Score: 9
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:

Udvikler(e):
Udgiver(e):
PEGI 18+PEGI Bad LanguagePEGI Violence
PositivtNegativt
En unik oplevelse
Teknisk mesterværk
Fremragende ansigtsmodeller
Lineært
Køb L.A. Noire hos vore partnere:
  

De fleste elskere af digital underholdning har spændt siddet og ventet på denne udgivelse. Seneste udspil fra Team Bondi, der tidligere har begejstret markedet med deres genredefinerende GTA samt deres seneste fremragende westernsaga Red Dead Revolver. Nu vælter de så efterkrigstidens Los Angeles ind i deres sandkasse – det sker dog med et twist, der elegant hælder deres koncept i en ny retning.

Betagende nytænkning
Det er lidt svært at smække et mærkat på L.A. Noire. Dybest set er det et sammensurium af en række spil, som samtidigt alligevel står helt på egne ben. Det her er en filmisk oplevelse fra den øverste skuffe - et tydeligt bevis på, at væggene mellem de forskellige typer af underholdning fortsat bliver tyndere.

I L.A. Noire træder vi ind i rollen som en ung ærgerrig politibetjent i 40'ernes Los Angeles. Allerede fra spillets start kan vi mærke, at der er lagt vægt på stemningen, og hele præsentationen flyder forbi med lækre panoreringer, realistiske baggrunde og ikke mindst sprøde toner. Snart er man undervejs på sin første sag, og spillet begynder langsomt at folde sit koncept ud. Det her kan vel bedst betegnes som et intrigant møde mellem GTA og det klassiske Police Quest. En fræk alliance, som flot viser, hvor man kunne vælge at relancere den hensygnende adventure-genre.

Spillet præsenteres som en række forskellige politisager, som spænder pænt vidt i deres inspiration. Her er alt fra mord, trafikofre og voldtægt til forsvundne mennesker. Alle er de ført med en seriøs hånd, som fint spiller pingpong med spillets navnkundige noir-univers. De enkelte sager fører en videre op af politiets rangstige, hvor man langsomt bliver et tungere navn. Samtidigt begynder der også at vise sig en rød tråd i de enkelte opgaver, hvor en underliggende fortælling titter frem fra det ellers tilsyneladende usammenhængende garn af historietråde.

Sagerne sparkes hver gang af sted med en kort præsentation – som oftest også akkompagneret af en grafisk sekvens. Herefter går turen mod stedet, hvor pågældende forbrydelse er begået. Her snuser man så rundt efter spor. Det kan være alt fra mordvåben over udtalelser fra vidner til undersøgelse af ofre. Alt sker det relativt intuitivt, hvor man fra sit 3. persons perspektiv tuller rundt i de oftest dystre omgivelser. Lydsiden er elegant bundet omkring tingene, og man bliver med diverse toner gjort opmærksom på, når der eksempelvis er noget, man kan undersøge.    

Det, som virkelig hæver oplevelsen til noget usædvanligt, er den detaljegrad, hvormed man har valgt at repræsentere de enkelte personers ansigter. Skuespillere står bag, og repræsentationen er noget nær skræmmende realistisk. Det er så noget, der direkte spiller ind i gameplayet; du skal nemlig udspørge vidner samt mistænkte, og her skal du aflæse deres ansigter og vurdere, om de fortæller sandheden. Det er ren nytænkning, og det fungerer faktisk utroligt godt. Fornemmelsen af at fange en løgn og rent faktisk tilbagevise den er yderst tilfredsstillende.

Til tider brydes tempoet, og man kastes ud i biljagter eller skyderier. Her fungerer især biljagterne godt – der er en fin fornemmelse af tempo og intensitet. Skydesekvenserne er egentlig også i orden, men styringen her er dog noget kluntet. Jeg rodede i hvert fald ofte rundt, når jeg skulle bruge dække, sigte og vælge våben.

Spillets største udfordring kommer i dets lineære natur. På trods af, at verdenen fra starten føles overvældende stor og mulighederne mange, så koges spillet hurtigt ned til et relativt enkelt produkt. Uanset hvordan du reelt tackler dine afhøringer, så tuller historien stadig frem mod samme konklusion. Det fjerner lidt af den intensitet og stemning, som tingene ellers klart har.

Det er ellers meget smart delt op, hvor du eksempelvis kan påtage dig diverse småsager og herigennem optjene erfaring. Denne erfaring kan du nemlig omdanne til hjælp under de mere vigtige afhøringer. Med andre ord kan du altså få hjælp til de lidt tunge opgaver gennem action-sekvenserne – en fornuftig afvejning. Det udhules dog lidt, når du nu ikke straffes mere for at være en klovn til at afhøre folk.

Samtidigt er interaktionen med byen afgrænset til et minimum. Reelt set tjener det derfor intet formål selv at køre mellem de forskellige områder – det kan dog løses ved at lade din kollega køre og derved bare hoppe direkte til destinationen. Rart nok, at det er lagt ind, men det er så netop også med til at vise, hvor overflødig muligheden for selv at køre er.

Vælger man at tage spillet ud fra ovenstående præmis – altså, at det er en strengt lineær fortælling, som holdes i en stram snor – venter der dog en unik fortælling. Spillet emmer af stemning og er et teknisk mesterværk, der virkelig presser maskinen. Det hele kan nydes i sit eget tempo og lægger langt mere op til, at man i stedet er opmærksom og sætter de små grå på arbejde. For mig var det et uhyre fængende og tilfredsstillende bekendtskab, som udfyldte et tomrum, jeg ikke var bevidst om jeg havde.

Gamesector Anbefaler

Om Alan Vittarp Rasmussen