Score: 7
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:

Udvikler(e):
Udgiver(e):
PEGI 12+PEGI Violence
PositivtNegativt
Farverig grafik
Varierede kampe
Enkelt, men varieret
Nok mest for kendere af serien
Køb One Piece: Gigant Battle hos vore partnere:
 

Måske er du en af de mange voksne danskere, der aldrig før har hørt om ”One Piece”, men i Japan er det synonym med tegneserier, animefilm og en serie med over 30 licensspil på samvittigheden. Skræl det mærkelige plot og gakkede sørøverspræl væk, og så har vi et opfindsomt kampspil, som faktisk formår at udvikle genren.

Fighter vs. platform

Det har længe undret mig, hvorfor genren af kampspil ikke udvikler sig mere, end den har gjort til dato. To modstandere, to energi-barrer og rygsækken fuld af kombinationer. Kan det ikke gøres anderledes? Hvad med at udvide konceptet, involvere rummet omkring modstanderne og bruge rekvisitterne til at gøre kampene mere engagerende? Findes der ikke noget uopdaget potentiale? En lille niche af japanske kampspil har dog snuset til mulighederne. Dragon Ball og Naruto bygger historier op omkring kampscenerne, udvider arenaen, inddrager flere karakterer, magiske kræfter og øger det strategiske element. Men endnu er spillene enten henvendt til mindreårige, som dyrker deres yndlingsmanga-figurer og historier, eller en subkultur af indlærte Manga-disciple.

One Piece: Gigant Battle når formentlig, af samme årsager, ikke ud til et bredere marked end sine kollegaer fra Dragon Ball og Naruto. Det er det simpelthen ikke mainstream nok til. Spillet er baseret på en populær tegneserie, som blander den moderne, japanske stil med et sørøverunivers. Særligt symptomatisk for denne type spil er, at spillet er særdeles indforstået. Der kræves meget af spillerens indsats og gå-på-mod, for der er ingen prolog til seriens plot og ingen tutorial. Forudfattet indsigt og/eller læsning af manual venter altså forude, hvis man ikke kender tegneserien.

Pirater på logikkens planke
Skumsprøjt, talende dyr og et levende skelet, der ligner Slash fra Guns’n Roses. Plottet er ren volapyk i den typisk japanske, gakkede og overgearede stil. De mange karakterer og dialogerne giver absolut ingen mening, hvis man (som mig) er novice i tegneseriens indmad. Til gengæld kommer man hurtigt til fadet med paletten af game options, nogenlunde som forventet: En Pirate Grand Prix adventure mode, multiplayer, træning og quickplay-kampe. Det er naturligvis adventure mode, som trækker skuden og giver mulighed for at åbne op for flere karakterer, flere våben og flere angreb. Been there, done that. Vi kender ligesom rutinen til uendelighed.

Trods startbarrieren er One Piece: Gigant Battle stadig et kampspil, som tør udfordre genren. Du vil formentlig spotte en tydelig relation til Nintendos Super Smash Bros. Arenaen ligger i to dimensioner som et old school platformspil. Niveauer udnyttes også vertikalt. Der er kasser med forskellige power-ups, rekvisitter og håndvægte, som kan samles op og kastes efter modstanderen. Selve kontrollen er ikke avanceret og består kun af ganske få knapper. Dybden i spillet ligger i arsenalet af power-ups og karakterer med stærkt varierende angreb. Alt i alt er One Piece: Gigant Battle et kampspil med mange tricks i ærmet og lidt variable spilleregler.

Dyr slå-på-tæven-fest
Spillet har en multiplayer-funktion med stort socialt potentiale. Op til fire venner kan parre deres Nintendo DS og dyste mod hinanden i samme arena. Det er en sjov oplevelse, men det kræver naturligvis fire venner samlet, fire konsoller og fire udgaver af det samme spil. Læg hardware- og software-beløbet sammen, og så kræves der desværre en mindre formue for at spille multiplayer. Ærgerligt at en så potentiel feature kun vil være tilgængelig for de eksklusivt fåtallige fanboys.

Den stejle indlæringskurve kan være en show stopper, men knokler man sig gennem indlæringen, er One Piece: Gigant Battle et spil, som kan spire i oplevelsen. Det er sundt at se denne spiltype udfolde sig på Nintendo DS og udnytte konsollens bekvemmelige spilmuligheder. Enkelte kampe tager ingen tid, men i samlet kontekst venter et større udbytte. Og så tænker det længere end spilmarkedets støvede normer for kampspil. Ved at placere sig mellem to slidte genrer, kampspil og platformspil, opstår et ”nyt” spilkoncept – og det er noget, vi alle kan trænge til.

Om Torben Andersen