thesimsmedieval_thumbnail
Score: 7
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:

Udvikler(e):
Udgiver(e):
PEGI 12+PEGI SexPEGI Violence

Når ordet Sims bliver slynget ud i et rum fyldt med spilanmeldere, vil jeg tro, at man vil kunne se et sjovt syn af paralyserede folk med frygt i øjnene, der står helt stille af frygt for, at det næste ord vil være ens eget navn. Sims-serien har oplevet en utrolig succes og lagt navn til rigtigt mange spil og udvidelser. Men har man først skrevet to anmeldelser i Sims-serien, så begynder det at blive rigtigt svært at finde på noget nyt og spændende at skrive, og derfor står denne spilserie ikke øverst på prioriteringslisten hos anmeldere. Det kan The Sims Medieval måske ændre på, for her er der for første gang tale om, at EA virkelig prøver noget nyt med deres serie, og det har den virkelig trængt til.

The Sims Medieval finder sted, som titlen kraftigt antyder, i middelalderen, og er dermed det første Sims-spil, der ikke finder sted i nutiden. EAs udgave af middelalderen er helt blottet for pest, fattigdom, religiøs fanatisme og blodige krige. Det er en lys og munter middelalder, helt i Sims-seriens ånd, hvor royale og andre godtfolk lever uden alt for megen stress og jag. Men tidsalderen er ikke det eneste punkt, hvor dette spil skiller sig ud fra sine forgængere. Gameplayet er også anderledes opbygget. Det er ikke længere en stor åben verden, hvor man “blot” skal have en simmers fritid, job, venner og frisure til at gå op i en højere enhed. Her skal man passe og pleje et kongerige.

Det gøres gennem quests, som det kendes fra mange andre spil. Man starter med at lave sin egen prinsesse eller prins, og så guider man ham/hende gennem en tutorial, hvor man lærer om dette nye quest-system. Spillet drives altså frem af quests, som er specifikke opgaver, der skal løses. Når de løses, får man nogle points, som man kan bruge til at bygge nye bygninger i sit kongerige. Disse bygninger introducerer så nye karakterer, som har nye quests, og så kører det ellers derudaf. Samtidigt med disse quests er der også en hverdag, der skal passes, men den er meget forsimplet i forhold til andre Sims-spil. Typisk er der en 2-3 opgaver, man skal udføre i løbet af dagen, og får man ikke gjort det, så falders karakterens motivation/energi, og det bliver sværere at løse eventuelle quests. Ud over det skal man blot sørge for, at karaktererne får mad og hvile. Så den micromanagement-del, der har plaget serien før, er altså ikke tilstede i samme grad her.

Det nye quest-system fungerer godt i et Sims-spil. Det giver lidt mere struktur til spillet, som er noget af det, jeg syntes, serien har manglet. De første quests med sin prins eller prinsesse er desværre ikke så interessante igen, så man skal lige give spillet et par timer, inden man eventuelt afskriver det. Så begynder de andre karakterer at dukke op, og de er faktisk lidt mere interessante at arbejde med end de royale. Der foregår meget i The Sims Medieval, og det er ret underholdende at følge med i simmernes hverdag. Humoren er der ikke pillet ved, det er den samme som i tidligere spil. Man får som sagt lov til at bygge sit eget kongerige, men det er ikke meget frihed, man har, hvad det angår. Man kan designe sin prins/prinsesse men altså ikke bygge sit drømmeslot eller bestemme, hvordan ens landsby skal se ud. Man kan udsmykke sit slot og skifte møblerne ud men altså ikke installere swimmingpool, nye vægge eller fangekældre efter behov.

Grafisk er der ikke noget at komme efter i The Sims Medieval i forhold til tidligere. Det er udmærket grafik, og det vises flydende og uden hakken. Det kan dog være lidt besværligt at vænne sig til kameraet i The Sims Medieval. Der er 3 forskellige kameratyper, man kan bruge, men alligevel sad jeg ofte og beklagede mig over, at jeg ikke kunne finde en ordentlig vinkel at se tingene i. Lidt skuffende, at man skal lære sig 3 forskellige kontroller til kameraet, og så kan man alligevel ikke indstille det, som man gerne vil have det.  

The Sims Medieval er et friskt pust til Sims-serien og en længe behøvet opdatering. Det er ikke perfekt, der er plads til forbedringer, men det er bestemt  et godt første forsøg på at forny Sims-serien. Quest-systemet gør, at man ikke har den samme frihed som tidligere, men samtidigt giver det et formål, som jeg synes, det har manglet. Der er masser af forskellige karakterer at lege med, og det giver også mere afveksling end tidligere, selv om man så aldrig opnår helt den samme binding til ens karakterer som tidligere. Selv om det byder på fornyelse, så er det stadig et Sims-spil og vil tiltale fans af serien. Om det nye, mere strømlinede gameplay, så vil tiltrække nye fans, må tiden vise. Det håber jeg, for på trods af gode idéer så er The Sims Medieval ikke helt oppe at ringe, men hvis EA nu finpudser konceptet, så er jeg sikker på, at The Sims bliver ved med at være på toppen af salgslisterne mange år endnu.

Om Frank F Pedersen