Rollespil, der udgives af drengene fra Koei har en tendens til at være en ”hit or miss” affære – desværre har der i de sidste par år været flere forbiere end regulære fuldtræffere og Trinity er blot endnu et skud, der går helt ved siden af måltavlen. Måske er tiden bare løbet fra denne type rollespil, nu hvor vi har vænnet os til spil som Dragon Age og Fallout? Under alle omstændigheder er Trinity ikke værd at samle på.
Klicheernes rasteplads
Allerede fra første færd går det galt for Trinity – spillets baggrundshistorie er så proppet med klicheer, at det næsten bliver for meget, før man overhovedet er kommet i gang.
Historien handler om en konge, der vist nok engang i tidernes morgen var en rigtig flink fyr – men nu er han blevet en kynisk ond diktator. Det skyldes en gammel profeti, der er kommet kongen for øre. Et af kongens børnebørn vil, ifølge denne mystiske profeti, nemlig ende med at slå kongen ihjel, hvorfor monarken handler hurtigt og får myrdet hele sin familie. Desværre, for kongen i hvert fald, overlever du massakren og hvis du skulle være et sekund i tvivl, så er du, nu hvor du er blevet voksen, ude efter hævn. Nyskabende kan man altså næppe kalde plottet.
På din rejse gennem spillet møder du den ene klichefyldte person efter den anden – nogle blive dine rejsekammerater, andre vise sig at blive dine fjender, mens nogle helt tredje fungerer som dine lærermestre. Problemet er helt klart, at Trinity ikke rigtig gør noget, der ikke allerede er gjort og set tusind gange før i andre og betydeligt bedre rollespil – det føles velkendt det hele og det betyder, at man temmelig hurtigt mister interessen i spillets historie og de overfladiske karakterer man møder.
Trinity lider desuden under den måde som spillets dialog og ikke mindst de mange landsbyer man besøger, er præsenteret på. Når man kommer til en by, præsenteres man for en menu, hvorfra man kan vælge at besøge butikker og andre seværdigheder – man får med andre ord ikke lov til at udforske byen selv. Dialog mellem to karakterer præsenteres på den typiske ”japanske” facon, med to stationære og ret livløse figurer sat ind foran en baggrund, der viser hvilke omgivelser personerne befinder sig i. Det er kedeligt og fantasiforladt og sammen med byernes menuer, noget der hørte hjemme i 2003 – ikke i 2011.
Kamp foregår i real-time og selvom Koei desperat forsøger at distancere kampsystemet i Trinity fra deres kendte Dynasty Warriors serie, så kan man ikke undgå at opdage de mange ligheder mellem de to. Trinity er nemlig et action RPG på godt og ondt. Hver af de tre hovedpersoner, som du kan kontrollere, har en ”soul”, der giver dem specielle typer af angreb, som gør dem stærke eller svage mod bestemte typer af fjender. Men det er i realiteten temmelig teoretisk, for kampene er så lette og dine angreb så mange, at man kan banke de fleste grupper af fjender med en enkelt karakter, bare ved at mase løs på tasterne.
Det betyder, at sværhedsgraden i Trinity er forholdsvis lav idet de fleste fjender hurtigt kan besejres, selv når de angriber i store grupper. Det gør bestemt ikke spillet sværere at fjenderne ofte danser rundt om dig i stedet for at angribe. Skulle uheldet være ude og skulle du ende med at gå i brædderne, så vågner dine karakterer automatisk op efter en kort periode.
Efter kampene kan man anvende optjente ”soul points” til at gøre karaktererne bedre ved f.eks. at købe bedre angreb eller stærkere magiske færdigheder. Udover disse point, kan man opgradere våben og rustning. Det er ret basalt, men alligevel med muligheder nok til at give dig enkelte taktiske variationsmuligheder. Men arven fra Dynasty Warriors forbliver tydelig, især i denne del af spillet.
Både grafikken og lyden halter en hel del. Omgivelserne er ensformige, brune og kedelige, fjenderne er ens og ikke synderligt veldesignede og menuerne er triste og gammeldags. Lydsiden plages af stemmeskuespil af svingende kvalitet og lydeffekter, der gentages i det uendelige. Musikken er dog et sjældent lyspunkt i spillet, da den overraskende nok er ganske varieret og indeholder nogle rigtig fine musikstykker.
Trinity: Souls of Zill O’ll er simpelthen udviklet og udgivet i det forkerte årti. Grafikken er gammeldags, menuerne forældet og historien set tusind gange før. Trinity kunne måske have klaret skærene, som et middelmådigt actionrollespil til PlayStation 2, hvis det var udkommet for fem år siden – men nu i 2011 og til PlayStation 3 bliver det næppe til andet end et kuriosum på de mest hardcore spilsamleres hylder. Og mere fortjener det faktisk ikke.
Loading ...
