| Positivt | Negativt |
| Stilrent spildesign Glimrende handling Stemmer i verdensklasse | En smule gnidret grafik |
Det originale Puzzle Agent, fra adventure-specialisterne hos Telltale Games, tog redaktionen med storm og fik hurtigt en form for kult status blandt anmelderne. Det var et anderledes og nyskabende spil, der kombinerede Graham Annables finurlige grafiske stil med en setting, der tydeligvis var inspireret af filmen Fargo. Puzzle Agent 2 serverer heldigvis meget mere fra samme skuffe som originalen!
I det originale Puzzle Agent drog Agent Nelson Tethers fra den specielle ”FBI Puzzle Research Division” til den lille by Scoggins i Minnesota. Byen, der tilsyneladende er begravet i sne året rundt, er befolket af en række sære karakterer, der alle har det tilfælles, at de elsker en god gåde. I Nelsons søgen efter den forsvundne chef for den lokale viskelæderfabrik, blev han således konstant udfordret med en masse hjernevridende opgaver og puzzles.
I Puzzle Agent 2 vender Agent Nelson tilbage til Scoggins for en gang for alle at løse byens helt store mysterium: hvad skete der egentlig med Isaac Davner fra viskelæderfabrikken og er de små nisse-agtige skikkelser, som byens indbyggere hvisker om, i virkeligheden rigtige væsener? Men det viser sig hurtigt, at alt hvad Agent Nelson fandt ud af i det første spil, måske slet ikke passer – måske eksisterer Isaac Davner slet ikke og hvorfor er der så mange andre personer fra Scoggins, der pludselig er forsvundet ud i det blå?
Mysteriet skal løses præcis som i det første spil, ved at styre Nelson rundt mellem en række lokaliteter i det snedækkede Scoggins. Samtaler med de lokale giver massevis af hints og spor, men det er stadig spillets puzzles, der er i fokus, når spillets fantastisk spændende og medrivende handling skal udfoldes.
Det kan godt være det bare er mig, der er blevet dummere siden sidste år, hvor det første Puzzle Agent udkom, men sværhedsgraden af Puzzle Agent 2’s puzzles er sat markant i vejret. Der er enkelte meget logiske og lette udfordringer, men langt de fleste kræver en god del omtanke og overblik. Nogle af dem er efter min mening bare pløk-umuligt – kan du måske på stående fod lige huske syvende og ottende decimal af Pi? Heldigvis er variationen imellem spillets puzzles ret stor og sidder man fast kan man for det tyggegummi, som Agent Nelson kan finde gemt på de fleste skærmbilleder, købe op til tre hints per puzzle.
Enkelt af puzzle beskrivelserne er en smule uhensigtsmæssigt lavet, så man kan have svært ved at gennemskue hvad det er man skal. Heldigvis er ingen af opgaverne på tid, så man kan tage sig alt den tid man har lyst til, hvis man vil sidde og rotere de små grå. Der er massevis af tyggegummi at samle og bruge på hints, så man løber næppe tør for det – dog giver det en lavere score at bruge tyggegummi, ligesom forkerte svar også betyder en lavere karakter for den løste opgave.
Det der virkelig sælger varen for Puzzle Agent 2 er præcis de samme ting, der gjorde det første spil til et kult-hit: den fantastiske Fargo og David Lynch-agtige stemning, den yderst velfortalte historie og ikke mindst musik og stemmeskuespil i absolut topklasse. At et lille puzzlespil til en dansk 50,- kan overtrumfe mange store fuldpristitler på disse områder burde give store spilfirmaer stof til eftertanke. Puzzle Agent 2 er i hvert fald et levende eksempel på at stemning og et stilrent design sagtens kan bære et spil, hvis koncept i sin grundessens er yderst simpelt.
Puzzle Agent 2′s puzzles er måske ikke helt på højde med dem man kunne opleve i det første spil – men heldigvis er der ikke så megen genbrug af puzzles, som der var i det originale spil. Dertil kommer at historien i Puzzle Agent 2 virker mere interessant, fordi der denne gang rent faktisk er en udvikling i plottet.
Selv hvis du ikke normalt spiller puzzle-spil, så bør du ikke snyde dig selv for Puzzle Agent 2′s skæve Fargo-agtige humor. De to Puzzle Agent spil er efter min overbevisning de absolut bedste puzzle-spil til PC, så de er bestemt værd at købe – også selvom man normalt ikke bruger tid på den slags.
Køb Puzzle Agent 2 direkte fra TellTale Games her: http://www.telltalegames.com/puzzleagent2




