Brink

Score: 7
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:

Udvikler(e):
Udgiver(e):
PEGI 16+PEGI Bad LanguagePEGI ViolencePEGI Online
PositivtNegativt
Velfungerende online-del
Lækker tegneserieagtig stil
Ligegyldig historie
Ringe AI
Mest for online-spillere
Køb Brink hos vore partnere:
  

Det er ingen større hemmelighed, at FPS genren har sat sig tungt på konsollerne. Det er dejligt for alle os skydegale gamere, men samtidigt betyder det brede udvalg, at det konstant bliver mere besværligt for udviklerne at være nytænkende. Brink er første reelle egen udgivelse fra engelske Splash Damage, der tidligere har gjort sig med andres franchises. Det er et fint eksempel på, at man kan tage en pose eksisterende ideer og få noget fornuftigt ud af det.

The Ark byder velkommen med krudt og kugler
Der har været fokus på især to ting frem mod udgivelsen af Brink. Den ene var spillets historie, som skulle være et fremtidsepos, hvor man vælger side i et intenst opgør mellem to fraktioner. Det foregår på det mystiske sted ”The Ark” – et flydende utopia, der er blevet et rigtigt skidt sted at være. Det andet har været spillets parkour-agtige bevægelser, hvor videoer af flydende løb over og langs genstande har været flittigt frigivet.

Lad mig starte med at konstatere, at absolut ingen af disse ting er Brinks stærke sider. Historien er mildest talt ligegyldig. Spillet er reelt set blot en række sekvenser, hvor man på klassisk FPS-maner skal skyde, respawne, skyde, respawne osv. Disse har nogle små indledende mellemsekvenser, som man sagtens kunne have sparet bort. Det parkour-agtige løb er ret beset blot en form for spurt, hvor din figur selv undviger forhindringer. Ikke at det er skidt på nogen måde - det er med til at give kampene lidt ekstra tempo – det er bare ikke noget specielt.

Brink er i sin kerne et spil designet som en multiplayer-holdoplevelse. Det er to hold over for hinanden, hvor man skal løse nogle givne opgaver. Disse er som oftest modstridende hinanden og kan eksempelvis være, at det ene hold skal sprænge en dør, som det andet hold skal forsvare. Alt sammen noget vi kender og forstår.

Du bygger fra starten din egen unikke figur og vælger samtidigt side mellem de to fraktioner. En beslutning, som du dog ikke hænger mere på, end at du sagtens kan spille dig vej gennem begge fraktioners missioner. En længere serie træningsvideoer ligger klar til dig, og en bunke erfaring til din figur ligger som lokkemad for at se disse. De er bare ikke interaktive, men gentagende og unødigt langtrukne.

Snart står du midt i din første dyst, og det er her, hvor spillet så alligevel formår at udmærke sig. Du har valgmuligheden mellem forskellige klasser, hvilke du så igen kan give sine eget særpræg. Du kan nemlig både vælge mellem de fire klasser og samtidigt definere, om du skal være hurtig, tung eller balanceret. Noget der selvfølgelig påvirker henholdsvis dit bevægelsesspektrum og din skydeevne.

Klasserne er samtidigt velbalancerede, og der er reelt brug for alle fire. Både for at løse de givne opgaver, men i lige så høj grad for at banke fjenden. Hvis vi ser bort fra den latterlige kunstige intelligens og i stedet fokuserer på online-oplevelsen, så vil den side, der arbejder mest som et hold, vinde oftest. Man har nemlig muligheden for at påvirke hinanden ved eksempelvis at booste helbred eller våben.

Denne fokus på holdarbejde er spillets store styrke, og det fungerer bemærkelsesværdigt godt. Kampe mellem velbalancerede hold kan være både hektiske, spændende og frem for alt sjove. Tempoet er konstant opskruet, og kuglerne hagler frem og tilbage. Desværre er våbnene ikke videre spændende, og især granaterne føles utroligt tamme. Heldigvis kan man så spæde begivenhederne op med sine egne særlige egenskaber, hvor man blandt andet kan smide miner, kanontårne og andet lir ind i kampene.

Spillet har en ganske lækker tegneseriestil, hvor figurerne ligner en mellemting mellem noget fra Gears og Timesplitters. Når det hele er i bevægelse, flyder grafikken godt, og styringen fungerer samtidigt glimrende. Man kommer dog ikke uden om, at det lidt er en ”one trick pony”, hvor man hurtigt får set det, spillet har at tilbyde. Det lidt enkle koncept mangler i den grad variation, og man kan beskæmmende hurtigt komme til at kede sig.

Brink er egentlig en ganske kompetent titel, som ganske glimrende formår at underholde, når det går mest hektisk til. Den megen snak om historie og styring virker dog som et røgslør for et produkt, der reelt set ikke har meget under overfladen. Med det sagt, så er det en ganske flot og underholdende overflade. Personligt havde jeg bare gerne set mere variation, en bedre kunstig intelligens samt noget reelt indhold til folk, der ikke gider spille online.

Om Alan Vittarp Rasmussen