inFamous 2

Score: 9
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:

Udvikler(e):
Udgiver(e):
PEGI 16+PEGI Bad LanguagePEGI Online
PositivtNegativt
Fantastisk grafik
Solid levetid
Genial action
Hvor blev det nye af?
Køb inFamous 2 hos vore partnere:
  

Cykelbuddet og antihelten Cole MacGrath er stadig i stødet (get it?). I Sucker Punch’s efterfølger til det ganske glimrende actionspil ”inFamous” fortsætter MacGrath’s udvikling som menneskelig generator. InFamous 2 er måske ikke voldsomt anderledes end sin forgænger, men det er forbedret på alle de rigtige områder og er, efter vores fattige mening, indtil videre et af årets bedste actionspil!

Højspændt gameplay

Efter begivenhederne i det første spil beskyldes Cole for de omfattende ødelæggelser i Empire City (en klon af New York, der danner rammen om inFamous 1), så han er ikke længere i kridthuset. Nu ville det jo så være en god ide at flygte til Alaska og gemme sig der, men Cole får ikke et roligt øjeblik til at overveje et eventuelt otium. En gigantisk lysende kæmpe dukker pludselig op i Empire City, og til trods for Coles modstand så tilintetgør væsenet byen. For at kunne stoppe kæmpen skal Cole udbygge sine elektriske kræfter og det kan åbenbart bedst gøres ved at flygte sydover til byen New Marais, der er kulissen for dette hæsblæsende actioneventyr.

Heldigvis for Cole besidder han stadig nogle af de kræfter, han fik i det første spil, så han kan allerede fra starten af spillet bruge diverse elektriske egenskaber, så som at skyde med lyn, svæve, holde folk fanget med elektriske håndjern og helbrede sårede civile. Desuden er hen blevet udstyret med et elektrisk slagvåben, The Amp, der nu udgør hans nærkampsangreb. Men for at besejre den sære gigantiske fjende, der langsomt bevæger sig sydover gennem USA mod New Marais (og hvis ødelæggelser flot dokumenteres via små nyhedsindslag i spillet), skal Cole først udbygge sit arsenal af kræfter.

Dette gør han ret let ved at indsamle og absorbere såkaldte ”Blast Cores”, som Cole kan finde ved at gennemføre spillets centrale missioner rundt omkring i New Marais. Men det er langt fra det eneste, Cole skal fokusere på, for inFamous 2 er, som sin forgænger, et 3. persons free roam-spil, hvor spilleren frit kan udforske og undersøge de områder af byen, der løbende låses op for. Byen byder på en syndflod af sidemissioner og massevis af collectibles, så der er opgaver nok at tage fat på for Cole.

Ved at absorbere blast cores og ved at tjene xp på bl.a. sidemissioner kan Cole udbygge sit arsenal af elektriske tricks og angreb. Mængden af specielle angreb, han kan udføre, er overvældende – lyngranater, lynbomber, klistrende granater, skjold, raketter og så videre kan alt sammen befries igennem spillet. Nogle af dem skal købes fri ved at tjene god eller dårlig karma nok eller ved at udføre bestemte kills, hvorefter de så kan købes fri for Coles XP.

Den lyse og den mørke sti
Som i det foregående spil er det helt op til spilleren, om Cole skal være ond eller god. De fleste handlinger, så som at dræbe fjender eller civile eller at løse missioner, giver enten god eller dårlig karma, hvilket sender ham i enten god eller ond retning. Hver side har sine egne angreb og specielle færdigheder, så inFamous 2 er faktisk værd at spille igennem som både god og ond – ikke mindst fordi de fleste nok allerede fra starten af sender Cole i enten den ene eller den anden retning.

Nu er der jo ikke noget frygteligt nyt i, at man kan være både god og ond – og skal man kritisere inFamous 2 for noget, så er det, at der ikke er voldsomt meget nyt i spillet som sådan. Det føles som en sammenkogt ret af en masse andre spil tilsat en masse klassiske superhelte-elementer. Det betyder dog ikke, at inFamous 2 er et dårligt spil – tværtimod. Spillets action er glimrende strømlinet og tempofyldt, og omgivelserne er smukke og varierede nok til at opveje de lidt ensformige missioner.

