Madden NFL 12

Score: 7
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:

Udvikler(e):
Udgiver(e):
PEGI 3+PEGI Online
PositivtNegativt
Grundlæggende et rigtigt godt football-spil
Flot præsentation
Ingen betydningsfulde nyheder
Ofte underligt lange load-tider
Ustabile online-servere
Af og til "dumme" kommentatorer
Køb Madden NFL 12 hos vore partnere:
 

Madden NFL-serien er blandt de spilserier, sammen med bl.a. FIFA og NHL, som EA lancerer en ny udgave af hvert år. I år postuleres et splinternyt kollisionssystem, mere dynamiske og autentiske spillerpræsentationer og et nyt tackling-system, men når alt kommer alt er det småt med betydningsfulde nyheder i Madden NFL 12, og det virker desværre lidt som, at udviklingen af serien er gået i stå, og at udviklerholdet kører lidt for meget på autopilot.

Madden NFL 12 handler naturligvis om amerikansk fodbold eller football, som de kalder det ovre på den anden side af det store hav. Noget af det første, som man lægger mærke til, er, at kampene indledes med meget mere hurlumhej end tidligere og minder i højere grad om indledningen til de rigtige NFL-kampe. Der zoomes ind på de største spillere, på cheerleaderne og på publikum i vild jubel, og det ser rigtig flot ud. Men desværre er det også bare rent lir, som ikke bidrager til den samlede oplevelse, og når man har set det et par gange, vil man sandsynligvis skippe denne del for at komme direkte til det, som Madden NFL 12 handler om.

Amerikansk fodbold er en forholdsvist kompliceret sport, og har du ingen viden om eller interesse for spillet, er det næppe sandsynligt, at du vil blive underholdt af Madden NFL 12. For fans af sporten er spilserien nok det bedste, der findes af sin art på spilmarkedet, og Madden NFL 12 holder da også gameplaymæssigt, som det også gjorde sidste år - og året før. Man kan igen vælge at spille Play Now, hvor man hurtigt kan komme i gang med at spille enten en Exhibition Match eller Super Bowl-finale. Når jeg siger hurtigt, så skal det tages med et gran salt, for spillet har i visse sektioner simpelthen AAAALT for lange loadetider, hvilket kan være virkelig frustrerende. Man forstår ikke, hvorfor det eksempelvis skal tage 30 sekunder at skifte side eller tilføje en ny controller.

Derudover byder spillet på flere gamle kendinge: Ultimate Team er tilbage, og nyheden er vel, at man nu kan bytte spillerkort med sine venner (og andre). Derudover er der igen Franchise Mode, hvor man kan lege (spillende) træner, Be An NFL Superstar, hvor man skal skabe en spiller og følge hans karriere, forskellige mini games og diverse træningspas. Alt i alt intet nyt under solen - heller ikke indholdsmæssigt i de forskellige modes.

Online-delen indeholder også alt det, som det plejer. Man kan spille i online-klubber, mod vennerne eller i turneringer, og det er generelt et godt sted at "hænge ud". Ultimate Team og online-spil generelt kræver, at man logger ind på EA's servere, og desværre sker det alt for ofte, at man bliver smidt af serverne. Jeg oplevede ikke i samme omfang dette fænomen med sidste års udgave, og det er helt uforståeligt, at et stort firma som EA ikke formår at lave mere stabile servere, når nu man betaler i dyre domme for spillet og at online-oplevelsen samtidigt er en stor del af det at spille Madden NFL!

Madden NFL 12 ser lidt pænere ud end sidste år. Blandt andet de mere "agressive" og popsmarte præsentationer før kampene, og derudover ser spilleranimationerne især også mere flydende ud. Det er ikke naturtro eller 100% realistisk grafik endnu, men altså en kende flottere end i Madden NFL 11. Et rocket soundtrack hører naturligvis også til i et Madden-spil, og i år er ingen undtagelse med prominente kunstnere som Beastie Boys, Queen, Foo Fighters, Snoop Dogg og Lil Wayne. Lydeffekterne er også rigtigt gode, men til gengæld er kommentatorerne ofte tåbelige at høre på. Eks. kan der gå flere sekunder, før de kommenterer på et touchdown, og det virker komplet amatøragtigt, at timingen ikke sidder i skabet - når nu EA lægger op til, at hele præsentationen skal fungere som en rigtig TV-transmission.

Madden NFL 12 er alt i alt et glimrende spil med masser af holdbarhed, hvad enten du spiller offline eller online, alene eller sammen med andre. Generelt er det dog meget småt med væsentlige nyheder, og Madden NFL 12 virker lidt som blot små finjusteringer af et velfungerende koncept. EA må altså snart til at oppe sig gevaldigt, hvis ikke Madden NFL 12 skal miste momentum! Har du i forvejen Madden NFL 11, er der ikke det store incitament til at købe Madden NFL 12-udgaven, men selvfølgelig er spillet et must-have for de mange hardcore-fans, der år efter år investerer i den nyeste udgave. Og disse loyale fans vil nok heller ikke i år blive skuffet!

Om Thomas Heine Bech

Thomas har været spilanmelder på Gamesector siden 2007 og anmelder for det meste spil til Xbox One. De foretrukne genrer er sport, bilspil, adventure, puzzle, platform, action og RPG (tja, det er vel næsten det hele), men hjertet banker især for de gamle 80'er-klassikere. Favoritspil på Xbox-konsollerne: Rayman Origins, Plants vs. Zombies, Tom Clancy's G.R.A.W., Pure, Game Room, Scramble, Limbo, Braid, Trials HD, Just Cause, Burnout Revenge, Raiden Fighters Aces og Pinball Hall of Fame: The Williams Collection.