Pokémon – elsk det eller had det, men Nintendo har solgt spandevis af Pokémon-spil, og det ser ikke ud til at stoppe lige foreløbigt. Med udgivelsen af Pokémon Black Version og Pokémon White Version runder Pokémon-serien sin femte generation, og tæller man pinball-spillene, puzzle-spillene, kortspillene og alle de andre spil med, er de små uhyrer med i over 50 spil. Der er bestemt grund til at tage Pokémon Black Version alvorligt.
Pokémon Black Version er ikke det første udspil til Nintendo DS, men sidste års HeartGold og SoulSilver var som bekendt remakes af henholdsvis Gold og Silver. Pokémon Black Version og Pokémon White Version er helt nye spil, der byder på over 150 splinternye monstre, man kan fange og træne. Det samlede antal forskellige monstre er derfor nu langt over 600. Black og White er tæt på at være samme spil, men som altid bliver der udgivet to spil med små variationer for at opfordre spillere til at bytte monstre med hinanden på tværs af udgivelserne. Denne anmeldelse er af Pokémon Black Version, der giver adgang til den legendariske drage Reshiram og byområdet Black City.
De første spil i Pokémon-serien blev udgivet i Japan for lidt over 15 år siden, og fordi serien er så børnevenlig, som den er, betyder det, at store dele af publikum er blevet skiftet ud. Var man fan af det første spil, vil man muligvis være vokset fra serien nu, og den mest oplagte målgruppe for Pokémon Black Version var ikke født, da det første spil udkom. I Japan forholder det sig måske ikke sådan, men her i Europa falder Pokémon ikke i alles smag, og det er derfor en lille smule mindre væsentligt for os, at Pokémon Black Version har skiftet besætningen af lommemonstre ud, så man ikke længere på forhånd ved, hvilke monstre man kan møde, hvis man kommer ind i en grotte eller et bjergområde. Hvis man har været med fra starten, vil det være en mere frisk oplevelse, men nytilkomne vil selvfølgelig være ligeglade. Personligt er jeg en af de få, der har været med længe, og jeg har været lettet over ikke at støde på Zubats, Geodudes og Pidgeys hele tiden.
Når det er sagt, at Pokémon Black Version på mange måder har været et frisk pust, så skal det også siges, at Pokémon Black Version på mindst lige så mange måder virker utroligt velkendt. Som en gammel ven, man ikke har set længe, og som har tabt sig siden sidst. Man starter med at vælge, om ens hovedperson skal være dreng eller pige, og derefter vælger man sit første lommebæst. Som altid kan man vælge et ild-monster, et græs-monster eller et vand-monster. Ild slår græs, der slår vand, som igen slår ild. Sten, papir, saks. I modsætning til tidligere har man ikke en enkelt rival, men de to piger Bianca og Cheren får de to monstre, man ikke selv vælger. Professoren hedder denne gang Professor Juniper, og Professor Juniper vil ikke overraskende gerne have hjælp til at udfylde et Pokédex, der er et slags leksikon over de forskellige arter af Pokémon. Det er startskuddet til en længere rejse, hvor man møder, fanger og træner Pokémon. Denne gang foregår spillet i Unova-regionen, og i de forskellige byer man kommer til, skal man besejre andre Pokémon-trænere. En besejret træner betyder et nyt badge, og jo flere badges man har, jo flere og stærkere Pokémon er man i stand til at træne. Hvor Gold og Silver introducerede en dag/nat-cyklus introducerer Black Version en årlig cyklus, hvor årstiderne skifter. Dette påvirker både spillets udseende og monstrenes adfærd.
Tidligt i spillet bliver man præsenteret for C-Gear, der er en ganske smart anordning, man kan have kørende på den nederste skærm, og som håndterer spillets muligheder for at forbinde til et netværk eller direkte med andre Pokémon-spillere. Det har aldrig været så let at dyste mod andre trænere, og man har aldrig haft så mange muligheder for det. Andre lækre detaljer på den nederste skærm er, at man kan se, hvad klokken er, samt hvor meget batteri ens DS-maskine har tilbage. Hvorfor er det så sjælden en feature, når det nu er så praktisk? Svært at sige, men man bliver hurtigt meget glad for det.
Det vildeste nye er dog spillets udseende. Det var pænt i HeartGold og SoulSilver, men i Black bliver DS’en bedre udnyttet. Der er mere knald på 3D-grafikken i denne omgang, og selve kampene er animerede. Kampene er stadig i 2D, men de er pænere end førhen og langt mere levende.
Pokémon Black er et solidt spil, der bør høre hjemme i enhver Pokémon-fans samling. Hvis man tager seriens motto “Gotta catch ‘em all” seriøst, er der spil til utroligt mange timer, og selv hvis man “bare” er ude på at løbe Black Versions historie igennem, vil man blive udfordret og underholdt. Eneste negative småting er, at spillets plot er lige så tyndt som altid før, og nogle af de nye Pokémon virker mindre inspirerede end de første. Efter 15 år og over 600 monstre måtte det jo ske – alt i alt er Pokémon Black Version et meget vellykket spil.
Loading ...