der naturligvis sket en del – præcis som Ocarina of Time har Star Fox 64 fået et skud vitaminer direkte i den grafiske overarm. Spillet er nydeligt med farverige og skarpe omgivelser og fine mellemsekvenser. Der hvor teknikken ”fejler”, er når det kommer til spillets draw distance, der stadig er relativ kort, så objekter i horisonten stadig popper op som om de pludselig opstod ud af det blå. Måske acceptabelt i 1997 på den gamle Nintendo 64 arbejdshest, men en smule skuffende på en nymodens Nintendo 3DS. Desuden svinger 3D effekterne en smule i kvalitet – misforstå mig dog ikke. 3D grafikken er velfungerende og langt hen af vejen rigtig god, men det svinger fra bane til bane, hvor velfungerende den er. Nogle baner føles ikke voldsomt beriget af springet til 3D, mens andre virkelig får fuldt udbytte af konsollens 3D-egenskaber.

Men det skal ikke ridse i en ellers fantastisk flot og gennemført lak. Star Fox 64 3DS er et særdeles velfungerende remake af en af Nintendos helt store klassikere fra 64-bit æraen. Star Fox til Nintendo 64 er, alt taget i betragtning, stadig en af de bedste rail-shootere nogensinde. Remaket bibeholder den høje kvalitet i banedesign og tempo og det gør det til et sikkert hit for Nintendo 3DS-ejere. Der har ellers været langt mellem snapsene til Nintendos ”lille nye”, men kan de skabe flere remakes, som Star Fox 64 3DS, så ser fremtiden pludselig ikke så mørk ud – tværtimod ser den faktisk ud til at være i smuk 3D!

Gamesector Anbefaler

Om Henrik Schou

Henrik Schou har skrevet om spil siden 1997, hvor han var med til at lave spil-programmet "Hi-Score" for TV-Danmark. Derfra gik det til Jubii's spilsider i 1998. Der fungerede han som skribent ind til år 2000, hvor han startede www.gamesector.dk. Siden da har han fungeret som ivrig skribent - især når der skal skrives om rollespil og strategispil og ikke mindst klassiske point-and-click adventures (hvis død han dagligt begræder).