ApeEscapeBox

Ape Escape

Score: 5
Playstation Move
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:

Udvikler(e):
Udgiver(e):
PEGI 3+
PositivtNegativt
Gode minispil
Alt for ensformigt
Sløvt gameplay
En spildt chance
Køb Ape Escape hos vore partnere:
  

De første Ape Escape spil var rigtig fornøjelig underholdning – okay konceptet med at fange undslupne super-aber, med hver deres personlighed, for at stoppe en ond über-abe fra at overtage kloden, var måske en smule søgt, men det lagde ligesom stilen i de originale humoristiske Ape Escape spil. Det nye Ape Escape derimod kan hverken prale af at være fornøjeligt eller synderligt humoristisk.

Det originale Ape Escape fik massevis af gamere til at investere i deres første Dual Shock controller til den originale PlayStation 1 – spillet var således med til at introducere ny teknologi. Siden da blev det til to ekstra Ape Escape spil før serien knopskød til blandt andet Sony PSP med nogle damlinger af minispil. Men nu skal det være – Ape Escape serien skal genoplives til PlayStation 3 for der er igen brug for seriens evner til at sælge ny teknologi – denne gang PlayStation Move.

I det nye Ape Escape er den onde super-abe Spector igen på spil og med ham kommer horder af ”almindelige” aber, som invaderer Jorden. Derfor må du igen springe i aktion for at indfange de mange primater. Handlingen i spillet er, som du måske kan gætte, ikke videre kompleks eller dyb, men med et par fine anime filmklip sætter den stemningen og skruer ned for seriøsiteten – og i et kort sekund forventede jeg faktisk at det nye Ape Escape ville være lige så godt som de originale spil. Men nej…

For det nye Ape Escape er ikke, som sine succesfulde forgængere, en action-platformer, med spandevis af puzzles og udfordringer. I stedet er det nærmest en rail shooter, med et par minispil smidt ind for en mikroskopisk smule variation. Igennem spillets 15 rail shooter baner skal du fange aberne, når de vrimler frem på skærmen. Aberne forsøger at stjæle dine bananer (hvilket udgør dit liv), så du skal være hurtig og præcis. Udover aber byder hver bane på en række andre forhindringer eller fjender som du skal håndtere og naturligvis også en end-of-level boss, der på sidste bane er Spector selv.

Din Move controller styrer alle løjerne – spillet skubber dig nemlig helt automatisk fra område til område, hvor du så skal forsvare dig mod horder af angribende aber. Når du står stille i disse områder fungerer controlleren som det klassiske ”monkey-net”, som du kan fange aberne med. Du har også den gode gamle slangebøsse og en par nye ting i form af en ”monkey-vaccum” og en ”banana-converter”, der begge fungerer som power-angreb, der desværre kræver at du indsamler batterier for at affyre dem. Når du bevæger dig (hvilket som sagt sker helt automatisk) kan du vifte angribende UFO’er og andre forstyrrende elementer væk med Move controlleren og… ja det er cirka alt hvad de 15 baner går ud på.

Minispillene er, i skarp kontrast til de 15 ensformige og sløve levels, faktisk ganske underholdende – selvom de af uforklarlige årsager alle er designet så kræver mere end en spiller. Når man har låst op for alle tre kan man spille en form for co-op skydespil, hvor en spillerer kører og den anden skyder, et simpelt form for tower-defense spil og til sidst en ganske underholder Find Holger (eller rettere ”Find Aben”) klon. Men tre velfungerende minispil, kan ikke rette op på at Ape Escape er et langsommeligt og ensformigt spil. Det bliver med garanti kun et fåtal af gamere, der holder ud i de seks eller syv timer det tager at hakke sig igennem alle 15 baner.

Præsentationen af Ape Escape er som sådan okay. Banerne er farverige og aberne er præcis lige så gakkede at se på som de altid har været. Desværre kniber det med variationen i banedesignet på den lange bane og det hjælper desværre ikke på spillets ret ensformige gameplay.

Så kan man jo spørge sig selv om hvorfor endnu et Move spil fejler? Der er som udgangspunkt ikke nogle åbenlyse problemer med PlayStation Move controlleren eller selve teknologien – så indtil nu må problemet og skylden være placeret hos udviklerne, der tilsyneladende ikke formår at producere PlayStation Move kvalitetsspil eller integrere teknologien i andet end minispil og simple rail shooters. Selvom teknologien nu allerede er ”gammel”, har den aldrig rigtig fået et gennembrud eller en regulær chance i form af et rigtig klasse spil, der kan gøre præcis det som det originale Ape Escape gjorde for Dual Shock controlleren i sin tid – overbevise os om at det er en god ide!

Ape Escape serien kunne sagtens danne rammen om et rigtig godt Move-eksklusivt spil, der med en smule held og godt design kunne have pustet liv i PlayStation Move konceptet. Men sådan skulle det heller ikke gå denne gang. I krigen om bevægelseskontrollerede spil, er det stadig Sony der sidder tilbage med aben.

Om Henrik Schou

Henrik Schou har skrevet om spil siden 1997, hvorr han var med til at lave spil-programmet "Hi-Score" for TV-Danmark. Derfra gik det til Jubii's spilsider i 1998. Der fungerede han som skribent ind til år 2000, hvor han startede www.gamesector.dk. Siden da har han fungeret som ivrig skribent - især når der skal skrives om rollespil og strategispil og ikke mindst klassiske point-and-click adventures (hvis død han dagligt begræder).