Outland

Score: 9
Xbox Live Arcade
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:

Udvikler(e):
Udgiver(e):
PEGI 12+PEGI ViolencePEGI Online
PositivtNegativt
Udfordrende polaritetssystem
Superflot grafik
Udfordrende
Online co-op
Visse lidt ensformige gameplayelementer.

Ikaruga møder Another World møder Karateka møder Limbo møder Flashback! Ja, Outland, udviklet af finske Housemarque, er et lidt anderledes platformspil, men mange af de klassiske dyder inden for genren er bevaret samtidigt med, at der er tilføjet lidt japansk polaritets-action - forklaring følger i anmeldelsen!

Outland er i bund og grund et klassisk platformspil, hvor man styrer en mand, der kan hoppe på platforme (både stationære og bevægelige), hoppe mellem vægge, kravle op og ned ad stiger, glide, skyde og nedkæmpe de fjender, han møder på sin vej. Men Outland er langt mere end et traditionelt platformspil. Housemarque har nemlig lånt polaritetsgameplayet fra den suveræne japanske caveshooter Ikaruga, og din karakter kan således skifte mellem at være blå eller rød via et enkelt tryk på knappen. Fjendtlige kugler er uskadelige, hvis man har samme farve som dem, mens fjender i sig selv kun kan bekæmpes, såfremt man har deres modsatte farve. Denne polaritet bevirker, at Outland bliver en både anderledes men også virkelig lækker platformspiloplevelse. Man skal tænke på en helt ny måde, og ofte kræver det, at man er virkelig rap på fingrene, idet man ofte meget hurtigt skal springe fra eks. en blå til en anden blå platform men gennem en rød kugleregn, så timing er altafgørende. Heldigvis fungerer styringen virkelig godt, og det er meget nemt at manøvrere rundt med hovedpersonen, og skulle uheldet være ude, er save points placeret med rimelig afstand.

Undervejs gennem spillet får din karakter flere og flere egenskaber - eks. en stråle, der kan skyde fjenderne på lang afstand eller en evne til at fjerne vægge. Ved at man hele tiden lærer nye ting, føles gameplayet hele tiden frisk, omend de mere traditionelle opgaver som at nedkæmpe standardfjender eller finde vej gennem de labyrintagtige baner, til tider godt kan føles lidt ensformige. Sværhedsgraden er generelt ganske høj uden at spillet dog er umuligt at gennemføre, og især er bosskampene en herlig udfordring, hvor det herlige blandt andet består i at finde ud af, hvordan bosserne skal nedlægges.

Spillet har en pæn længde, og foruden selve hovedspillet, er der også en række challenge rooms, både til singleplayer og co-op, hvilket forlænger spilletiden betydeligt. Dertil kan man gennemføre hovedspillet i co-op online, hvilket er en helt speciel oplevelse.

Lydbilledet består af flotte, ofte lettere bombastiske lydeffekter og en velkomponeret baggrundsmusik, der ofte skifter stemning og er fint med til at opbygge den lidt dystre stemning, der hersker i spillet. Grafikken er rigtig flot, og især vil de sirlige animationer lede tankerne tilbage til spil som Another World, Karateka, Prince of Persia og Flashback, som også blandt andet udmærkede sig ved nogle meget livagtige karakteranimationer. Små, flotte grafiske detaljer finder man hele tiden, bosserne er ligeledes virkelig flotte og storslåede, og hele spillets grafiske side oser af at være godt gennemarbejdet.

Sammenlagt er Outland et fremragende platformspil, hvor især polaritetstemaet er vellykket. Den mere ordinære platformdel bliver til tider en lille smule kedelig (men kun en smule!), og den brydes fint af kampe med boss'er eller mini-boss'er. Forskellige challenges samt muligheden for at spille online co-op er også elementer, der trækker i den rigtige retning, og det bør bestemt ikke være sidste gang, at finske Housemarque kaster sig over Outland-universet, som godt kan betragtes som lidt af en moderne klassiker.

Gamesector Anbefaler

Om Thomas Heine Bech

Thomas har været spilanmelder på Gamesector siden 2007 og anmelder for det meste spil til Xbox One. De foretrukne genrer er sport, bilspil, adventure, puzzle, platform, action og RPG (tja, det er vel næsten det hele), men hjertet banker især for de gamle 80'er-klassikere. Favoritspil på Xbox-konsollerne: Rayman Origins, Plants vs. Zombies, Tom Clancy's G.R.A.W., Pure, Game Room, Scramble, Limbo, Braid, Trials HD, Just Cause, Burnout Revenge, Raiden Fighters Aces og Pinball Hall of Fame: The Williams Collection.