Sonic Colours

Score: 7
Udkommer til:
Anmeldelsen dækker:

Udvikler(e):
Udgiver(e):
PEGI 3+

Med Sonic Colours genantænder SEGA forhåbningerne om, at det blå pindsvin kan genfinde fortidens succes. Færre karakterer, flere effekter og et tempo i sukkerchok, som får Wii-konsollen til at ligne en potent V8-motor. Men der ligger desværre nogle store sten på vejen, som hindrer den fuldendte spiloplevelse.

Med Sonic km/t...

Det har været et par drøje år for SEGAs blå maskot Sonic - pindsvinet på EPO. De seneste tre år har budt på Sonic-titler, som bragte dårlige udsigter for hans fremtidige karriere i spilverdenen, men så kom en ukonventionel titel og vendte skuden. Det overraskende vellykkede Sonic & SEGA All Star Racing dyrkede overdrivelsen og overflødigheden, mens ekstremerne fik frit lejde i et tempo, som ingen sportsvogne turde drømme om. Andre titler har efterfølgende pustet liv i håbet om en ny guldalder for Sonic, herunder det aktuelle download-spil Sonic The Hedgehog 4: Episode 1, der efterstræber den gamle 2D-platformsgenre, og med Sonic Colours vækkes ny optimisme for det blå pindsvin. Muligvis har Sonic fundet sit rette element i en 3D-tidsalder men ikke uden et par irriterende sten i løbeskoene.

Sonic står i banens startfelt, strækker benene ud og gør sig klar til at spæne. Musikken dunker løs med tre beats i sekundet. Om et øjeblik går det stærkt - rigtigt stærkt. Det sender et tydeligt signal om, hvad der fra begyndelsen var Sonics centrale varemærke; fart og tempo - second-to-none. Især ikke Mario. Bolden er atter kommet i spil i Sonic Colours, måske det hurtigste platformsspil til dato.

Historien er lidt, som man kunne forvente. Dr. Robotnik a.k.a Dr. Eggman har, efter eget udsagn, lagt ondskaben på hylden (yeah, right!) og bygget en galaktisk forlystelsespark, som alle kan få glæde af. Sonic og Two Tales gæster forlystelsesparken men kommer naturligvis hurtigt på sporet af sandheden. Dr. Robotnik indfanger farvede aliens for at importere deres energi til sine egne onde gerninger. Som altid er historien blot en undskyldning for at etablere stemningen og gameplayet, og når Sonic får kridtet løbeskoene, svinder hele motivet med strabadserne ned i ubevidstheden. Sonic har aldrig været den store historiefortæller.

Afsted går det så, gennem baner, der får regnbuens farver til at falme, doseret med effekter, fyrværkeri og lysende dingenoter mere spektakulære end vores seneste årtusindeskifte. Sonic Colours dyrker atter overdrivelsens charme og hastighed uden mådehold, som vi kender fra Sonic i 90’erne, men nu spillet på nutidens tangenter. Det glider sømløst mellem flade 2D-baner, 3D-galaktiske motorveje og hurtige cutscenes, hvor Sonic løber i loops. Formålet med farten er, at man reelt ikke føler nogen succesoplevelse blot ved at gennemføre en bane. Den søde triumferende følelse kommer af at gennemføre banen på rekordtid uden at løfte foden fra speederen. Bare drøne gennem fjenderne, opbygge adrenalinet og opnå en A-ranking. Først derefter mærker man smagen af succes i Sonic Colours.

Heldigvis er persongalleriet i Sonic Colours skrumpet ind til kun at omhandle Sonic, Tales og Dr. Robotnik, men for variationens skyld er ingredienserne twistet med små farverige aliens kaldet Wisps. Sonic har even til at absorbere disse aliens og få forskellige superkræfter afhængigt af farven, eksempelvis transformere sig til en laserstråle, rakat eller et bor, der kan grave sig gennem undergrunden. Det skinner tydeligt igennem, at disse Wisps også er sat i verden for at sikre spillet noget genspilningsværdi, for efterhånden som Sonic finder nye aliens, kan han genbesøge gamle baner, få adgang til nye områder og finde nye bonus-ringe. Uopfindsomt men effektivt.

Faster, Sonic! Kill! Kill!
Sonic er bygget til fart og glæden ved holde speederen i bund, men lige som en sportsvogn mister han styrken ved lavere hastigheder. I de momenter, hvor der kræves finmotorik og præcision, er Sonic nogenlunde lige så håndterbar som et stykke sæbe i badekarret. Irritationen kiler sig ned i den ellers positive spilleglæde, når fartoplevelsens flow afbrydes af vanskelige bestigninger, mens Sonic ikke yder tilstrækkelig respons for at lande rigtigt. Tiden står nærmest stille når man forsøger at komme tilbage på hesten, ofte så mærkbart frustrerende, at undertegnede var tæt på at kaste Wii-remoten mod off-knappen. Det er drønærgerligt, at udviklerne ikke lige spenderede en måned ekstra på at efterspænde skruerne, når der tydeligvis er lagt et så ambitiøst stykke arbejde ind i spillet.

Sonic Colours har fået aldersmærkning fra 3 år og er ganske belejligt udgivet synkront med julehandlen, men jeg vil ikke anbefale spillet til den yngre aldersgruppe. Ikke fordi Sonic har hang til slagvåben, bandeord eller sjofle udskejelser, men pga. det rasende høje tempo (epileptikere skal vogte sig) og de frustrerende momenter, der stikker en kæp i hjulet for julefreden. Sonic Colours er bedre egnet til gamle Sonic-veteraner, som via mangeårig spilterapi kan overskue dynamikken og tåle frustrationerne. Den ideelle målgruppe er derfor ikke helt i sync med den reelle målgruppe. Med Sonic Colors er vi betragteligt tættere på det gode Sonic-spil, end vi har været de seneste tre år, og der er grund til optimisme - men den ultimative Sonic-triumf i 3D er det ikke. Det er tæt på at være rigtigt godt - men også kun tæt på.

Om Torben Andersen