gal_thumbnail
Score: 7
Playstation NetworkXbox Live Arcade
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:

Udvikler(e):
Udgiver(e):
PositivtNegativt
Godt gameplay
Fed, overdreven stil
Lidt for nemt
Det ene våben er klart bedre end det andet

Da Namco for 3 år siden forsøgte sig med Galaga Legions – en modernisering af den klassiske shooter fra 1981 - blev vi overraskende nok slemt skuffet – det var jo dem, der havde stået bag det fremragende Pac-Man Championship Edition. Nu forsøger de sig igen, og DX-udgaven anno 2011 er en anderledes og heldigvis også klart bedre oplevelse.

Galaga Legions DX er en del af Namco Generations, hvor Namco Bandai forsøger at genopfinde sine gamle arcadeklassikere. Det er lykkedes formidabelt med Pac-Man, mens Galaga Legions fra 2008 ikke var på samme niveau. Galaga Legions DX er et noget anderledes spil end 2008-udgaven. Fra at være en traditionel top-down shooter, er Galaga i Legions DX-udgaven blevet en twinstick-shooter med flere spændende elementer.

Du styrer dit rumskib rundt med venstre stick, og med højre skyder du i den retning, som sticket peger. Twinstick shooters er for det meste fremragende at spille med konsol-controller, og Galaga Legions DX er ingen undtagelse. Du kan vælge 2 formere for våben; Et, hvor dine skud er meget koncentrerede og et, hvor skuddene går i forskellige retninger og dermed kan ramme flere fjender – men dog langt fra lige så kraftigt. Førstnævnte er klart bedst, og man kan klare sig igennem alle baner ved udelukkende at anvende dette. Det er lidt ærgerligt, at våbnene ikke er bedre afstemt, for det ene våben er stort set overflødigt.

Galaga Legions DX er udelukkende en singleplayer-oplevelse. Man kan vælge 9 områder hver med 5 baner med et varierende antal bølger af fjender, og hver baner er gennemført, når tiden er rindet ud. Dertil kan man vælge at spille time attack, som er noget sværere, idet man her SKAL klare alle bølger af fjender inden tiden rinder ud, så her nytter det ikke at fedtspille. Der er 3 sværhedsgrader, men selv på Hard er spillet desværre meget nemt at gennemføre, og man kunne godt have tænkt sig, at spillet bød på lidt mere udfordring. Omvendt er Time Attack noget sværere, og her gælder det virkelig om at finde den rette strategi.

Fjenderne bevæger sig i mønstre, som med nogle streger vises ganske kort, inden banen begynder. Det er til stor hjælp at bide mærke i disse streger, for man kan aflure, hvor der er bomber, som smadrer alle andre fjender, hvis man skyder dem, og dette er vigtigt, hvis man skal nå det hele, inden tiden er gået.

Der er således et større strategisk element i Galaga Legions DX, og det virker rigtigt godt hele vejen igennem. Der er et par sjove designvalg i menuerne, hvor især skal nævnes, at man, når man har gennemført en Time Trial-bane, ikke blot kan fortsætte på den næste men skal tilbage i oversigten og vælge en ny – det er lidt uheldigt!

Rent grafisk modsvarer Galaga Legions DX det gamle Galaga – men på LSD! Det er et virvar af farver og former og et langt højere tempo, men det ser virkelig godt ud, og lydeffekterne og musikken fungerer fremragende dertil. Man kan vælge mellem 6 forskellige skins, hvoraf nogle indeholder rumskibe fjender fra både det originale Galaga og dets forgænger Galaxians fra 1979.

Alt i alt kan Namco Bandai sagtens være Galaga Legions DX bekendt. Det fungerer overordnet set godt, måske er det en smule for nemt, men i forhold til forgængeren er det en klar forbedring, og lad os da håbe, at Namco Bandai fremover vil forsøge sig med moderniseringer af endnu flere af deres gamle klassikere!

Om Thomas Heine Bech

Thomas har været spilanmelder på Gamesector siden 2008 og anmelder for det meste spil til Xbox 360. De foretrukne genrer er sport, bilspil, adventure, puzzle, platform, action og RPG (tja, det er vel næsten det hele), men hjertet banker især for de gamle 80'er-klassikere. Favoritspil på Xbox 360: Rayman Origins, Plants vs. Zombies, Tom Clancy's G.R.A.W., Pure, Game Room, Scramble, Limbo, Braid, Trials HD, Just Cause, Burnout Revenge, Raiden Fighters Aces og Pinball Hall of Fame: The Williams Collection.