Score: 7
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:

Udvikler(e):
Udgiver(e):
PEGI 18+PEGI ViolencePEGI Online
PositivtNegativt
Solid action
Flot grafik
Mange baner
For få karakterer
Alt for lidt 3D
Køb Resident Evil: The Mercenaries 3D hos vore partnere:
  

Resident Evil: The Mercenaries 3D er, som titlen sikkert antyder for kendere af Resident Evil serien, egentlig ”blot” et forkromet minispil. Det er i hvert fald et spil, der er direkte baseret på minispillet ”Mercenaries”, som du måske husker fra Resident Evil 4 og efterfølgeren Resident Evil 5. Så glem alt om plot, om Umbrella, om T-Virus, for nu står der action og high score på programmet.

Så hvad handler dette nye Resident Evil spil om? Det handler, præcis som de to Mercenaries minispil, om det pureste ingenting. Det handler om at skyde fjender på tid og få en høj score. Ingen puzzles. Ingen NPC’ere at snakke med. Intet plot. Ingen bosses. Intet. Zip. Nada. Nu er der jo ikke noget galt med at lave spil, hvis eneste formål er at opnå en high score – spilbranchen og især arkadeproducenterne har levet godt af den type spil i årevis – men det virker kun hvis gameplayet fungerer og spilleren ved hvad det er han går ind til.

Mercenaries 3D er som snydt ud af næsen på minispillet fra Resident Evil 5. kontrollen er cirka den samme – du styrer din karakter med joysticket, mens skulderknapperne trækker våben og sigter. Heldigvis kan du denne gang bevæge dig i denne ”sigtende” position, hvilket er en relativ stor forbedring over de originale minispil. Din inventory er en smule simplificeret, så du nu kun bærer tre våben og et par ekstra ting i form af sprængstof og helende sprøjter. Hurtigt og let tilgængeligt.

Konceptet er enkelt – du starter på en bane (taget fra enten Resident Evil 4 eller 5) hvorefter 150 fjender placeres på banen. Din opgave er at kæmpe som en gal for at overleve indtil du har dræbt dem alle, indtil tiden løber ud eller du selv må bide i græsset. For at tjene mere tid (som ultimativt er yderst vigtigt) og ikke mindst for at tjene flere point, som er hovedformålet i spillet, skal du udføre comboer, ramme fjenderne i hovedet eller udføre kills i nærkamp – det giver alt sammen point- og tidbonusser, som du har desperat behov for.

Selvom konceptet er fantastisk simpelt, er det et hurtigt og kortvarigt adrenalin-kick – i hvert fald hvis man spiller det i kontrollerede doser. Der er cirka 30 missioner i spillet i alt, men da omkring halvdelen af disse er i form af tutorial missioner eller begrænset på en eller anden facon, er der ”kun” 15 rigtige missioner. Det er faktisk en del – især i et spil, der handler om at slå high scores, hvilket betyder, at man skal spille banerne igen og igen for at forbedre sin score. Levetiden forbedres betydeligt af en Duo mode, hvor man kan spille online sammen med en ven.

Der er otte forskellige karakterer at spille, hvoraf syv er gamle kendinge fra Mercenaries i Resident Evil 4 og 5 – kun Claire Redfield er helt ”ny” og det er måske en smule skuffende, selvom nogle af karaktererne er blevet redesignet siden deres første optræden i Mercenaries. Hver karakter har sit eget arsenal, men det er muligt at låse op for andre loadouts end dem karaktererne starter med og et enkelt kostume til hver kan også købes fri.

Grafisk er The Mercenaries 3D ganske nydeligt – dog med visse forbehold. Selvom omgivelserne og figurerne ser glimrende ud på afstand, så er de alt andet end kønne, når man kommer tæt på dem. Men det når man næppe at studse over, når spillets action først er i gang og man panisk kæmper for overlevelse og point. Værre står det til med 3D effekterne. De er der da og når de endelig anvendes i form af en smule popup, så virker de også glimrende, men det er så få gange det sker at det næppe er hovedpinen værd at have 3D slået til hele tiden. Det er en skam, for helt reelt kunne spillet lige så godt droppe ”3D” i slutningen af titlen. Det havde ikke gjorde nogen skelsættende forskel.

Enhver, der kender til Mercenaries minispillet fra Resident Evil 4 og 5, ved hvad de skal forvente med denne udgivelse. Det kan godt være de bliver lidt skuffede over det begrænsede persongalleri og at spillet på 3DS’en ikke er radikalt anderledes end på konsollerne (læs: ikke anvender 3D ret meget) – men generelt så leverer Resident Evil: The Mercenaries 3D præcis den vare man kunne forvente. Så længe man ikke forventer det er et fuldblods Resident Evil spil, så vil man ikke blive skuffet.

Om Henrik Schou

Henrik Schou har skrevet om spil siden 1997, hvor han var med til at lave spil-programmet "Hi-Score" for TV-Danmark. Derfra gik det til Jubii's spilsider i 1998. Der fungerede han som skribent ind til år 2000, hvor han startede www.gamesector.dk. Siden da har han fungeret som ivrig skribent - især når der skal skrives om rollespil og strategispil og ikke mindst klassiske point-and-click adventures (hvis død han dagligt begræder).