Battle vs. Chess

Score: 7
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:

Udvikler(e):
Udgiver(e):
PEGI 12+PEGI ViolencePEGI Online
PositivtNegativt
Velgennemtænkte og varierede former for skak
Udfordrende
Træningsøvelser
Man kan ikke spille på tid
Måske for svært for nybegyndere
Køb Battle vs. Chess hos vore partnere:
 

Lige som vi gik og troede, at skakspillet - det ædleste blandt alle spil - i sin nuværende form var kommet for at blive, så ryger Battle vs. Chess ind ad brevsprækken, og vores forestillinger må tages op til revurdering. Udviklerne fra TopWare Interactive har nemlig været rigtigt dygtige til at finde nye måder at bruge de seks forskellige typer af brikker på, og lige netop det nyskabende er Battle vs. Chess' store force!

Skakspil har ikke tradition for at blive anmeldt på deciderede gamersites, hvor Fritz, Rybka og Deep Blue er fremmedord for de fleste og udelukkende hører til i skakentusiasternes verden. Battle vs. Chess bringer - så at sige - skak ind på gamerværelset i en mere gameragtig form og byder foruden helt traditionel skak på en masse interessante modes, som hverken almindelige gamere eller skakentusiaster har set før.

Battle vs. Chess indeholder for det første en såkaldt Skirmish Mode, hvor brikkerne opstilles på forskellige måder. Naturligvis den helt traditionelle opstilling, som alle, der har prøvet at spille skak, kender til, men derudover kan startplaceringen af brikkerne også være byttet rundt (Random-mode inspireret af virkelighedens Fischerandom-mode), der kan være startopstillingerne, hvor brikkerne står hulter til bulter over hele brætter, og der er sågar modes, hvor man selv delvist bestemmer brikkernes startposition. 10 sværhedsgrader bevirker her, at selv nybegyndere kan være med, og har man ikke stiftet bekendtskab med skakkens fantastiske verden tidligere, er der også rig mulighed for at lære det, idet Battle vs. Chess har sit eget instruktionsprogram, hvor man bliver sat fint ind i reglerne. De højeste sværhedsgrader er ikke overdrevent stærke men er stadig rimeligt udfordrende for selv mere erfarne spillere, så der er så at sige lidt for enhver smag.

I Battlegrounds spiller man med samme muligheder som i Skirmish-mode, men her begynder spillet at variere sig betydeligt fra de mere gængse skakregler. Hver gang en brik slåes, skal sort og hvid nemlig kæmpe om, hvem der trækker sig sejrrigt ud af slaget. Battlegrounds byder på to forskellige typer af kampe, Duel og Slasher, hvor man i Duel skal spille en række quick-time events (dvs. hvem der trykker hurtigst og mest præcist på en af 4 knapper på controlleren), og i Slasher styrer man simpelthen en brik på brættet, hvormed man med sit sværd kan forsøge at nedkæmpe modstanderens brik. Battlegrounds forekommer gameplaymæssigt for både skakspillere (og sikkert også for de fleste andre) som tåbeligt, omend der naturligvis er et taktisk element i ikke at være sikker på at få den brik, man slår.

Langt mere interessant er spillets to kampagner, hvor man virkelig bliver udfordret. 15 baner i hver af de to kampagner giver udfordringer en masse, og her kan det eksempelvis være, at dine løbere kan genoplive tabte brikker,  at modstanderens "banehalvdel" er dækket til i en røgsky, så du kun kan se dennes brikker, når du slår en brik, eller at man ikke må slå nogle af modstanderens brikker, før man sætter skakmat. Banerne belønnes med enten guld, sølv eller bronze, og ofte er kravene virkelig skrappe, hvis man skal opnå guldmedalje - også for erfarne og dygtige skakspillere - idet man skal tænke out-of-the-box og ikke blot kan klare sig med sine almindelige skakevner.

Herforuden findes også en række minigames med blandt andet en masse skakopgaver, som man ofte ser i aviser og ugeblade. Sværhedsgraden varierer, og for ikke-skakkyndige kan det virke nærmest umuligt at sætte skakmat med Løber, Springer og Konge mod Konge. Andre af spillets minigames er dog mere lempelige i sværhedsgrad, og her vil alle kunne være med.

Foruden singleplayer-delen, indeholder Battle vs. Chess naturligvis også en multiplayer-del. Man kan spille offline head-to-head i alle ovennævnte modes, og det samme er muligt online, hvor man også kan spille bl.a. Suicide Chess, hvor man SKAL tage en modstanders brik, hvis man kan, og hvor det således gælder om at miste alle sine brikker først.

Online-delen afvikles fint, men der er desværre ikke muligheder for at indstille den vigtige parameter; tid, hvilket bevirker, at skakpartierne kan trække ud i det uendelige. Mærkværdigt at denne så vigtige standardfunktion ikke er implementeret i Battle vs. Chess.

Rent grafisk og lydmæssigt er der bestemt ikke noget at råbe hurra for. Brikkerne kan vises som små, levende figurer i 3D (lidt på samme måde som det gamle Battle Chess - der verserer efter sigende en retssag omkring dette), men det er svært at se, hvilke brikker, der er hvilke, og derfor kan man heldigvis få vist brikkerne i 2D eller blot helt almindelige skakbrækker i simpel 3D. Kvaliteten af grafikken er meget lav, og på dette område virker det ikke som om, at udviklerne har gjort en særlig indsats.

Alt i alt er Battle vs. Chess et ganske fornuftigt spil. Ikke på grund af sine almindelige skakspils-værdier, men mere på grund af de mange nye og velgennemtænkte modes, som spillet indeholder. Har du i forvejen intet kendskab til skak, er det næppe noget for dig, men er interessen der, vil du sikkert lige som undertegnede let kunne begejstres af Battle vs. Chess.

Om Thomas Heine Bech

Thomas har været spilanmelder på Gamesector siden 2007 og anmelder for det meste spil til Xbox One. De foretrukne genrer er sport, bilspil, adventure, puzzle, platform, action og RPG (tja, det er vel næsten det hele), men hjertet banker især for de gamle 80'er-klassikere. Favoritspil på Xbox-konsollerne: Rayman Origins, Plants vs. Zombies, Tom Clancy's G.R.A.W., Pure, Game Room, Scramble, Limbo, Braid, Trials HD, Just Cause, Burnout Revenge, Raiden Fighters Aces og Pinball Hall of Fame: The Williams Collection.