hmh_thumbnail
Score: 8
Xbox Live Arcade
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:

Udvikler(e):
Udgiver(e):
PEGI 12+PEGI Bad LanguagePEGI Online
PositivtNegativt
Originalt spilkoncept
God humor
Fremragende gameplay
Ikke-gennemarbejdet multiplayer

Normalt er RPG-titler noget langsommeligt halløj, hvor man ofte snildt kan bruge hundredevis af timer i selskab med sin helt og den verden, man befinder sig i. I Half-Minute Hero, der udkom til Sony PSP for et par år siden, forholder det sig stik modsat, for her varer hele eventyret blot 30 sekunder – og nu endda i HD med opdateret grafik til Xbox 360.

30 seconds of fame
Half-Minute Hero: Super Mega Neo Climax er et rollespil, men ikke et almindeligt et af slagsen. Der er ganske vist en helt, som du styrer, og der er også en historie og en altoverskyggende fjende. Den visuelle stil minder meget om ældre håndholdte RPG-titler, hvor man i princippet bevæger sig på fastlagte felter, mens der dog i denne udgave er en smule mere bevægelsesfrihed.

Når eventyret begynder, har du 30 sekunder til at afslutte det og besejre fjenden, og lykkes det, er eventyret slut, og rulleteksterne fylder skærmen. Du har dog mulighed for at besøge byer, hvor du foruden at købe ting, der kan hele dig eller nye våben og andet udstyr, også har mulighed for at bede til The Time Goddess, hvorefter tiden resettes til nye 30 sekunder. Uden for byerne møder du masse vis af random encounters, og kampene foregår helt automatisk ved, at din helt bevæger sig mod fjenden, hvorefter udfaldet afgøres af, hvor stærke hver især er. Der er derfor et stort incitament i at opgradere og hele tiden bede til The Time Goddess for at få ny tid, og dette element bevirker, at spillet i og for sig er ganske overkommeligt at komme igennem. Til gengæld vil man sandsynligvis misse en masse genstande og side quests, for dem er der også mange af i spillet, og for RPG Looters er der meget at komme efter.

Spillet går derfor i høj grad ud på at vurdere, hvor meget man vil satse på at kunne nå en side quest, før man når tilbage til byen og kan bede. Det koster naturligvis at bede, og hver gang stiger prisen, så det gælder om at nedslagte nogle monstre for bare at få råd. Hver bane afsluttes med en boss-kamp på slottet, og også disse kampe foregår automatisk. Efter hver bane belønnes man med en ranking, og jo hurtigere, man har gennemført, jo bedre ranking får man, så går man op i dette, gælder det om ikke at udnytte The Time Goddess alt for meget.

Der er rimeligt meget spilletid i Super Mega Neo Climax-udgaven, og foruden standard-singleplayerdelen, Hero 30, er der forskellige lignende modes, når man har gennemført. Disse er – modsat PSPS-udgaven – alle i samme stil som Hero 30, og derudover indeholder spillet som noget nyt en multiplayer-mode, hvor man kæmper mod andre om at gennemføre en given quest hurtigst. Det virker ikke specielt gennemarbejdet og som noget, der blot er taget med for at have det med, og singleplayer-delen er klart spillets force.

Grafik og lyd er meget 8 bit-agtig, men det fungerer godt uden at det naturligvis på nogen måde kan imponere – heller ikke HD-udgaven (man kan vælge begge udgaver). Humor er der masser -bl.a. fordi spillet gør godt grin med RPG-genrens langsommelige gameplay, og alt i alt er Half-Minute Hero: Super Mega Neo Climax et virkelig godt omend anderledes spil, der helt klart appellerer til flere end blot RPG-fans.

Gamesector Anbefaler

Om Thomas Heine Bech

Thomas har været spilanmelder på Gamesector siden 2008 og anmelder for det meste spil til Xbox 360. De foretrukne genrer er sport, bilspil, adventure, puzzle, platform, action og RPG (tja, det er vel næsten det hele), men hjertet banker især for de gamle 80'er-klassikere. Favoritspil på Xbox 360: Rayman Origins, Plants vs. Zombies, Tom Clancy's G.R.A.W., Pure, Game Room, Scramble, Limbo, Braid, Trials HD, Just Cause, Burnout Revenge, Raiden Fighters Aces og Pinball Hall of Fame: The Williams Collection.