Namcos 22 år gamle, overdrevent blodige arcadespil har fået en større make-over og genopstår nu med samme navn, samme hovedpersoner, samme historie og samme mængde afrevne lemmer. Splatterhouse har taget turen fra 2D til 3D og er mest af alt voldeligt, blodigt og makabert, og hvis du ikke allerede er stået af på den beskrivelse, så burde du også have nerver nok til at fortsætte med at læse nærværende anmeldelse af Splatterhouse anno 2010.
Det blodigste Xbox 360-spil ever
Splatterhouse så dagens lys for første gang i arcadehallerne tilbage i 1988. Dengang havde vi at gøre med et side-scrolling beat’em up, som vel var tidens blodigste spil overhovedet. Splatterhouse fik to efterfølgere på Sega Megadrive, hvoraf 3’eren dog ikke blev udgivet i Europa. Alle 3 originale spil er inkluderet i Splatterhouse til Xbox 360, men de skal dog først låses op ved at gennemføre spillet.
Splatterhouse følger historien fra originaludgaven til nærmest punkt og prikke. Du indtager rollen som Rick, som ved spillets start befinder sig i det gamle hus West Mansion i en blodpøl, døden nær og med de fleste af indvoldene revet ud af kroppen. Samtidigt har den gale videnskabsmand Dr. West kidnappet din kæreste Jennifer, og lige inden du ånder ud, får du mulighed for at overleve og dermed chancen for at redde din elskede. Der er bare det lille men, at du skal iføre dig en speciel maske, den såkaldte Terror Mask, og lige så snart, du har taget masken på, bliver du transformeret til en hårdtpumpet dræbermaskine med kæmpemuskler og evnen til at dræbe enhver fjende på din vej.
Rick overlever ved hjælp af blod, som han får ved at dræbe fjender eller træde på blodfyldte ormelignende væsener, der kravler ud af de tønder og kasser, som Rick smadrer undervejs. Spillet er fyldt med makabre monstre hele vejen igennem og er vel nok et af de mest blodige spil, jeg nogensinde har spillet. Det flyder med afrevne kropsdele overalt, og hvis Rick skulle være så uheldig at få revet sin egen arm ud, bevirker maskens hemmelige kræfter, at en ny arm langsomt vokser ud, og i mellemtiden kan du så bruge den afrevne arm som slagvåben. Våbenarsenalet består foruden kropsdele også af mere traditionelle horror-våben som eksempelvis træstykker med søm i samt flækkeknive.
Kampsystemet er forholdsvist simpelt at gå til men fungerer desværre ikke helt optimalt og oftest ender spillet som et kedeligt hack’n slash uden nerve. De almindelige fjender er ikke overdrevent svære at klare, men kameravinklen har det med at opføre sig særdeles besynderligt, hvilket ofte umuliggør en fair kamp.
Boss-kampene ”krydres” med quicktime-events, men det passer bare ikke helt ind i spillets rå stil. Du kan gennem spillet lære nye combo’er og bliver også belønnet herfor undervejs. Belønningen kan du bruge til at gøre Rick endnu stærkere, men man har svært ved at fornemme forbedringerne, og denne rpg-agtige del af spillet når aldrig helt at komme til sin ret.
Undervejs har Ricks kæreste Jennifer endvidere revet nøgenfotos af sig selv i stykker og spredt rundt omkring for at hjælpe Rick med at finde vej til hende, men heller ikke denne del af spillet er der særlig meget sjov ved.
Engang imellem går spillet i retro-mode og forvandles til et side-scrolling 2D-spil, hvor du bevæger dig vandret og skal nedkæmpe fjender, undgå fælder og hoppe over huller. Et enkelt fejltrin betyder instant death, og her viser spillet sig igen fra sin værste side. Der er ofte meget langt tilbage til seneste savepoint, og idet styringen ikke altid fungerer specielt godt, har spillet desværre en tendens til at afføde alt for mange frustrationer end hvad godt er. Banedesignet, fjendetyperne og boss’erne er for det meste jævnt kedelige og byder ikke på særlig megen variation. Kombineret med, at spillet rent gameplaymæssigt virker en smule ufærdigt samt at det kun i få tilfælde føles sjovt at spille, betyder det, at man ikke gider spille Splatterhouse ret længe ad gangen.
Den grafiske stil er om ikke andet meget unik. Det er rødt i rødt hele vejen igennem, og jeg har aldrig set så meget blod sprøjte i et spil. Kan man tage det fra den humoristiske side, er det ganske morsomt at se, hvor voldeligt dette spil egentlig er, og PEGI-ratingen på 18+ er helt bestemt passende. Animationerne, detaljegraden og lyssætningen er dog ikke noget at råbe hurra for, og den samlede vurdering af det grafiske indtryk er, at spillet befinder sig under middel. Til gengæld kan jeg rigtigt godt lide lydeffekterne, som er tilpas makabre til fint at kunne understøttte spillets unikke og meget voldelige stil. Musikken er (naturligvis) heavy-rock og selv om kvaliteten af den ikke altid er lige heldig – passer den for det meste rigtigt fint til grafikken.
Hellere 1988-udgaven
Splatterhouse vil man nok mest mindes for den makabre og blodige stil frem for et godt gameplay. Spillet er simpelthen for kedeligt og ensformigt at spille i længere tid ad gangen, og en række tekniske fejl med især styring og kameravinkel skaber alt for mange frustrationer til, at spillet på noget tidspunkt bliver godt.
Den grafiske meget blodige stil og kombinationen af overdrevne lydeffekter og hård rock passer fint til resten af spillet, 2D-sekvenserne er rimelige, men spillet lugter langt væk af budget-titel, og det bedste, man kan sige om Splatterhouse er velsagtens, at det er muligt at (gen)spille de 3 gamle beat’em ups. I sig selv er Splatterhouse desværre ikke meget værd.
Loading ...
