Score: 6
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:

Udvikler(e):
Udgiver(e):
PEGI 12+PEGI ViolencePEGI Online
PositivtNegativt
Teknisk kompetent udført
Masser af indhold
Uinspireret design
Kedelig historie
Køb White Knight Chronicles: Origins hos vore partnere:
  

Da White Knight Chronicles udkom i 2010, var vi ikke synderligt imponerede her på sitet. Der var mange positive ting at sige om spillet, men til syvende og sidst var det bare for forudsigeligt og klichéfyldt. Nu sidder vi så med en forgænger, der foregår 10.000 år før det oprindelige spil, og så udspiller det sig på PSP. Er der mere at komme efter på den bærbare?

White Knight Chronicles: Origins er navnet på ovennævnte forgænger. Historien er igen noget ret forudsigeligt miskmask med en stor krig, lande i splid, prinsesser, drager og “rigtige mænd” med både sværd, kæmpe skæg og sjove navne. Det er set før, det er set bedre, og det er sågar set uden den tunge indledning, der forventer, at man som spiller holder styr på alt for mange løjerlige egennavne. Der er en historie, og den danner fint rammen om spillet, og så er der nogle magiske krigere, der i bedste power rangers-stil skifter form engang imellem og bliver til vilde riddere. De er ikke nødvendigvis hvide, men det er nok alligevel dem, titlen refererer til. Og så er du en del af en speciel styrke, der bor på et tog. Toget er specielt vigtigt.

Spillet er bygget op omkring missioner. Du har toget som base, mens du rejser rundt forskellige steder i den magiske verden, og her kan du vælge at tage forskellige missioner, der enten er en del af historien eller hjælper spilleren med at finde nye magiske angreb, nye våben eller bare flere erfaringer og flere penge. Toget kan udvides med plads til flere krigere eller bedre træningsfaciliteter. Eller man kan købe nye butikker, så man har et større udvalg af hjælpemidler til de forskellige missioner. Det hele koster naturligvis penge, så man tager på missioner for at tjene penge... så man får nemmere ved at tage på flere missioner. Det er det, man med et negativt ord kalder et grind, og hvis man ikke bryder sig om et grind, så bør man undgå White Knight Chronicles: Origins, der bestemt ikke skammer sig over at være netop det.

En typisk mission vælges fra toget. Man snakker med den rette mand, vælger fra en liste, sammensætter måske det rette hold af krigere,og trykker “depart”, når man er klar. Inden da har man skræddersyet sin egen figurs angreb, så de er tilgængelige i en lille menu forneden i skærmen. Efter missionen har loadet, kan man så begynde. Der er forskellige områder og forskellige mål i spillet, men alle missionerne ligner hinanden på den måde, at man bevæger sig rundt i meget små områder med loadeskærme mellem hver. Hvert lille område har muligvis nogle fjender, og når man er tæt på dem bliver ens figur automatisk klar til kamp. Her kan man så vælge fra den lille menu forneden, hvordan man vil angribe. Imens render ens tre holdkammerater rundt på må og få, styret af AI'en eller andre spillere. Ens mest basale angreb opbygger bars, så man kan bruge mere avancerede angreb eller forvandle sig til de vilde riddere. Et godt stykke tid i starten af spillet går kampene mest med bare at trykke X, mens menuen forneden står på “basic attack”, hvor variation i angrebene ikke rigtigt har anden gavn end, at man som spiller keder sig lidt mindre. I starten af spillet er modstanderne også helt utroligt lette at overvinde, men man får mulighed for at vælge missioner, der ligger både over og under ens niveau, for på den måde at give sig selv lidt udfordring eller gøre spillet endnu lettere. Variationen i missionerne er til at overse. Enten skal man udforske hele kortet eller dræbe et bestemt antal monstre af en bestemt type. Andre gange kan man komme ud for, at man skal samle et bestemt antal af en bestemt ting. Det er en hårfin forskel, for man render alligevel for det meste bare rundt på kortet og dræber monstre, indtil der står “Mission Complete” på skærmen.

Efter bestemte missioner avancerer historien, og der er omkring 30 timers spil at komme efter, hvoraf det meste er kamp. Vil man have det hele med, er der langt mere spil end det. Ens hovedperson – som man har en masse muligheder for at personliggøre visuelt i starten af spillet – kan lære flere forskellige angreb med flere forskellige våben, og der er heldigvis spandevis af forskellige våben fordelt over de forskellige typer. Hvert våben kan yderligere forbedres, hvis man har de rigtige items. Nogle vil måske gerne indsamle de bedste våben af alle slags, mens andre vælger et våben, der passer til deres personlighed tidligt i spillet og fortsætter med den type våben igennem det hele. Der er noget for enhver smag.

Spillets tekniske side fejler ikke noget. Grafikken er for det meste pæn og overskuelig, lydeffekterne er passende og fyldestgørende, og kontrollen over ens kriger er let og ligetil. Spillets problem er, lige som det var med originalen i 2010, at karakterdesign, historie og alt det løse er så karakterløst og intetsigende, at det grænser til det kedelige. Det kan da godt være, at det er smart, at man kan importere sine save games i White Knight Chronicles II. Det kan da også godt være, at der er mulighed for at spille 4 venner sammen på missionerne. Der er – igen – mange positive ting at sige om White Knight Chronicles: Origins, men den mest negative ting er, at det bare er uinteressant. Der er mere at komme efter i Origins, end der var i originalen til PS3, men der er også langt flere bedre alternativer til PSP.

Om Søren Vestergaard