Score: 5
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:

Udvikler(e):
Udgiver(e):
PEGI 16+PEGI Violence
PositivtNegativt
Fint kampsystem "lånt" fra Batman
Ensformigt
Alt for kort
Tilfældige platforms-elementer
Køb Captain America: Super Soldier hos vore partnere:
 

Hollywood fortsætter igennem rækken af tegneserier, og de er nu nået til den ærkeamerikanske helt Captain America. Vi har at gøre med en supersoldat, som egenhændigt er med til at vende en krig til nationens fordel. Her drøner vi ned i et parallelt univers, hvor Anden Verdenskrigs overskrifter er en smule anderledes. Med denne atletiske enmandshær adlydende vores mindste knaptryk kastes vi ud i en, på overfladen, ulige kamp.

Underholdende middelmådighed

Captain America er en lidt spøjs licens, for reelt set læner den sig ikke specielt meget op af den film, som ellers har ageret fødselshjælper. Historien er mildest talt tynd og flygtig, og hovedfjenden fra biograferne (Red Skull) har her i bedste fald en birolle. Her matches man primært af Hydra, som er et spinoff af nazisterne – hvilke man åbenbart ikke har haft lyst til at kaste ind i begivenhederne. Der er her tale om en genmodificeret superhær, der giver amerikanerne grå hår og slemme skrammer. Heldigvis har de selv udviklet en supersoldat, og nu kan han så få lov til at bevise sit værd.

Uden videre introduktion kastes vi direkte ned i skyttegravene i Frankrig. Her stifter man for første gang bekendtskab med disse supersoldater. Det sker samtidig med at vi får anledning til at lære styringen bedre at kende. Spillet er et action adventure, som stilmæssigt er løftet direkte ud af de flotte koncepter som Batman Arkham Asylum grundlagde. Vi har altså at gøre med et tredje persons actionspil, hvor vores hovedperson formår at udele øretæver med atletisk flair.

En flyvetur følger, hvor man kan more sig over at landskabet ikke bevæger sig udenfor flyets vinduer, snart bliver man hovedkulds kastet direkte ned i en middelalderborg. Hydra har forskanset sig her, medbringende den obligatoriske smågale videnskabsmand. De næste timer spenderes her, imens man skiftevis sprænger ting i luften og uskadeliggør horder af fjender. Underholdningen afbrydes fra tid til anden af lettere ubehjælpelige bosskampe, hvor nogle af seriens signaturfjender får lov til at stille op til ørefigner.

Spillets omdrejningspunkt er uden sammenligning nævekampene. Stilen er som sagt løftet direkte fra Batman Arkham Asylum, og den simple konklusion er at systemet fungerer. Respons er hurtig, og man føler reelt set at man har styr på en bomstærk superhelt. Den kære kaptajn har naturligvis også sit højglanspolerede uforgængelige skjold, og dette kan man kækt bruge både offensivt som defensivt. Det fungerer egentlig ganske godt, og giver defensivt spillet lidt ekstra timing at lege med.

Mindre godt er spillets platformsdele, som ret beset blot drejer sig om at trykke den rette knap på det rette tidspunkt. Systemet er nærmest idiotsikret, og man fratages fuldstændigt den frihed som man ellers føler under kampene. Frihed er heller ikke hvad man føler når man bevæger sig rundt. Umiddelbart føles borgen lettere labyrintisk, men det fuldstændige lineære forløb viser sig hurtigt. Afspærrede døre og korridorer, samt områder, der først åbner sig i det moment, du har sparket tænderne ind på sidste fjende begrænser din bevægelsesfrihed.

Teknisk er det samtidig en middelmådig affære. Ser vi bort fra hovedpersonen, som er fint gengivet og i kampøjemed er okay animeret, så er resten på det jævne. Baggrundene er udetaljerede, fjenderne er kedelige kloner og den overordnede detaljegrad skuffer. Det eneste trick som er med i posen er den efterhånden stærkt fortærskede slowmotion ved ”finishing moves”. Det kombineres så med en uinspireret lydside uden nævneværdige højpunkter.

Captain America er en gennemsnitlig oplevelse, som ikke formår at lukrere ordentligt på sin licens. Alligevel kan det sagtens tænkes, at man alligevel spiller det til ende. Det skyldes kombinationen af det ganske fængende kampsystem, samt en kort levetid (fem til seks timer fra start til slut). Man sidder bare tilbage lidt med en skyldig smag i munden, og fornemmelsen af at have spildt sin tid.

Om Alan Vittarp Rasmussen