Score: 9
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:

Udvikler(e):
Udgiver(e):
PEGI 12+PEGI Bad LanguagePEGI Violence

Det originale Tactics Ogre var lidt af en 16-bit kultklassiker. Men spillet fik, grundet manglende PAL-udgivelser, vist aldrig den helt store opmærksomhed fra det brede spilpublikum på disse breddegrader. Nu har SquareEnix, som et led i deres genudgivelse af udvalgte klassiske SquareSoft-titler, endelig besluttet sig for at forkæle os med en helt nyopdateret version af spillet til PSP.

Tactics Ogre er, som titlen måske understreger, et taktisk rollespil. Genren var ganske populær til konsollerne tilbage i de glade 1990’ere, og titler som Final Fantasy Tactics, Vandal Hearts og Robot Wars vil nok fremkalde genkendende nik hos de fleste konsolrollespillere.

Tactics Ogre til PSP er et remake af det originale Tactics Ogre Lets Cling Together, der udkom i 1995 til SNES. Siden da er spillet konverteret til PlayStation 1 og Sega Saturn, men mig bekendt aldrig med en officiel udgivelse i PAL-områderne (dvs. hos os stakkels europæere, der måtte undvære broderparten af alle de fede japanske rollespil i 1990’erne). Det gør jo blot denne version endnu mere interessant.

Spillet foregår i det krigshærgede land Valeria, hvor tre etniske grupper fører blodig borgerkrig mod hinanden. Den største etniske gruppe er Gargastan, der dog aldrig rigtigt har kunnet drage fuld nytte af sin størrelse, idet gruppen plages af interne stridigheder. Bacrumese er den gruppe, der udgør eliten af Valeria’s samfund, mens Walstanian er den mindste gruppe og den, der er mest udsat og undertrykt af de tre. Netop Walstanians undertrykkelse og forfølgelse er et centralt tema i spillet.

Historien i Tactics Ogre er på en gang en episk fortælling om en dybt splittet nation med borgerkrig og etnisk folkemord og en personlig fortælling om Denam Powell, hvis familie og landsby er blevet udraderet. Gennem spillet leder man Denam og den gruppe af venner og soldater, han får samlet omkring sig. Historien fortælles mellem ”banerne”, som alle i bund og grund er små træfninger, der sjældent overstiger 30 deltagende soldater i alt. Dog formår spillet at bygge en episk historie op omkring disse små træfninger, så man alligevel har på fornemmelsen, at man er en del af en større militær operation, og at konsekvenserne ved en sejr over femten fjendtlige soldater sagtens kan få enorme konsekvenser.

Spillet er ikke lineært opbygget, så historiens udvikling kan påvirkes ved forskellige valg undervejs. Man kan godt forsøge at holde sig til en hel god eller hel ond linje gennem spillet, men mange gange bevæger man sig i en gråzone. Der er forskellige slutninger på spillet, alt efter hvilken vej man har taget. Den velfortalte historie og de interessante karakterer, Denam omgiver sig med, er dog alt sammen blot pynt på kagen, for Tactics Ogre handler primært om de taktiske kampe.

De karakterer og soldater, man tager med sig i de trækbaserede taktiske kampe, har naturligvis forskellige styrker og svagheder. Karaktererne tilhører hver især en klasse, som de kollektivt tjener erfaring til ved at overleve en kamp. Klasserne kan man frit skifte efter kampene – det betyder, at karaktererne mister lidt af deres særpræg, når man frit kan skifte deres klasse ud, men heldigvis kan man give dem ekstra krydderi ved at anvende deres skillpoints.

Kampene foregår på et isometrisk kort, hvor spillerens udfordring er at anvende enhederne således, at man optimerer hver karakters styrker og samtidigt forsøger at undgå, at fjenden udnytter de svagheder, man selv har. Der er en form for ”sten-saks-papir”-sammenhæng i klassernes styrker og svagheder, men mange andre facetter, såsom terræn og soldaternes placering i forhold til hinanden, spiller ind og giver Tactics Ogre masser af taktiske muligheder. Spillet er svært – endda rasende svært til tider, hvorfor den nye ”hjælpe” funktion er kærkommen – den lader spilleren spole tiden tilbage op til 50 træk, så man kan afprøve nye taktikker og bevæge sine styrker anderledes. Den kan naturligvis misbruges, hvilket kan tage udfordringen ud af spillet.

De to eneste kritikpunkter, jeg har ved dette ellers ganske glimrende taktiske rollespil, er hhv. AI’en og spillets crafting-system. AI’en er alt for offensiv, hvilket især er et problem, når du skal forsøge at holde visse AI-kontrollerede karakterer i live. Crafting-systemet er en måde, hvorpå du kan lave ting, der er marginalt bedre end dem, butikkerne i spillet tilbyder – men det er en langvarig affære og kræver en masse roden rundt i menuer efterfulgt af ligegyldige mellemsekvenser. Når det så oven i købte ofte mislykkes at lave den ting, som man gerne vil have, falder ideen med systemet hurtigt til jorden.

Selv om der er kommet nye karakterportrætter og helt nye mellemsekvenser, så er grafikken i kampene stadig meget ”16-bit-agtige”. Det vil sige, at karaktererne er små og buttede at se på, og at de, sammen med deres omverden, fremstår meget firkantede. Det har naturligvis en vis charme, hvis man er stor SNES-fan. Der er i hvert fald ikke gjort mere for at skjule Tactics Ogres rødder.

Ser man bort fra de enkelte problemer med AI’en, så er Tactics Ogre Lets Cling Together et fantastisk og stilrent taktisk rollespil. Spillets handling er bundsolid og formår på samme tid at være episk og personligt involverende. Kampene er velfungerende, og SquareEnix har formået at finpudse alle aspekter af kampsystemet, så spiloplevelsen virker varieret og udfordrende. Samlet set er Tactics Ogre ikke blot en særdeles velproduceret hyldest til en svunden tid, det er også en perle af et spil i sig selv, der bør stå på enhver samlers hylde.

Gamesector Anbefaler

Om Henrik Schou

Henrik Schou har skrevet om spil siden 1997, hvor han var med til at lave spil-programmet "Hi-Score" for TV-Danmark. Derfra gik det til Jubii's spilsider i 1998. Der fungerede han som skribent ind til år 2000, hvor han startede www.gamesector.dk. Siden da har han fungeret som ivrig skribent - især når der skal skrives om rollespil og strategispil og ikke mindst klassiske point-and-click adventures (hvis død han dagligt begræder).