Score: 7
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:

Udvikler(e):
Udgiver(e):
PEGI 7+PEGI Violence
PositivtNegativt
Helheden fungerer som altid
God humor
Meget indhold
Intet nyt under solen
Køb LEGO Pirates of the Caribbean hos vore partnere:
  

LEGO er tilbage. Sammenfaldende med den nye Pirates of the Caribbean-film udkommer nyeste skud på stammen af den serie, som også indeholder Indiana Jones, Batman og ikke mindst Star Wars. Det nye spil tager os igennem alle fire film og indeholder seriens varemærke i overflod – og når varemærket i forvejen netop er en overflod af ting at samle, så giver det ret meget indhold!

Velkommen tilbage
Jeg har med glæde spillet flere LEGO-spil tidligere med den store Star Wars-pakke som højdepunkt. Siden Indiana Jones har jeg dog holdt en pause, da jeg ikke rigtigt syntes, der skete den store udvikling. Og lad mig være bundærlig: Det er der stadig ikke. Hvis man har spillet tidligere spil i serien, vil man straks føle sig hjemme her – på godt og ondt.

LEGO Pirates of the Caribbean er et af de børnespil, der også sagtens kan nydes af barnlige sjæle – inklusive barnløse sjæle – og som det ikke vil være en pine for forældre at spille sammen med deres børn. Alene det er jo et stort plus og adskiller det fra flere andre børnespil.

 I LEGO Pirates of the Caribbean kan man spille igennem alle fire film, der hver er inddelt i fem baner. Der er pænt med indhold, og der er masser af humor i LEGO-fortællingen. Gameplayet er action-adventure. Man styrer en lille gruppe på to til seks pirater, som man kan skifte rundt imellem, mens computeren styrer resten af slænget. Forskellige karakterer har forskellige evner, som man må kombinere for at løse spillets mange små puzzles. Kontrollen fungerer ganske godt, selv om det automatiske kamera stadig er et stykke fra perfekt.

Summen er større end enkeltdelene
At kritisk pille LEGO-spillene i stil med dette fra hinanden ville ikke være noget problem. Middelmådige platform-elementer tilsat under middel action og lidt gådeløsning, der vel trods alt heller ikke ligger så meget igen over middel. Mange af gåderne er helt enkle, og der er et stykke mellem snapsene, men de er der dog bestemt!  LEGO-spillenes styrke ligger i at helheden fungerer – og at de er djævelsk charmerende. Selv Pirates, der har et meget svagere figurgalleri end Star Wars, får det allerbedste ud ad forlægget. Og så er der collect ’em up-aspektet.

Lige én til til samlingen
Noget af det, der virkelig har fænget mig, er netop det gode gamle ”saml alle bananerne”-gameplay. Pirates er simpelthen spækket med ting, man kan samle ved at vende tilbage til banerne flere gange. De optjente penge kan bruges til at købe nye karakterer og snydekoder. De nyerhvervede ting kan så bruges til at gennemføre baner fra historiedelen på ny. Herved kan man indsamle endnu flere penge og låse op for endnu flere ting – og spille efter achievements/trophies. Jack Sparrow har et kompas, der på hver bane kan hjælpe en til at lokalisere dette og hint, og finder man det hele, vanker der en guldbrik. Der er flaskeskibe skjult på banerne – find dem alle og få en guldbrik… og så videre…

 Recepten er prøvet før – og den virker
Efter at have siddet med en lidt klam dèja-vu-smag i munden de første par baner, skete der det, at spillet begyndte at virke. Lige pludselig skulle jeg liiiige se næste bane. Og lige have de otte guldklodser, der ville give adgang til et nyt område. Og så de 12, og de 16… Det ER altså en opskrift, der fungerer, selvom Traveller’s Tales ikke scorer nogen points for nyskabelse. Anbefalet til alle, der holder af LEGO-spillene – og pirater.

Om Lasse Winther Wehner

Lasse Winther Wehner har været anmelder på Gamesector.dk siden 2003 og indholdsredaktør fra 2005. Han anmelder fortrinsvis spil til Xbox 360 og Xbox One - især shooter-genren og vestlige rollespil. Da Lasse har været gamer siden Game & Watch/bipbip-spillene gjorde deres indtog i firserne, ynder han at smide en historisk anekdote ind i sine anmeldelser, når han kan komme af sted med det.