Red Dead Redemption gav western-genren det løft, der skulle til at bringe den op blandt de allerbedste spil. Spillet er intet mindre end en seriøs bejler til titlen som årets spil 2010, og der er allerede kommet en del add-ons. Dog ingen der er i nærheden af at matche Undead Nightmare i størrelse og ambitionsniveau. Læs om hvad der sker, når de døde rejser sig fra gravene i USA anno 1911.
Undead Redemption
Undead Nightmare, som jeg ikke havde kunnet lade være med at kalde Undead Redemption, hvis jeg sad i Rockstars pr-afdeling, er den første store single player-udvidelse til Red Dead Redemption. Den giver et alternativt bud på, hvordan historien ender – eller er det hele bare et mareridt?
I hvert fald træder man i John Marstons slidte cowboystøvler endnu en gang. Alt ånder fred og idyl på familiens ranch Beecher’s Hope, indtil Uncle bliver sulten, meget sulten og kun kan mættes af kød fra homo sapiens. Snart er Uncle død, og Johns kone og søn ligger bastet og bundet grundet deres nyvundne smag for menneskekød. Marston må begive sig på en ny færd gennem de kendte områder fra Red Dead Redemption for at finde en kur mod zombiesygen.
Udvidelsens struktur er meget lig strukturen fra hovedspillet. Man rider rundt i spillets geografi og udfører små missioner for diverse særprægede karakterer. Der er gensyn med de fleste fede personer fra RDR – nogle af dem mere levende end andre. I forhold til at Undead Nightmare bare er en billig download-pakke, så får man utrolig god valuta for pengene. Bortset fra multiplayer maps, så er Undead Nightmare den spiludvidelse, jeg har brugt klart mest tid på, hvis jeg husker ret. Omkring otte timer for at gennemføre, og så skal jeg endda lige tilbage til spillet og have de sidste achievements senere.
Alle byerne i Dying West er under zombieangreb, så hver gang man kommer til en ny lokalitet, skal der ryddes op, inden man kan gemme spillet, bruge fast travel og løse missioner pågældende sted. Der er ret mange lokaliteter, så man kommer virkelig til at skyde mange, mange zombier i løbet af spillet. Zombier skal som bekendt skydes i hovedet (eller brændes eller totaldestrueres af et af udvidelsens nye våben), så man kommer til at bruge deadeye stort set konstant for at lave det påkrævede antal headshots – det eller at løbe helt op i snotten på en fjende, for på klods hold rammer Marston altid i hovedet.
Ovenstående bliver faktisk en smule ensformigt hen ad vejen, og det er nok den væsentligste grund til, at man må erkende, at udvidelsen, den store valuta for pengene til trods, ikke helt kan leve op til selve spillet. Red Dead Redemption havde simpelthen mere interessante fjender end Undead Nightmare. Selvom der er et par varianter, så er zombierne skåret over en kam ikke super spændende fjender. De er langsomme og kan eksempelvis ikke finde ud af at gå på stiger, så man kan altid fortrække til et tag og prikke dem én for én – hvis man har ammunition nok.
De små mellemsekvenser i forbindelse med missionerne har samme høje produktionsværdi som i hovedspillet. De 800 Microsoft-dollars til trods, så føles det på ingen måde discount-agtigt, og gensynet med karakterer som Seth og Ricketts er det hele værd.
Det eneste, man skal tænke på, inden man trykker ’køb’, er, hvorvidt man egentlig ønsker zombier i sit Red Dead Redemption. Hovedspilletføles jo så autentisk med den fantastiske natur og de tro miljøer. Zombier bryder den illusion, og det skal man være indstillet på. Når det er sagt, så er Undead Nightmare noget at det bedste single player-download, man kan få på Xbox Live, og udvidelsen er faktisk længere end visse spil. Til gengæld også mere ensformig i sit gameplay, men stadig en klar anbefaling herfra.
Loading ...