| Positivt | Negativt |
| På uforklarlig vis en smule dragende | Kedeligt Uden udfordringer |
Det oprindelige Star Raiders blev udgivet helt tilbage i 1979, hvilket umiskendeligt må betegnes som nærmest en livstid inden for digital underholdning. Det var dengang en stor succes, som er at finde i flere opgørelser over bedste spil fra alle tider. Nu har vi så Xbox Live/PSN/Steam at læne os op ad, og det har givet en gylden mulighed for at genoplive denne gang overstadige rumkamp. Desværre har ventetiden ikke været nådig.
Retur til fortiden
Lad os bare få det på plads med det samme: Star Raiders er ikke noget godt spil. Faktisk virker det end ikke som et forsøg på at lave et godt spil. Det er en af de titler, der virkelig understreger, at man blandt download-titler kan finde alt muligt ragelse. Nærmest som i de gode gamle budgetspiltider, hvor markedet blev oversvømmet af hundredevis af titler, der spændte over alle karakterer på skalaen.
Der er intet i Star Raiders, som rigtigt er blevet ført op til nutidig standard. Vi serveres en hovedløs historie, præsenteret i ærgerlige panoreringer over stillbilleder – akkompagneret af sørgelige toner og overspil af den allerværste klasse. Det er end ikke så kitsch, at det er sjovt, det føles bare billigt på den ærgerlige måde. Men faktum er, at vi skal ud i vores rumskib og skyde de fremmede (her kaldet Zylons).
I noget, der må være et forsøg på at give titlen en taktisk kant, kan man på transformer-manér ændre sig til tre former. Det er spillet mellem skudstyrke og hastighed – noget der lyder ganske fornuftigt. Reelt set har det dog ikke den store påvirkning på selve kampene. Star Raiders går ret beset ud på at flyve ind i et afgrænset område og så ellers bare blæse alt, der bevæger sig der til rumstøv. Nogle modstandere er større end andre, og disse skal man så ramme på bestemte områder for at ondulere dem.
Det lyder enkelt, og det bliver ikke mindre enkelt af, at der ikke er nogen straf for at dø. Du har nemlig ubegrænset liv og kan derfor blive ved med at tøffe rundt og skyde – dine egne dødsfald er blot kortvarige ophold i destruktionen. Uheldigvis er dette heller ikke vildt ophidsende. Kampene er ensidige, og modstanden temmelig uintelligent. Der er ikke meget af de intense dogfights, som spillet ellers proklamerer at være indehaver af.
Med det sagt er det dog ikke helt elendigt. Der kan være noget nærmest mediterende i at svæve rundt med laser og missiler flyvende omkring sig. Noget der sker akkompagneret af lydeffekter, som lyder som om de er trådt direkte ud af en tidsportal. Det kan da også være rart ikke at skulle tage stilling til store moralske dilemmaer eller involveres i en omfattende historie.
Star Raiders er et simpelt spil, som ikke formår at servere en særligt ophidsende oplevelse. Det er en ensformig affære, som aldrig formår at udfordre. Selv om prisen selvfølgelig ikke er overvældende, og det for en periode kan være sært dragende, er resultatet stadig ikke nær gennemført nok. Hent demoen – der vil du lynhurtigt kunne danne dig et indtryk.
Loading ...