FlingSmash

Score: 5
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:

Udvikler(e):
Udgiver(e):
PEGI 3+

Man kan sige meget om spil til Nintendo-konsoller, men generelt er det disse konsoller, der plejer at få flest originale og anderledes spil. Ved første øjekast virker FlingSmash da også som endnu et skørt og anderledes påfund, men efter få minutters spil viser det sig, at udviklerne hos Artoon og Nintendo ikke rigtigt har kunnet leve op til deres ry som innovative i denne omgang.

Arkanoid with a twist

I FlingSmash styrer man en lille gul kugle (med rød hestehale) ved navn Zip. Zip er tilsyneladende en legendarisk helt, der vækkes til live for at redde Suthon Island fra den onde Ommnius... vi antager, at udviklerne mener, at den slags navne er charmerende eller morsomme, for de bliver ved og ved med at dukke op hele vejen gennem spillet. At redde verden fra den onde ”et-eller-andet” er jo ikke ligefrem jordens mest originale plot for et computerspil, men er gameplayet godt, kan man sagtens tilgive en relativt uinteressant historie.

Spillet kommer i en bundle med en MotionPlus-controller, men hvad gavn den gør, er svært at sige – spillets kontrol er i hvert fald ikke særlig præcis. Helt konkret er det din opgave at ”slynge” eller ”slå” Zip med en form for usynligt bat, så han flyver frem mod blokke, som han knuser, når ham rammer. Ud over blokke er der forskellige typer af power-ups og totems, man skal bruge for at gennemføre banen. Det er omtrent så simpelt, som det kan være, og lugter temmeligt meget af gamle ”block breaker”- eller ”paddle-and-ball”-spil som Arkanoid og Break-Out.

Når først Zip har fået fart på af dit sving, suser han afsted som en kugle og rikochetterer af de blokke, han rammer og knuser. For at give ham mere fart skal du svinge med controlleren – desværre er det temmeligt sært at sende Zip i den retning, man gerne vil have ham til at flyve i. Det er dog muligt at bremse ham ved at trykke på A-knappen, men det er omtrent alle de muligheder, man har for at udøve kontrol over Zip. For at sætte spilleren under pres er der hele tiden et monster bag Zip, der langsomt bevæger sig fremad, så det gælder om at rydde en vej gennem blokkene hurtigst muligt – dog med hensyntagen til eventuelle mål om antal knuste blokke eller opsamlede totems undervejs.

Spillet indeholder otte verdener, der hver har et unikt tema og et lille twist til gameplayet – for eksempel, at Zip bliver meget tung, meget hurtig eller at halvdelen af skærmen er oversvømmet og derfor afspærret område. Dertil kommer variation i form af genstande som kanoner, rør og roterende magneter, som Zip skal sendes afsted med eller igennem. Desværre virker langt de fleste af disse twists som påklistrede gimmicks, der bestemt ikke hjælper på det ensformige gameplay og på en kontrol, der virker alt for løs.

Ud over disse otte verdener er der en række minispil, f.eks. en Pong-klon, at låse op for. Disse er ikke voldsomt interessante – men de kan spilles med en ven, hvilket er et lille lyspunkt i et spil, der ellers oser af middelmådighed.

Grafikken i spillet er relativt simpel – den er ikke grim men har en meget speciel simplificeret stil, der nok ikke vil tiltale alle. Generelt er baggrundene list triste og tomme og selv om man kunne forvente et festfyrværkeri af farver og effekter, når Zip suser gennem blokke, så forholdet det sig desværre sådan, at det er noget af en afdæmpet oplevelse at knuse blokkene med den lille gule fyr.

FlingSmash er måske begyndt som en sjov ide, men udførslen er langt fra god nok. Kontrollen er alt for løs og upræcis – selv om spillet anvender MotionPlus-controlleren. Spillet er ensformigt og til trods for, at hver af spillets otte verdener forsøger sig med et lille twist, så er gameplayet ikke varieret nok til at holde dampen oppe fra start til slut. FlingSmash ender som en middelmådig fodnote i Nintendo Wii-konsollens historie og det vil nok bedst blive husket for den MotionPlus-controller, det kommer i en bundle sammen med, for den vil man bruge længe efter, at FlingSmash er gemt og glemt.

Om Henrik Schou

Henrik Schou har skrevet om spil siden 1997, hvor han var med til at lave spil-programmet "Hi-Score" for TV-Danmark. Derfra gik det til Jubii's spilsider i 1998. Der fungerede han som skribent ind til år 2000, hvor han startede www.gamesector.dk. Siden da har han fungeret som ivrig skribent - især når der skal skrives om rollespil og strategispil og ikke mindst klassiske point-and-click adventures (hvis død han dagligt begræder).