New Marais (der tydeligvis er baseret på New Orleans) er nemlig den største stjerne i inFamous 2. Omgivelserne i spillet virker nemlig mere imponerende og dragende end spillets action. Byen er fantastisk smuk og levende, med masser af trafik og fodgængere og stor variation i bygningernes design. Cole kan, i bedste Spider-Man-stil, klatre op ad bygninger, hoppe fra hustag til hustag og overleve fald fra enorme højder. Hans evner til at klatre op ad bygninger anvendes især i jagt på krystaller, der gradvist giver ham evnen til at rumme mere elektricitet – dvs. giver ham mere power til flere og længerevarende angreb. Løber Cole tør for elektricitet, er det bare at gribe fat i et eller andet strømførende og ”tanke op”. Biler, gadelys, generatorer, fjernsyn – alt hvad der bruger strøm, kan anvendes af Cole til at lade op. Er man fan af free roaming-spil med masser af detaljer i omgivelserne og små spontane missioner som f.eks., når civilister bliver overfaldet, er inFamous 2 lige det, man har behov for, for at få vandre- og opdagerlysten stillet.

Spillet byder på ganske solid action, der veksler mellem bossfights og kampe mod massevis af fjender. Coles arsenal er så varieret, at han i teorien kan udslette sine fjender på flere forskellige måder, men som regel ender man med at holde sig til de fantastisk effektive ”sticky bombs”, der fungerer godt mod både bosses og hele grupper af fjender. Det betyder, at spillets action godt kan gå hen og blive en smule triviel i det lange løb – især fordi mange af minimissionerne, hvor man skal redde civilister, der bliver overfaldet, desarmere bomber eller noget tredje, gentages igen og igen. De lidt længerevarende sidemissioner, som man kan løse for at tjene ekstra XP og for at befri områder af New Marais fra den onde militante bevægelse ”The militia”, bliver desværre også en smule trivielle i det lange løb – ikke fordi de er ens alle sammen, men fordi mange af dem er opbygget omkring den samme formel, hvor grupper af fjender befinder sig mellem dig og dit mål.

Et lille spøjst element ved inFamous 2 fortjener også at blive nævnt – nemlig din mulighed for at designe missioner og dele dem med andre inFamous 2-spillere. Om dette koncept, hvor man ud fra nogle ret enkle menuer kan sammensætte en sidemission til spillet, bliver meget mere end en gimmick, er nok svært at forestille sig, men det er da en interessant mulighed, som man kan lege med en time eller to.

Smukt og detaljeret
Det, som inFamous 2 med garanti vil blive husket for i lang tid, er spillets fantastiske grafik. Det er ikke kun omgivelserne i New Marais, der er fantastisk smukke, varierede og detaljerede. Det gælder faktisk for al grafikken i spillet. Cole er fantastisk animeret og ser levende og realistisk ud, når han udfører sine vilde parkour-stunts eller slynger om sig med lynkugler. Spillets mellemsekvenser er ligeledes fantastisk flot lavet – så det gør ikke så meget, at de karakterer, Cole omgiver sig med, har en ret todimensionel personlighed, så længe de ser så hamrende godt ud i 3D!

Man kan måske klage over, at inFamous 2 er en forspildt chance til at skabe noget nyt baseret på de gode takter i forgængeren. Men jeg mener, at det er helt legalt, når udviklere, som det er tilfældet med inFamous 2, vælger at kigge indad og fokusere på alle de ting, som de ved fungerer og forsøger at bygge videre på dem. Mange af de rigtigt gode elementer fra det originale inFamous er blevet forstærket i efterfølgeren, der i sin egen ret er et utroligt smukt, omfangsrigt og veldesignet actioneventyr.

Men ser man bort fra, at inFamous 2 tydeligvis er en 2'er med alt, hvad det indebærer, så er spillet altså stadig værd at slagte din sparegris for at få fingre i. Levetiden er ganske lang, grafikken er smuk, spillets action underholdende... hvad mere behøver du at vide, før du beslutter dig for at købe inFamous 2? Absolut intet!

Gamesector Anbefaler

Om Henrik Schou

Henrik Schou har skrevet om spil siden 1997, hvor han var med til at lave spil-programmet "Hi-Score" for TV-Danmark. Derfra gik det til Jubii's spilsider i 1998. Der fungerede han som skribent ind til år 2000, hvor han startede www.gamesector.dk. Siden da har han fungeret som ivrig skribent - især når der skal skrives om rollespil og strategispil og ikke mindst klassiske point-and-click adventures (hvis død han dagligt begræder).