En skæv eksistens
Det er svært at beskrive Portal 2 kort og præcist. Jeg bliver ved med at tænke på, at hvis Doom og professorterningen fik et barn, ville det nok se ud som Portal 2. Portal startede da også sit liv som et tankeeksperiment, et lille ”hvad kan vi gøre med det her program”-forsøg. Det skal man ikke vrænge på næsen af - spil som Sims og Far Cry startede også deres tilværelse som teknologiske demonstrationer.
Nå, men hvad er Portal 2 så for en størrelse? Jo, det er i virkeligheden et puzzle-spil i stil med Tetris, Angry Birds osv. Forskellen er bare, at man denne gang står midt i opgaverne og ikke har nogen form for overblik. Jeg vil forsøge ikke at røbe for meget af historien, for det er en vigtig del af spilet, at man bliver overrasket og forbløffet på de rigtige steder. Jeg kan dog roligt røbe så meget, at historien er simpel og elegant fortalt. Man behøver på ingen måde at have spillet det første Portal spil for at forstå og nyde historien.
Ligeledes falder styringen i spillet meget naturlig, hvis man har spillet bare et minimum af skydespil tidligere. For Portal 2 er et skydespil, bare uden våben og fjender at skyde på. Ok, helt uden våben er det ikke, man har en pistol, en såkaldt Portal Gun, der kan skabe portaler igennem rummet således, at man kan gå ind ad en portal og komme ud af en anden et helt andet sted. Denne pistol er spillerens vigtigste værktøj i spillet. Jeg ville ikke røbe for meget af historien, men nu kommer der altså lidt. Så luk øjnene i de næste par linjer, hvis du ikke ønsker at vide, hvad det går ud på. Oplægget til historien er noget i retning af dette: Man er taget til fange af en lettere sindssyg kunstig intelligens (ok, den er galoperende vanvittig) ved navn GLaDOS. Hvis man har spillet det første Portal spil, vil man måske kunne huske, at det var GLaDOS, man udslettede i slutningen af spillet (eller troede, at man udslettede). For nu er GLaDOS tilbage og i et lettere ondskabsfuldt humør. Den tvinger spilleren til at gennemgå test efter test (bane efter bane, det er det, der er selve spillet) mens man bliver svinet til med nogle af de morsomste og groveste fornærmelser i computerspillets historie.
Morsom, bare ikke sådan ha ha morsom
Humoren er en vigtig del af Portal 2. Der burde egentlig ikke være noget sjovt ved at rende rundt i postapokalyptiske fabrikshaller med en kunstig intelligens, der prøver at slå én ihjel, men det er der. Men vi bør nok lige bringe en advarsel, for det er en meget sort, tør og grov humor, der måske kan falde nogen for brystet.
Det kan f.eks. være når GLaDOS siger ”We’re a lot alike, you and I. You tested me. I tested you. You killed me. I ki–,,, Wait… I guess I haven’t killed you yet. Hm.
Food for thought during this next test.”.
Humoren, kombineret med de meget udfordrende hjernevrider-problemer, som banerne består i, sikrer, at man meget let bliver opslugt at Portal 2.
Gennem spillet bliver opgaverne naturligvis mere og mere komplekse. Og man får også et udvidet udvalg af værktøjer at gøre godt med. Man får f.eks. lysbroer, som er lys, man kan gå på. Disse kan meget elegant forlænges ved at sende dem gennem portalerne. På den måde kan de bruges som broer, trapper og endda skjold. Der er også nogle ”springfelter”, der slynger dig ud i lokalet med høj fart. Kombineret med lysbroer og portaler kan man lave nogle utroligt komplekse opstillinger, der kan bringe dig fra det ene punkt til det næste.
Jo flere vi er sammen
I beskrivelsen af det første Portal-spil står der på Wikipedia ”et énpersoners puzzle/platformspil”. Sådan er det ikke længere, Portal 2 byder også på en multiplayer-del, men kun som co-op og det er egentlig ganske fornuftigt. For spillets kerne er jo opgaveløsning og ikke action. Og nu skal man for alvor til at lære at arbejde sammen, for opgaverne kræver, at man er enige om, hvordan de skal løses. Det er hyggeligt og sjovt, men så heller ikke mere.
The end boss, eller en form for konklusion
Hvis der skal være nogle ting at klage over, og det skal der, så er det småting, men nok til at hive karakteren ned fra det perfekte 10-tal. En meget lille ting er, at man kun kan have et begrænset antal save games. Det er udelukkende et irritationsmoment og er ikke baseret i noget teknisk.
Derefter kan man sige, at underholdningsværdien ved at spille spillet igen, når man først en gang har løst opgaverne, er ret begrænset. Endeligt er spillet ikke superlangt, det er sjovt, dejligt og tæt på perfekt, men man er desværre igennem spillet på en meget lang weekend (eller en meget kort påskeferie).
Loading ...
