Test Drive er et af de koncepter, som virkeligt har vist sig svært at slippe af med. Efter en periode med lidt dødvande lykkedes det atter for Atari at puste lidt nyt liv i projektet med deres Test Drive Unlimited. Et bilspil lanceret i et åbent univers med en slet skjult skæven til de store online-rollespil. Det var dog skæmmet af lidt småproblemer – men tilsyneladende ikke mere end, at jeg nu har haft (den blandede) fornøjelse af at have toeren i maskinen.
Testkørsel på Ibiza
Test Drive Unlimited 2 (TDU2) åbner op med et forsøg på at fortælle en historie. Et forsøg, der hurtigt lander et smil på læben. Dette ikke fordi man bevidst forsøger at være komisk, resultatet er bare så grovkornet klichepræget. Som ung m/k bliver man pludselig foræret muligheden for at deltage i et større ræs på den solbeskinnede ø Ibiza. Fortællingen leveres gumpetungt med et lettere kikset forsøg på at være streetsmart. Faktisk udvikler den amatøragtige dialog og det papirtynde plot sig hurtigt til at være underholdende på den kitchede facon.
Det er selvfølgelig også bare en billig baggrund for spillets egentlige fokus. TDU2 handler naturligvis om at køre gaderne tynde i skinnende racerbiler med så mange buldrende hestekræfter, at asfalten skælver. Inden du når så langt, skal du dog på vanlig vis optjene dig hæder og penge. Til dette formål kræves der massive køreegenskaber – noget, der kan forstås på flere måder.
Indgangsvinklen er igen denne gang en meget åben tilgang til det klassiske racerspil. Du bliver givet mere eller mindre frie tøjler på middelhavsperlen Ibiza, hvor solbeskinnede strande omkranser et frodigt landskab. Din fremgang måles ud fra fire parametre, nemlig hvor god du er til konkurrence, at samle ting, at udforske ting og ikke mindst, hvor social du er. Vægtningen mellem disse fire er ligeligt fordelt, og formålet er naturligvis at opelske andre interesser end bare at deltage i det ene løb efter det andet.
Inden du kan få lov til at boltre dig i det lokale løb og udsmykke dig med titlen som prof, får du mulighed for at pudse fjerene af i diverse køreprøver. Her får man for første gang en rigtig fornemmelse for spillets fysik, styringen af bilerne og påvirkningen fra diverse vejrmæssige elementer. Øvelserne er klassiske i deres indgang, og fremgangen sker på slavisk lineær facon. Det er udenadslære i spilform: Forstå timingen i alle dine manøvrer og ryk efterfølgende et skridt fremefter.
Man finder hurtigt ud af, at fysikken i TDU2 er relativt ”hit & miss”. Bilerne føles ikke, som om de har den store tyngde, ofte føles det næsten, som man styrer rundt på de klassiske modelbiler på en racerbane: Trykker man lidt for meget på gassen, mister dækkene grebet, ligger der forhindringer på vejen, ryger man til himmels og drejer man med lidt for meget fart på, danser bagenden tango. Det er ikke fordi, det er decideret umuligt at styre, men det kræver noget tilvænning og øvelse. Hvad værre er, er de deciderede fejl i spillet. Værst er kollisionsdetektoren, hvor man ofte rammer ting, selv om man tydeligvis havde masser af plads til dem.
Spillet er dog ikke uden sin charme. Når man først har tilpasset sig begivenhederne, finder man et åbent imødekommende miljø. Det sociale element er en glimrende tilføjelse, og det føles regulært lækkert at cruise mod solnedgangen med sine kammerater, mens radioen spyer sine toner op mod himlen. Samtidigt er der fin variation i begivenhederne, hvor skiftet mellem de forskellige yderpunkter fungerer godt. Det ene øjeblik triller man rundt og fotograferer bilvrag – det næste øjeblik blæser man gennem det urbane center i sin brummende sportsvogn.
Teknikken i TDU2 er også en blandet landhandel. Fanget som et øjebliksbillede ser det flot ud – med de frodige baggrunde spædet og med et indtagende lysspil. Fartfornemmelsen er også rigtig god, hvor især kameravinklen helt nede ved asfalten kan give kriller i maven. Der er dog en del pop-op, hvor store baggrundselementer pludseligt dukker op af intetheden. Det, kombineret med en række lidt ærgerlige tekniske problemer, sænker helhedsopfattelsen.
TDU2 er en titel, som indeholder nogle markante yderpunkter. Når man bare triller af sted for fuld knald, er det virkeligt lækkert, men lige så frustrerende er det, når man igen kører galt grundet en ærgerlig programmeringsfejl. En tiltrængt update er lige om hjørnet, men indtil da må oplevelsen betegnes som lidt over middelmådig.
Loading ...