Score: 5
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:

Udvikler(e):
Udgiver(e):
PEGI 7+PEGI Violence

En minihulk og tilsvarende Iron Man hopper rundt i et farveladeparadis på skærmen. Det hele er puttenusset i anden potens. Min lille datter følger til at starte med interesseret med. Umiddelbart har man i hvert fald ramt det rette segment.

Actionhelte til de yngste

Lad det være sagt med det samme: Marvel Superhero Squad: The Infinity Gauntlet (Infinity Gauntlet) er et spil målrettet for børn. Inspirationen kommer fra en tegnefilm, som man kan se på Cartoon Network. Derfor var det nærværende anmelders første udfordring at betragte spillet fra denne vinkel. Bevæbnet med min datter begav jeg mig så ud på eventyret. Inden længe var vi omgivet af let action i et overgearet tegnefilmsunivers.

Historien er så klicheramt og stereotyp, som det næsten kan lade sig gøre. Superskurken Thanos jagter seks ædelsten, som skal fuldende et artefakt, der giver ham uendelig kraft. Han er allieret med en lang række prominente onde navne. Blandt mange andre har vi Galactus, Silver Surfer og Modok. Derudover stepper Dr. Doom rundt på sidelinjen med sine helt egne personlige ambitioner. Heldigvis er balancen komplet med en omfangsrig helteliste. Ud over Hulk og Iron Man kan man blandt andre muntre sig med Spiderman og Wolverine.

Historien er opdelt i 12 relativt korte kapitler, hvorimellem vi får lov til at cykle lidt rundt mellem hvilke helte og superskurke, der indtager hovedrollerne. Oftest er det meningen, at de valgte helte skal supplere hinanden og bidrage til lidt let gådeløsning. Et eksempel herpå er den første dynamiske duo: Hulk og Iron Man, som er på jagt efter et par støvler, de skal give Thor i gave (ja, jeg sagde jo, historien var tosset). Hulk er her tonseren, som kan vælte ting og dermed eksempelvis skabe en kunstig bro. Iron Man derimod er mere teknisk mindet og det kan han bruge til at åbne døre med.

Tag dog ikke fejl af, at alt det her sker på et relativt lavt niveau. Det sker dog af og til, at man alligevel kan være en anelse i tvivl om, hvad man skal – men det skyldes mere dårlig udformning af selve spillet. Banerne er i deres kerne et enkelt isometrisk actionplatformsspil. Det medfører, at man går ind i et rum, tæver nogle fyre – måske trykker på en knap – og så går ind i næste rum.

Præsentationen er generelt meget imødekommende, med store farverige figurer, der bevæger sig rundt i pastelfarvede landskaber befolket med enkle geometriske former. Udfordringen ligger i, at styringen af figurerne ikke er fantastisk og samtidigt gør deres størrelse, at begivenhederne både kan virke kluntede og lettere uoverskuelige. Kameraet er samtidigt af stationær karakter, hvilket blot er med til at spæde til dette indtryk.

Ovenstående bliver båret videre til kampsekvenserne, af hvilke der er en hel del. Mulighederne er begrænsede til hårde/bløde slag samt blokering. Med et mylder af fjender, en stiv styring og et ubehjælpeligt kamera bliver glæden af disse kampe yderligere nedtonet. Bevares, det er da ikke fordi, det er svært – slet ikke – problemet ligger i, at spillet hurtigt bliver et spørgsmål om hovedløst at trykke på en enkelt knap.

Nu ved jeg godt, at det er rettet mod familiens yngste. Men det betyder jo ikke, at tingene bare skal fordummes af den grund. Toy Story 3 og diverse LEGO-spil har jo netop vist, at det er muligt at skabe en fin blanding af imødekommende historie og gameplay. Tiltagene er her da og man kan blandt andet hive en forælder med i co-op, men det ændrer ikke det faktum, at spillet dybest set ikke føles ordentlig gennemarbejdet.

Grafikken er som sagt ganske pæn og passer nogenlunde fint til sit tegnefilmsophav. Det ville dog være rart med lidt ekstra teknisk krydderi over begivenhederne. Som det er her bliver det lidt en ensformig strøm af relativt ensformige scenarier og begivenheder. Lyden er egentlig professionel nok og glimrer med en lang række navne, der er kendt fra branchen som stemmelæggere.

Infinity Gauntlet er samlet set en lettere doven udgivelse, hvilket man vel egentlig også kan aflæse på den manglende markedsføring samt den lavere pris. Ideen er som sådan fin nok, men det er altså ikke nok bare at tage nogle gammelkendte figurer og smide dem ind i et spil. Det er dog ikke mere ærgerligt end, at elskere af tegnefilmen selvfølgelig vil få noget morskab ud af det.

Om Alan Vittarp Rasmussen